Dagbog fra Hotel Corona - del 2: "Jeg vågner igen, og det går op for mig, at jeg har drømt om Paw Henriksen"

Læs del 1 her.

Dag 3

Tænder for mit 18-tommers vidunder og zoomer ind på DR1. Mette Frederiksens tilstedeværelse føles meget virkelig, mens jeg ligger her og om nogen må være personificeringen på de problemer, hun og alle mulige andre prøver at adressere. En 22 somre gammel persona, der måske ikke altid har været lige god til at overholde de retningslinjer, der af regeringen er blevet udstukket. Det kan være, det er det, der omsider har fældet mig og gjort, at jeg ligger her. Det kan også være, jeg bare har været møghamrende uheldig og er blevet smittet på vej ud af Irma. I det mindste udviser jeg da samfundssind ved at tage min tørn her på A&O Hostel Nørrebro nu.

De første tegn på lejrkuller begynder at vise sig. Efter at have afsluttet et FaceTime-opkald med min kæreste, går det stille og roligt op for mig, at vejen tilbage til noget, der er nogenlunde civiliseret og til at holde ud, stadigvæk er lang og snørklet. Jeg er sulten, og selvom jeg bare kan bestille noget takeaway eller køre noget knækbrød med pesto ned, så har ugideligheden manifesteret sig som en slags herskende følelse i min krop. Hvorfor spise noget, når jeg alligevel ikke kan smage det? Jeg prøver at bekæmpe min følelse af afmagt ved at foretage mig noget konstruktivt. Jeg beslutter mig for at gå i gang med at læse ’Malte Laurids Brigges optegnelser’ af Rainer Maria Rilke, men må allerede erfare på første side, at hverken min koncentration eller mit humør kan klare en så intens konfrontontation med døden. Alligevel når jeg dog at føle en vis samhørighed med den kære karakter, Malte Laurids Brigge, da han i første linje skriver: “Nå, så det er her folk kommer for at leve, jeg ville snarere tro, man døde her.” Det må egentlig være en meget præcis beskrivelse af at være fanget her.