Nyt afsnit af podcasten ’Garderobesnak’: På besøg hos Petitgas, der har lavet hatte siden 1857

Engang gik alle mænd med hat, men i en årrække var det næsten totalt væk fra gadebilledet. Nu er hatten igen blevet en mere populær beklædningsgenstand ikke mindst på grund af serier som Peaky Blinders. Vi har besøgt en af Danmarks ældste hattebutikker.

Garderobesnak med Frederik Lentz Andersen
Offentliggjort

Det kræver en helt særlig vedholdenhed at have holdt sin plads på en af de mest attraktive adresser i København siden 1857. Det er lykkedes Petitgas, der har taget navn efter sin franske stifter. F. Petigas kom til Danmark som hattemager i 1955, og en stor del af interiøret er stadig fra dengang. Noget af udsmykningen er blandt andet en guldmedalje, som Petitgas modtog som verdens bedste hattemager.

I denne nye sæson af Garderobesnak besøger vores moderedaktør Frederik Lentz Andersen en række mænd, der har specialiseret sig i et håndværk. Og her i første afsnit har vi taget til Petitgas, der nu indehaves af Bernhard Tommerup og hans hustru, og selv om de har kunder i alle aldre, er det for et særligt segment.

”Priserne begynder ved 500-600 kr. Vi vil ikke have ting, der kan spores til børnearbejde, og vi vil gerne besøge dem, der producerer vores varer. Det skal være voksne mennesker, der laver det, og de skal behandles ordentlig, og det gør, at det er lidt dyrere her.”