Dagbog fra Hotel Corona – del 3: “Hello freedom and fuck you corona. Jeg håber, du snart fordufter ud i glemslen og bliver der til evig tid”

22-årige Oliver Valentin er blevet smittet med COVID-19 og skal i isolation. Fordi han bor sammen med tre andre, er han tvunget til at tjekke ind på hotel, indtil han ikke længere er en smitterisiko. Vi har bedt ham om at skrive dagbog fra opholdet.

Dagbog fra Hotel Corona – del 3: “Hello freedom and fuck you corona. Jeg håber, du snart fordufter ud i glemslen og bliver der til evig tid”
Offentliggjort

Dag 06

I øvrigt er det min skønne kærestes fødselsdag i dag, så dagen starter ud med skønsang og et forsøg på at male vores visne gren grøn og gøre tilværelsen bare en anelse munter. Men det er sgu lidt svært, må jeg indrømme, når vi begge ligger og sveder, mens vi glor op i loftet og synes, at tilværelsen viser sig fra sin værste side.

Laura har overtalt mig til at vise hende, hvad min gave til hende er. Af gode grunde kunne jeg ikke få den med herind. Heldigvis falder den i god jord, og det hjælper lidt på den trykkede stemning. Vi beslutter os for at se en dokumentar, der hedder ’The Phenomenon’. Findes der en bedre måde at slå tiden ihjel på end at se amerikanske konspirationsteoretikere tale om ufo'er og aliens?

Vi vælger at smide lidt penge efter noget takeaway fra GRØD for at peppe fødselsdagsstemningen en smule i vejret. Skidt med, at vi ikke kan smage det, så længe vi sidder tilbage med følelsen af at have puttet noget i munden, der er nogenlunde lækkert og tilberedt fra bunden.