EN KONSTANT FORTÆLLING fra alle de udefrakommende, heriblandt særligt de jyske tilflyttere, er, at folk i København cykler dårligt, men det er ikke mere end en halv sandhed.

Ser du, i København cykler man ikke nødvendigvis efter reglerne: man cykler efter det, der giver mening.

Således kan man sagtens komme til at cykle over for rødt i krydset på Gammeltorv, for når man altså først har hastighedsbedømt den cykel, der kommer på tværs, kan man jo lige nå igennem det hul, der opstår, inden en fodgænger om cirka fem sekunder vil være i skudlinjen.

For et par år siden flyttede jeg til jydernes hovedstad for at studere, og noget, der i særlig høj grad kom bag på mig, var, hvor helt og aldeles råddent alle aarhusianere virkede til at cykle.

På få dage var jeg ved at blive kørt ned mange flere gange, end hvad jeg et helt liv havde været udsat for på min hjemmebane.

Og det var ikke af bilister eller andre store trafikanter, nej, det var primært af folk med cykelhjelme, og det var jo ikke, fordi aarhusianerne som sådan cyklede råddent; de fulgte derimod bare reglerne til punkt og prikke.

I Aarhus afviger ingen fra deres linje, og forsøger du at dreje til venstre med en forhåbning om, at det vil dem bag dig godt kunne forudse og dermed tage et blødt udsving mod højre, har vi balladen.

Der er ikke nødvendigvis tale om, at man det ene sted cykler bedre end det andet. Der er blot tale om to vidt forskellige sprog.

MEN DER ER NU alligevel et punkt, hvor Aarhus slår hovedstaden med længder. Der er tale om et problem, jeg kun har oplevet i København.

På trods af, at jeg som udgangspunkt synes, at byens beboere cykler rigtigt godt, gør de noget på cykelstien, der er fuldkomment forladt for logik.

Hver gang jeg når et rødt lys, bliver jeg nemlig ramt af en ensom følelse af, at der er ingen andre i denne by, der er lige så kloge som jeg.

Tillad mig at male scenariet for dig:

Du kommer cyklende ned ad en vilkårlig trafikeret vej, det kunne fx være Nordre Fasanvej. Du nærmer dig krydset ved Godthåbsvej, og cirka 50 meter før krydset ser du det skifte til gult. Du sætter farten ned, det samme gør alle dem foran dig. Og nu sker der så noget.

Dem, der har tonset for at overhale dig for et par sekunder siden, sætter farten rigtigt meget ned og holder alle sammen ind til højre på cykelstien, hvor de danner en meget lang række i stedet for at benytte sig af begge cykelbaner. Altså, vi taler om en række på 10-20 cyklister.

Nu har du to valg: Du kan placere dig bagerst i denne række, eller du kan benytte dig af venstre cykelbane.

Vælger du første mulighed, skal du ved grønt lys vente med at træde i pedalerne til, at cyklen foran dig har trådt i pedalerne, hvilket vedkommende ikke kan, før cyklen foran dem har trådt i pedalerne, og således vil det altså potentielt tage rigtigt langt tid at komme over krydset. Det er ikke optimalt.

Mulighed nummer to er at benytte sig af venstre cykelbane. Køre helt forrest, holde ved siden af den allerforreste og allerhurtigste, og i det, det skifter til rødt for bilerne, begynde at cykle.

Dette er helt klart den bedste mulighed, selvom det vil udløse hovedrysten og irritation for de mange cyklister, der nu skal overhale dig på ny. Men når de nu aktivt fravælger at bruge hovedet, mener jeg, at de selv er ude om det, der rammer dem.

JEG HAR MEGET svært ved at forstå, hvad det er, der gør, at man har lyst til at placere sig i denne række, specielt hvis man udmærket ved med sig selv, at man er hurtig på aftrækkeren.

For mig at se virker det som et misforstået forsøg på køkultur og en pseudohøflighed, der under ingen omstændigheder hører hjemme på cykelstien.

Men egentligt er der jo en både simpel og åbenlys løsning på det hele, som man kan tage med sig ud på den anden side af sommerferien og implementere. Hvis blot det blev normen at bruge venstre cykelbane til at holde og vente på et rødt lys, der blev grønt, ville hele affæren være langt mere gnidningsfri for slet ikke at tale om hurtig.

Her er, hvad jeg foreslår, at vi gør: Vi sammenfletter.

Når man når til et rødt kryds, bør den første cykel placere sig i højre cykelbane, den efterfølgende i venstre. Undtagelsen vil selvfølgelig være, hvis man skal dreje til højre umiddelbart efter, men der vælger jeg trods al tidligere erfaring på området at stole på, at folks intelligensniveau må være af sådan en højde, at man godt selv vil kunne finde ud af at placere sig ordentligt i disse situationer.

Begynder alle at benytte sig af denne metode, vil man ikke længere skulle overhale en, man lige selv har overhalet, ligesom vi alle sammen vil spare i hvert fald et par sekunder dagligt, hvilket ikke er meget på en uge, men rigtigt meget på et liv.