”LAD OS SIGE, at et show begynder klokken 15. Hvornår skal man så være der?” spørger jeg min garvede kollega, Magnus Fuglsang, over skrivebordet på modeugens første dag.

”Skal du skrive noget derfra?” vil han vide.

Det skal jeg, og først og fremmest mener han, at det må jeg jo så gøre mig mine egne erfaringer i forhold til, men jeg får ham alligevel overtalt til at sige, ”Du skal bare være der fem minutter før,” så ti minutter før Forza Collectives show er sat til at starte klokken 15, parkerer jeg min cykel ved the venue, Skuespilhuset.

Tiden går, og da klokken har passeret 15, er dørene stadig ikke åbnet, men der er til gengæld mange, der har taget opstilling på teatrets terrasse, hvoraf de fleste ikke er nogen, jeg er i stand til at genkende.

Lejlighedsvist ser jeg en influencer, hvoraf særligt mange af disse er iført en af de der Kangol-kasketter, man ellers havde troet, at filminstruktøren Ole Christian Madsen var lykkedes med at lægge en form for monopol på.

Indgangsvinklen til terrassen går mellem Ofelia Plads, hvor i omegnen af to dusin fotografer har taget opstilling. De står klumpet sammen og bevæger sig monotont, hvis én løfter kameraet for at fotografere en ankommende gæst, gør de alle det, ligesom de fornemmer på hinanden, hvornår der ikke er behov for at tage billeder.

Den meget garvede portion af gæsterne går frem og tilbage mod kameraerne et par gange, veloplyste i kunsten at få taget det gode street style-billede. Den allermest garvede portion af gæsterne har dog deres egne fotografer med til at tage deres respektive street style-billeder.

I omegnen af ti minutter efter den planlagte showstart begynder bagmændene så småt at tjekke de fremmødte af på lister. Jeg følges ind i Skuespilhusets foyer med to journalister fra søstermagasinet Eurowoman, og snakken falder på den udvikling, den københavnske modeuge har gennemgået de seneste par år.

”Før i tiden kunne jeg pege på 95 procent af de inviterede og fortælle dig, hvem de var. Nu ved jeg måske, hvem fem procent er,” fortæller magasinets chefredaktør, Anne Lose.

Det ville være nemt ved det blotte øjekast at afskrive Copenhagen Fashion Week som en lukket fætter-kusine-fest, hvor folk, man ikke kender, står og mingler. Men tager man sig den ubelejlighed at interessere sig for arrangementet et øjeblik længere, vil man hurtigt opdage, det ikke er hele sandheden.

Mange af dem, der kommer, kender ikke mere end en håndfuld andre, og lige så naturligt, som det vil være til ethvert andet arrangement, man blev inviteret til, har folk her for vane at stuve sammen med dem, de kender i forvejen. Det er der vel næppe noget kuriøst i.

Noget, der derimod er noget kuriøst i, er udviklingen af internationale gæster og deltagere i modeugen, der virker til at dominere denne i højere og højere grad: at lille Danmark er indehavere af ikke bare Nordens største, men en af Europas største modeuger.

Markedsføringen af København som modeby har været aggressiv, siden Copenhagen Fashion Week blev grundlagt i 2006. I løbet af årene har Københavns Kommune hjulpet med alternative, interessante show venues, såsom Rådhuset, ligesom internationale gæster har været inviterede og prioriterede længe før, influencer var et ord i den danske ordbog.

Allerede i 2010 beskrev Politiken, hvordan op mod 200 internationale branchefolk, indkøbere og journalister fik betalt fly og hotel til ugen, og at det, ifølge den daværende direktør for CPHFW Eva Kruse, faktisk betalte sig, da de inviterede endte med at vende tilbage.

I Skuespilhuset peger Anne Lose på en excentrisk udenlandsk herre.

”Han er en af dem, der er kommet her i femten år.”

TIRSDAG FORMIDDAG ANKOMMER jeg på klokkeslaget 11 til Copenhagen Skatepark, hvor det brasilianske mærke Joao Maraschin vil fremvise sit tøj. På trods af at være dagens første show, er heller ikke dette show til tiden, men ender med at være fyrre minutter forsinket.

Da jeg står i køen til at blive seated, bliver jeg imidlertid overhalet indenom af et tog af mennesker, der bliver ført frem igennem folkemassen af én, der har ansvaret for noget.

Til årets Copenhagen Fashion Week er der inviteret i omegnen af et halvt hundrede internationale hospitality guests, der får gildet betalt for dem. Der er både tale om international presse, influencere, indkøbere, og i år er der særligt mange tiktokkere. CHPFW har nemlig indgået et samarbejde med TikTok Nordics, hvilket først og fremmest manifesteres ved den meget fremtrædende tilværelse af prominente brugere fra appen, og desuden ved eventet ’Copenhagen Fashion Week x TikTok Creator Hub’, der finder sted mandag og tirsdag i en lille baggård inde i Landemærket.

Det kan vist bedst kan beskrives som et mødested mellem tiktokkere og andre, der har lyst til at prøve at se disse kreatører i deres naturlige habitat. Det er desuden muligt at få en tooth gem (tandsmykker, red.) der og at høre en podcast blive optaget live.

Der er gået fyrre minutter, før showet er startet, 43 før det er slut. Jeg bevæger mig tjept udenfor og forbi rækkerne af Polestars, der er modeugens officielle bilpartner og står for at transportere et kurateret udvalg af gæsterne. Er man ikke allokeret sådan en, kan man hoppe på pressebussen, jeg vil skyde på det er en gammel 5a’er.

INDE I ET LILLEBITTE lokale i Kødbyen er vi ved at gå til grunde af hedeslag, mens vi venter på, at startskuddet til Berner Kühls show skal lyde.

Man bruger stolkortene som en alternativ vifte, mens man har på fornemmelsen, at det vil være en umulig opgave at presse flere herind, men så falder blikket naturligt mod indgangen, i det det amerikanske kreative powerhouse Chris Black kommer ind ad døren.

”How you doing?” siger han til cirka hver tredje og med ham på plads, kan showet snart begynde.

Om aftenen tager jeg til (di)visions show, der bør starte kl. 19, i branchens nummer to yndlingsbetonhal på Ydre Østerbro, hvor alles forhold til tid virkelig bliver tryktestet.

Da de ikke er færdige med at seate folk 45 minutter senere, foretages der en form for hail mary, hvor alle får lov til at gå ind og bare stille sig. Imens ser jeg udvalgte blive bedt om at give deres frow-plads (front row, red.) op og sætte sig om på anden række. En amerikansk influencer protesterer højlydt over dette, men D1MA er lige ankommet, og netop han er alligevel vigtigere.

Det, der ligesom er med modeugen, er, at alle hele tiden har noget, de skal. Klokken 19.30 stod der på min invitation til en middag, 1664 holder i Carlsbergs have, så jeg sidder mest af alt og er irriteret, da modellerne endelig går deres gang. At (di)vision mener, at vi skal ligne narkovrag næste sæson, er det, jeg tager med mig videre. Én model er dækket af bamser a la Florence Pugh i ’Midsommar’.

”Det var et totalt spild af tid,” hører jeg en kollega fra branchen sige, mens jeg og alle andre styrter afsted for at nå til vores respektive middage.

TIL 1664-MIDDAGEN kommer jeg en time for sent og som en af de første.

”If it hasn’t started in 10 minutes, I’m leaving,” overhører jeg en sige på toilettet.

Der går tyve, så er klokken ni, man fjerner et par stole, og så sidder vi der. Jeg er placeret mellem tre svenskere og to briter.

”I’m attending every year, I love it here,” siger en ung kvindelig svensk journalist.

”Have you noticed that there is more and more people here, who are not from Denmark?” vil jeg vide.

“I think that since they cancelled Stockholm Fashion Week, Copenhagen has become even bigger,” svarer hun.

I de senere år er flere og flere udenlandske brands, herunder svenske, kommet til København for at fremvise deres kollektioner, således er fx Fillipa K at finde på ugens program, ligesom Swedish School of Textiles er det, og allerede i 2018, da Stockholms modeuge stadig var en ting, rykkede J. Lindeberg sit show fra Sverige til Danmark.

"Det var mit hovedmål at fremvise Lindebergs nye kollektion i en anderledes setting og gøre det klart, at vi har udviklet os i en ny retning. Det kan vi bedst i København," forklarede den daværende kreative direktør, Jens Werner (ikke ’Vild med dans’-dommeren, red.), til Børsen.

Bliver vi i de samme farver, er der også initiativet ’Support Ukrainian Fashion’, der blev stiftet som et forsøg på at hjælpe de ukrainske designere efter invasionen. I år er fem ukrainske mærker at finde på kalenderen. I den helt anden boldgade inviterer Ecco til morgenmad i deres showroom.

DA SOLEN ER gået ned, og vi er et sted mellem femte og sjette ret, deles der 1664-skjorter ud som isolation for den nyankomne kulde.

”I’ll take one – I can use it as a blanket for my legs,” siger svenskeren.

“Do you guys actually like the beer? You can be honest with me,” siger en af organisatørene, og jeg kommer med en pointe om, at jeg selvfølgelig godt kan lide den, men at den smager meget bedre, når man betaler for den, hvilket man generelt gør meget lidt i modebranchen, hvor 1664 virker til at have et marketingsbudget, der er nogenlunde tilsvarende det, Airtox er i besiddelse af.

Ser I, er man til et event, hvor der serveres noget at drikke, er det ni ud af 10 gange en Kronenbourg Blanc, og det er jo en god øl, men den smager altså bare bedre, når man står nede i Netto med sine venner og skal til at træffe det økonomiske valg, altså en sixpack pilsner, men så ser, at de har Blanc på køl, kigger på hinanden og spørger: ”Skal vi?”

TIL WON HUNDREDS SHOW næste dag står jeg i kø til at få en drink, da jeg bliver sprunget over af Jonathan Harboe.

Jeg bliver også sprunget over af andre, men der er noget helt særligt i det at blive sprunget over af Jonathan Harboe, og som om det ikke var grelt nok, springer han fandme også over, da vi står i kø til at blive seated, og skæbnens ironi vil det så sådan, at ingen af os skal sidde ned: Vi skal stå op, og det er altså bare bedst at sidde ned, men troede man nu, at det ikke kunne blive værre, kan man godt tro om, for jeg står nonchalant lænet op ad en mur og har et fint udsyn, da Jonathan Harboe, der er rimeligt høj, vælger at stille sig lige foran mig.

Nå, men der er nogen, der ikke er kommet til deres siddepladser, og så peger en seater på den smukke mand, så endte det hele alligevel godt.

Bagefter tager jeg til tour de chambre i den naturvinsdrikkende mands trekantområde, der starter med Bajeur hos NN07, der fejrer lanceringen af Slop Magazine issue 5, rundt om hjørnet til Mikkeller hos Mfpen, der lige har åbnet ny butik, og slutter på den anden side af gaden, hvor Palmes serverer vin fra en pose i fællesskab med Grind Magazine.

Der er exceptionelt mange udenlandske magasiner i København i disse dage, og min modeuge slutter på toppen af en kran ude i Nordhavn, hvor Astrid Andersens nye brand Stel holder fest med Dazed magazine og Asap Nast. Da vi ankommer, spørger de, om de må give os et knæklysarmbånd på, og influeret af alle de gratis fornøjelser får de et ja.

Vi får masser af gratis drinks, ikke mindst, fordi man ikke må tage dem med fra den ene af kranens etager til en anden. Således kan man bestille en drink i bunden, men skal så stille den på bordet, når man beslutter sig for at skulle længere op og så bestille en ny dér. Og jaja, there’s no such thing as free lunch, men det føles nu alligevel sådan.