De to silhuetter i skyggen under træet er let genkendelige selv så mange år efter. I gensynsglæden ænser de to mænd tilsyneladende ikke de omkring 100 mennesker, der står på nakken af hinanden for at kigge, men alligevel holder en ærbødig afstand. ’Björn loves John’ hedder det PR-fremstød, der har bragt Borg og McEnroe sammen i dag, og man tror det, da svenskeren alfaderligt lægger begge hænder på kinderne af sin gamle rival. Sådan står de i nogle sekunder under træet og siger noget, ingen andre hører, inden de så småt gør klar til at indtage scenen. Den udgøres af en 100 kvadratmeter stor PR-flåde fyldt med journalister, storskærme og serveringspersonale i en sø ved Wimbledon-anlægget, hvor de to legender skal promovere en kollektion af underbukser fra virksomheden Björn Borg.
"Björn sagde altid, at det eneste, der talte i var at være nummer et i verden. Jeg mente det var ok at være nummer to. Det irriterede mig, at han stoppede i så tidlig en alder."
Annonse
For 30 år siden var scenen Centre Court nogle hundrede meter væk. Her revolutionerede de to sporten i mere end en forstand. Björn Borg, teenageidolet med mimik som en Ikea-reol og en tilsyneladende altid upåvirket psyke, stod over for en karikatur af en newyorker, der verbalt og nogle gange fysisk raserede alt omkring sig.
De spillemæssige modsætninger var lige så markante: McEnroe med den teknisk krævende, offensive og elegante stil. Borg, der med egne ord aldrig har været træt under en tenniskamp, med de tunge slag fra baglinjen, hvor han løb alle bolde op og sendte dem tilbage som en levende udgave af den garageport, han spillede op ad som dreng hjemme i Södertälje. Forskellighederne bragte fascinationen af dem til nye højder. Wimbledon-vinderen fra 1987 Pat Cash har kaldt opgørene for ’den himmelske engel mod antikrist’. Kunne man ikke lide den ene, kunne man lide den anden, og selv om de kun nåede 16 indbyrdes opgør, og der i modsætning til andre rivaler i sporten aldrig var et ondt ord imellem dem, nåede de at fodre hinandens karrierer med så meget kvalitet og tennissporten med så meget opmærksomhed, at verden sjældent har set noget lignende.
Træketsjeren var stadig med, da Björn Borg gjorde et mislykket comback i 1991.
BJÖRN BORG VAR en del af John McEnroes liv, allerede da amerikaneren var barn i 70’ernes Queens i New York. Hjemme på drengeværelset hang en plakat af svenskeren, der havde det særlige visuelle udtryk, amerikaneren var misundelig på: den solbrændte hud, skægstubbene, det lange hår og det tjekkede Fila-tøj. Omvendt var amerikaneren det, han selv betegner som en buttet teenager med Snickers-bar i tasken.
John McEnroe kunne iagttage sit idol på tætteste hold en aften i begyndelsen af 70’erne, da han var bolddreng under en US Open-kamp. Borg var på det tidspunkt 16 år gammel, og den tre år yngre amerikaner beskrev det senere som at se en vikinge-gud, der var steget ned på tennisbanen. I modsætning til når bolddrengen selv spillede kampe, sagde Borg sjældent noget særligt hverken på eller uden for banen. Måske var det heller ikke nødvendigt, for som McEnroe bemærker om deres senere kampe i bogen ’On Being John McEnroe’: ”Selvfølgelig var der andre store udfordringer – Lendl og Connors – men det var så naturligt med Borg. Vores personligheder og måde at spille på var så forskellig, at der ikke behøvede at blive sagt så meget.”
I hvert fald formåede Björn Borg at forny sporten. Det blev kaldt både Borgasm og Beatles-tilstande, når teenagepiger invaderede banen efter kampene, og en enkelt gang blev svenskeren bogstavelig talt tvunget i knæ af presset.
Annonse
”Engang uden for Wimbledon-anlægget blev jeg bestormet af 300 skolepiger,” husker Borg. ”Det var efter den episode, at man første gang indførte politibeskyttelse af sportsstjerner.”
Den slags skete ikke for McEnroe, men han nød alligevel godt af svenskerens ’indsats’ på den front, skrev han senere i sin biografi ’Serious’:
”Der var altid piger omkring tenniskampene. Jeg vil måske ikke kalde det groupies, som de havde i rockmusikken, men Borg havde i hvert fald åbnet sluserne, og jeg høstede noget af udbyttet.”
Udbyttet for tennissporten var en tiltrængt fornyelse. Skal de to spillere kategoriseres i tidens ungdomskultur, var Björn Borg diskeren, der bragte sexappeal ind i sporten, og McEnroe punkeren, der stod for ungdomsoprøret med sine protester mod søvnige linjedommere, autoriteter og kedelige Wimbledon-banketter. En opførsel, der betød, at han på trods af sit enestående talent havde svært ved at få opbakning fra tilskuerne i begyndelsen af karrieren, selv når han spillede på hjemmebane under US Open. Men han fik hjælp fra uventet side.
John McEnroe og Björn Borg mødte hinanden 16 gange i perioden 1978-83. Borg vandt ni af kampene, deriblandt Wimbledon-finalen i 1980, der betragtes som en af alle tiders bedste tenniskampe. Året efter fik amerikaneren revanche, da de to atter mødtes i Wimbledon-finalen.
VERDENSETTEREN BJÖRN BORG indså hurtigt, at den iltre amerikaner var en gevinst for sporten og dermed for hans egen karriere. Det fik McEnroe at mærke under en kamp i New Orleans i 1979. Det var to år efter, han havde nået semifinalen i Wimbledon, så svenskeren vidste, at det ikke var en ligegyldig spiller på den anden banehalvdel. Denne aften var amerikaneren endnu en gang på vej gennem loftet, da Borg gik frem til nettet og kaldte modstanderen hen til sig.
”Jeg tænkte: ’Åh nej, vil han sige, jeg er den største nar, fordi jeg opfører mig sådan,’” husker John McEnroe. ”Men han lagde armen om mig og sagde: ’Slap af, det er en god kamp, lad os bare spille.’ Jeg opfattede det, som om han sagde: ’Du er ved at blive en del af noget, der bliver rigtig stort, og jeg lader dig komme med ind i klubben.’ Det var fundamentalt for mig. Jeg var omkring 20 år, og det var, som om han tog mig med ind i gruppen, så de andre spillere respekterede mig mere. Det havde han ikke behøvet, specielt fordi jeg begyndte at vinde nogle turneringer, som Björn og de andre regnede med at vinde. Det gav mig en følelse af, at hvis jeg havde opbakning fra Borg, så til helvede med alt andet.”
Annonse
Spørger man Björn Borg om, hvorfor han handlede, som han gjorde i New Orleans, svarer han vanligt afmålt og ukompliceret:
”Det virkede, som om John trængte til lidt opmuntring. Jeg vidste jo, hvor meget pres man er under. Og ja, jeg havde formentlig gjort det samme, selv om han havde været nummer et i verden.”
Vredesudbruddet i New Orleans var en undtagelse, for kampene mod rivalen og idolet var så specielle for John McEnroe, at han sjældent mistede besindelsen, når svenskeren var på den anden side af nettet.
”Jeg havde så stor respekt for ham og for begivenheden, at jeg aldrig opførte mig som en idiot under de kampe,” siger han.
Borg lægger stadig gerne armen om McEnroe, hver gang de får et øjeblik til at tale privat mellem alle dagens interviewseancer, hvis fokus naturligvis er på de to kampe, der var med til at give dem legendestatus: Wimbledon-finalerne i 1980 og 1981.
"Jeg så op til ham og ville være som ham. Det gjorde lysten til at vinde endnu stærkere," siger McEnroe om vennen, rivalen og ungdomsidolet.
JOHN McENROE ELSKEDE sin tenniskarriere i 1979 og 1980. Han betegner det som den tid, han nød mest, fordi han arbejdede sig frem på ranglisten på jagt efter Jimmy Connors og Björn Borg. Både på og uden for banen var det en fest. Der var ved at komme flere penge i sporten, bl.a. via velbetalte opvisningskampe rundt om i verden, hvor Borg og McEnroe udviklede deres venskab. Når de fx var i New York samtidig, kunne man møde dem på den legendariske natklub Studio 54 på Manhattan, der tiltrak navne som Mick Jagger, Andy Warhol og Michael Jackson.
Også på banen så de mere og mere til hinanden. I 1980 nåede de begge finalen i Wimbledon, hvor Borg skulle forsøge af vinde sin femte titel på stribe. Det blev en fem-sætter, der stadig bliver talt om i dag, især pga. en tiebreak i fjerde sæt, hvor McEnroe vandt 18-16. De fleste, begge spillere inklusive, troede, at Borg var knækket og på vej til at tabe kampen, men svenskeren tog femte sæt og pokalen i et for ham karakteristisk comeback. Alligevel betegner John McEnroe nederlaget som en vigtig kamp for hans karriere, og det er netop den af de 16 kampe mod Borg, som han husker bedst i dag: ”
Der var en særlig forventning blandt tilskuerne under kampene i 80’erne, og det gjorde, at jeg ville smage endnu mere af det. Det var en fantastisk følelse, og selv om jeg ikke tænkte sådan dengang, har det vist sig, at det nederlag var med til at gøre mig til en del af historien. Og jeg lærte af den kamp, at jeg måtte gøre noget mere. Finde noget frem, jeg ikke vidste, jeg havde. Jeg måtte ville det endnu mere for at slå ham og finde den samme styrke frem, som gjorde, at han vandt femte sæt.”
John McEnroe erkendte, at så længe de to kunne løfte hinandens spil, var det mindre vigtigt, om der var et par kendelser fra linjedommerne, der gik ham imod, eller om han havde ondt et sted. Når han vandt andre tenniskampe, var lettelsen over at undgå fiaskoen som regel større end glæden over sejren, men når han spillede mod Borg, kunne han folde sit talent ud, uden at frygte at føle sig skuffet. Et nederlag til svenskeren var ganske enkelt ingen katastrofe, som han kunne føle det, hvis han tabte til en anden spiller.
Også Borg siger, at McEnroe gav ham en masse på banen: ”Alle konkurrencemennesker vil gerne have modstand. Vores forskellige spillestil gav gode kampe, og jeg mener, vi var med til at løfte tennis til et nyt niveau. Jeg tror, mange i dag sætter pris på, hvad vi gjorde, og jeg er stolt af, at vi sidder her i dag. Rivaliseringen er, hvad alle sportsgrene har brug for, jeg har fx kun misset én kamp mellem Federer og Nadal. Det er jo det, vi vil se.”
Alligevel fik han nok to år efter Wimbledon-finalen i 1980. I modsætning til McEnroe, der ikke var en lykkelig nummer ét på verdensranglisten, gjaldt det for Borg altid om at være nummer ét. Det var han stadig ved Wimbledon i 1981, men den amerikanske rival mærkede, at en ny tid var på vej, da de sagde tak for kampen efter finalen, hvor McEnroe fik revanche for året før. Ifølge McEnroe var venskabet knap så tæt som tidligere, hvor de havde festet sammen rundt om i verden. Han mener, at det var en konsekvens af, at han truede svenskerens position som nummer et, men McEnroe bemærkede også en anden forandring hos Borg, da de trykkede hinanden i hånden over nettet.
BJÖRN BORG SKAL HELST have en person, han er tryg ved, i nærheden ved et stort arrangement som dette i dag. Arrangørerne sørger for, at der hele tiden er en repræsentant for virksomheden Björn Borg til at give ham en flaske vand i sommervarmen og fortælle, hvad der skal ske, når han er færdig med et interview. For selv om han svarer beredvilligt på spørgsmål og joker med, at McEnroe taler mere under pressekonferencen – ”du kom omkring en hel del i det svar, John, får jeg overhovedet lov til at sige noget?” – har han haft et til tider anstrengt forhold til pressen og opmærksomheden.
Allerede i teenageårene flyttede han til Monaco, hvilket, som den unge spiller oplevede det, blev kritiseret voldsomt i det socialdemokratiske, kriseplagede Sverige. Efter karrieren fulgte rygter om kokainmisbrug og selvmordsforsøg, og selv i dag kan han trække spisesedler i Sverige, fx da han blev indlagt i forbindelse med en mindre operation i lysken. Men det var anonymiteten, han længtes efter, da han stod ved nettet efter finalen i 1981 og sagde tak for kampen. Efter McEnroes opfattelse så manden, der hadede at tabe, decideret lettet ud.
”Jeg var faktisk ikke skuffet over det nederlag,” siger Borg. ”Lettet er måske et forkert ord, men jeg var ikke skuffet. Det havde været så intenst i så mange år. Jeg brændte ikke for det på samme måde i den finale som i andre finaler. John havde ikke noget med det at gøre. Jeg manglede motivation og fik lidt for meget opmærksomhed fra medierne,” siger han om beslutningen, som han delagtiggjorde sin største rival i længe før, den blev ført ud i livet.
DE TO AMERIKANSKE spillere John McEnroe og Vitas Gerulaitis kunne ikke tage Björn Borg alvorligt den aften i Australien i efteråret 1981.
De tre sad og drak en øl inden en pressekonference i forbindelse med en opvisningsturnering, da svenskeren pludselig sagde: ”Jeg stopper med at spille tennis.” Borg var kun 25 år, men havde fået nok efter at have satset alt, siden han gik ud af 9. klasse. I 1982 stillede han kun op i ATP-turneringen i Monte Carlo, uden stor succes, og offentliggjorde karrierestoppet i begyndelsen af 1983. Beslutningen var et slag, som John McEnroe sammenligner med rivaliseringen mellem Los Angeles Lakers og Boston Celtics i den amerikanske basketball-liga, hvor Magic Johnson og Larry Bird førte an i de to holds opgør. McEnroe mener, at Borgs stop svarede til, at Lakers pludselig skulle have trukket holdet fra turneringen.
Borgs stop førte til en spillemæssig nedtur for McEnroe, hvor den nye verdensetter hverken vandt Wimbledon, US Open eller French Open i 1983. Han befandt sig i det, han kalder et magttomrum, og savnede deres indbyrdes kampe og den motivation, det gav ham. Han kalder det endda en sorg, at Borg stoppede, og fortæller, at det tog flere år, før han igen mærkede spillemæssig fremgang. Han forsøgte gentagne gange at overtale Borg til et comeback, men bortset fra, at svenskeren uden succes dukkede op i to turneringer i 1983 og 1984 og gjorde et mislykket comeback i 1991, var det uden held. Samtidig var både han og McEnroe blevet overhalet af nye hårdtservende spillertyper. Amerikaneren vandt ikke en eneste grand slam-turnering efter 1984, selv om han fortsatte karrieren til begyndelsen af 90’erne.
I ’On Being John McEnroe’ funderer han over, hvad der ville være sket, hvis rivaliseringen var fortsat: ”Jeg tror, vi var blevet bedre og bedre som spillere og – formentlig – som mennesker, og det ville nok være noget, folk ville være interesserede i at se på. Jeg spillede nok mit bedste tennis i 1984, men selv efter den sæson var jeg slet ikke lykkelig. Der var et tomrum. Jeg følte, at jeg selv skulle skabe en intensitet, efter han stoppede.”
Borg og McEnroe ved Wimbledon i 2011.
JOHN McENROE OG BJÖRN BORG skal videre. Svenskerens arm er igen omkring McEnroe, der siger: ”Jeg er nødt til at gå” til dem, der vil fotograferes med ham. Han forsvinder i en sort Mercedes på vej mod anlægget, hvor han skal i kommentatorboksen. Borg skal se dagens semifinale fra tilskuerpladserne, men lader sig overtale til et sidste tv-interview. Da han bliver utålmodig, smiler han og lægger forsigtigt hænderne på hofterne af den kvindelige reporter, mens kameraet stadig kører. Hun lader sig smigre, og Borg slipper for yderligere spørgsmål.
