DE OLYMPISKE LEGE er ikke, hvad de har været, og det bliver de aldrig igen.
Det behøver ikke være nogen ret kontroversiel påstand, for legene har altid forandret sig. Fra de antikke lege, da al olympisk udfoldelse skete i fuldstændig afklædt tilstand (altså, atleterne var nøgne!), til i dag, hvor breakdance for første gang er på programmet. Man kan bifalde eller begræde ændringerne, men benægte dem kan man ikke.
Men jeg konstaterer det også på den lidt mere dystre facon. Lidt på samme måde som flow-tv og Jolly Cola. De har haft deres storhedstid, og vi har fundet bedre alternativer.
Når OL lige om lidt bliver afviklet i Paris, er det de største Lege nogensinde målt på alle de sædvanlige parametre. Flere deltagere, flere tilskuere, større økonomi. Sikkert også flere seere, når man regner det hele med.
Men på andre og sin vis vigtigere parametre vil OL i de kommende år være en svindende størrelse. Det kræver et lidt ærefrygtigt tilløb at turde skrive det højt, for OL’s betydning har været enorm, og isoleret set har legene i Paris potentiale til at blive fantastiske. Man har tænkt i mere bæredygtige løsninger, nye rammer om fx åbningsceremonien på og langs Seinen, et mere inkluderende event fordelt over hele republikken og et relativt begrænset nybyggeri.
Men OL er et aftagende fænomen, hvis vi måler på kulturel betydning og global sammenhængskraft. Først og fremmest på grund af den teknologiske udvikling, der har gjort det muligt for alle at være overalt på samme tid i modsætning til dengang, vi var tvunget til simultant at se det samme som alle andre. Lige efter pausefiskene. Det var i min barndom. Og det var OL’s storhedstid.
Det, vi så dengang i 1970’erne, 80’erne og 90’erne, da fjernsynet endelig kunne sende direkte og i farver og helt uden konkurrence, blev et fælles referencepunkt, der havde betydning for alle. OL havde i voldsom grad også betydning i den første del af 1900-tallet, hvor alle var præget af to verdenskrige, og hvor boykot og politiske manifestationer gjorde det umuligt at adskille sport og politik, selvom mange virkelig forsøgte at lade, som om det kunne lade sig gøre.
Men det var først oppe i anden halvdel af 1900-tallet, at OL fik både politisk betydning, enorm udbredelse gennem tv-mediet og en fantastisk glans og oplevede en enorm popularitet hjulpet på vej af øget professionalisering, gigantiske statslige programmer, øget kommercialisering og et ekstra skud anabole steroider, der fik sprinternes muskler til at svulme, så de skinnede.
Under Den Kolde Krig førte USA og Sovjetunionen sideløbende rumkapløb, våbenkapløb og 100-meterløb, og mens amerikanerne var bedst til at sprinte, var russerne overlegne i gymnastiksalen.
For sådan et barn som mig, der spillede fodbold, badminton, tennis, og som helt lille havde gået til gymnastik (og i den egenskab blev affotograferet iklædt stramme sorte hotpants, en gul T-shirt og en helt flad og tør frisure, hvilket stadig pryder opslagstavlen på min mors gæsteværelse), var OL et højdepunkt, der ikke tålte sammenligning.
Navnene! Sergei Bubka, Carl Lewis, Sotomayor. Florence Griffith-Joyner, Jackie Joyner-Kersie. Renata Pytelewska-Nielsen.
Jeg lavede skemaer og tegnede flag. Jeg kunne dem alle sammen, og jeg kunne regne i tiendedele og hundrededele af sekunder. Jeg lærte vittigheden om løberen, der vandt 110 meter hæk; hans problem var nemlig, at han boede i lejlighed og ikke anede, hvor hun skulle plante den. Jeg lærte, at en Olympiade er en firårig periode og i virkeligheden betegner tiden mellem De Olympiske Lege og ikke selve legene, hvilket jeg har rettet folk med siden.
Jeg opdaterede medaljetabellen på tekst-tv, da mine forældre endelig lejede et D-E-R-fjernsyn med fjernbetjening, som jeg slæbte ind i deres soveværelse og stillede på en hvid skænk under en hessianklædt skråvæg. Her kunne jeg følge det hele fra tidlig morgen til sen aften og forsøgte at holde solen ude med et tyndt gardin. Der var maratonløberne, som kollapsede under Los Angeles’ stegende sol. Bokseskandalen i Seoul. Ben Johnsons pumpede krop. Og USA’s sindssyge Dream Team i Barcelona.
Det var så dramatisk, det hele, og altid ekstremt varmt. Rødhårede Søren Andersen fra AGF drattede om med hedeslag under OL i 1992, og uden i øvrigt at have den ringeste flig af skyld blev han min personlige anekdote om OL-fodboldens fjollethed.
Da Danmark i 1948 og 1960 vandt bronze og sølv, var OL-fodbolden stadig vigtig, men allerede dengang var det et reelt problem, at OL var for amatører, mens fodbold var begyndt at blive for professionelle. Man forsøgte at gøre U21-landsholdene til OL-landshold, men når legene i år begynder i Frankrig, er der tale om U23-landshold med tilsætning af tre spillere uden aldersrestriktioner – bare for ligesom at kunne kaste lidt stjernestøv over turneringen, som da Danmark ved OL i Brasilien i 2016 supplerede et næsten rent ligalandshold med glamourøse Lasse Vibe (dengang Brentford) og Eddi Gomes (dengang Henan Jianye)... Kvinderne stiller bare med A-landsholdene. Det er helt tosset.
Fodbold er bare ikke en OL-sport, og man kan sige det samme om en række af verdens andre store sportsgrene. Tennis, golf, cykling. Personligt glæder jeg mig vildt meget til at følge danskerne, men jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke de selv hellere ville vinde en Grand Slam, en Major eller en Grand Tour, blev de tvunget til at vælge.
Den tendens vil fortsætte.
I løbet af årene og særligt gennem det seneste årti er sporten blot blevet kommercialiseret yderligere. Både stater i særligt de asiatiske og arabiske områder, private virksomheder og sportsrettighedshaverne selv har set muligheder for at sikre sig positiv omtale og nye indtægter ved at investere i sport. Den slags investeringer nøjes man ikke med at aktivere til et OL hvert fjerde år. Derfor vokser de store sportsgrene hele tiden. OL vokser kun en gang imellem. Det skaber afstand, og det hjælper kun meget lidt, at Det Internationale Olympiske Forbund kaster BMX og Breakdance på programmet.
Jeg læste for nylig, at det var blevet vurderet (det er blandt andet beskrevet i Bloomberg), at Taylor Swift med sine fire koncerter i Paris i maj kan have skabt en større økonomisk effekt fra det amerikanske marked til Frankrig end hele OL (fordi hun efter sigende havde trukket fem gange så mange såkaldte luxury travelers til Paris, som OL kommer til at gøre). Jeg tillader mig at være skeptisk (præcis som jeg tillader mig at være det over for hele ’Swiftonomics’-begrebet), men jeg kan godt bruge tesen som eksempel på, hvad OL både kan og ikke kan.
OL kan ikke længere være den altoverskyggende begivenhed for hele verden. OL kan ikke som Taylor Swift være konstant til stede på sociale medier og på streamingplatforme og som en evig jordomrejsende motor på ’The Eras Tour’. For OL er der ikke hele tiden. Når en olympisk atlet snart vil vifte med et palæstinensisk flag, vil det ikke være mere end et par måneder siden, vi alle sammen delte et ’All Eyes on Rafah’-opslag på Instagram. Og når Visa i de næste uger er sponsor for OL, har Mastercard været det for Champions League i de seneste fire år.
Men så kan det noget andet, og på den måde ender det hele alligevel godt. OL er jo stadig en begivenhed, der giver os nye helte og åbner vores øjne for fantastiske fortællinger. Der er altid en ny René Holten Poulsen, Jesper Bank eller Martin Kirketerp. Hvor blev de af? Jo! Der var de igen, fire år senere, og igen som helte for nationen. Der er altid en ny kugle, der skal stødes, og Eddie the Eagle var verdens værste skihopper, men hele verdens yndlingstaber. Og kan I huske ham fra Samoa, der dårligt kunne svømme? Små glimt af gode historier.
De nye fortællinger og overraskelser, som vi kan bære med os fremover, kommer med garanti også til at opstå under dette års OL. Men vi vil ikke få dem serveret som en samlet nation eller en samlet verden. Det er der ikke noget nyt i, sådan har det været, siden de sociale medier slog kløerne i os, og det er en udvikling, der kun vil tage til i styrke og udfordre den samhørighed, som legene historisk har stået for at skabe.
OL har altid forandret sig. I dag forandrer verden sig bare lidt hurtigere.
