Vi starter i Taastrup. Og så hurtigst muligt ud på en cykelsti. Som regel skal jeg lige forbi Albertslund, som er lige ved siden af, og hente min træningskammerat, Sebastian Andreasson. Herefter kører vi mod Ballerup for hurtigst muligt at komme væk fra de store veje.
Så er vi ude i det fri. Området her i begyndelsen af turen består meget af marker, og vejene går lidt op og ned. Oppe omkring Smørum, især, er der lidt bakker. Det er sådan et sted, hvor der pludselig står en hest ud til cykelstien.
Sådan går det, indtil vi kommer til Roskilde og drejer sydpå ad hovedvejen. Af en eller anden grund er der altid medvind om sommeren. Det er et stykke, man virkelig skal nyde. Man glider ned langs fjorden. Der kører jeg nok omkring de 40 km/t for lige at få lidt fart i benene. Jeg ved, jeg førhen har haft KOM’en (den hurtigste tid registreret, red.), fordi jeg har kørt intervaller derude. Men jeg er bange for, at det er min træningsmakker, der har den nu.
Fra Roskilde kører jeg vestpå, ud mod Nationalpark Skjoldungernes Land. Herude og det næste lange stykke er der næsten ingen biler. Det er et superflot område at køre i. Jeg prøver at sige til alle dem, der kører nordpå, at de skal køre vestpå. Området er fyldt med skove. Det er det, jeg altid prøver: at køre igennem så mange skove som muligt.
Ude omkring Tølløse kører man ind på en vej, der hedder Åkandevej. Vejen går igennem en skov, hvor den falder en smule, men så, lige når man kommer ud af skoven, rammer man en bakke. Den har man kørt og glædet sig lidt til. Ud fra danske forhold er det faktisk en okay stigning. Den er cirka en kilometer lang. Jeg har kørt fem juniorløb i det her område. Jeg vandt alle på nær et enkelt. Der tabte jeg til en holdkammerat, der lå på hjul hele løbet. Ellers en fin fyr.
Efterfølgende kommer vi ned mod Bidstrup-skovene. Virkelig et flot område, hvor man næsten ingen biler møder. Det er her, jeg altid lige tager et billede til Instagram, når jeg er hjemme at køre i Danmark. På det tidspunkt er man typisk ved at mangle vand.
Det passer med, at man kommer til Lejre, hvor de har en fin bager. Der får jeg mig noget at drikke. Og nogle gang også en kage. Førhen var jeg meget på romkuglen, men des mindre jeg er i Danmark, des mere er jeg begyndt at købe træstammen, når jeg endelig er hjemme. Den er umulig at finde i udlandet.
Lige bagefter går det opad. Der får man lige testet træstammen: Har den virket, eller har den ikke. Og hvis man er tarvelig, tester man også lige, om bagerstoppet har gjort noget godt for ens makker.
Efter Lejre er der ikke mere skov på ruten. Til gengæld kommer der nogle strækninger, hvor man virkelig kan få fart på. Og af en eller anden grund føler jeg, at der altid er medvind den vej. Ja, og så er det bare hjemad.
