Da jeg var lille, drømte jeg om et par Puma King. Men der skulle gå en del år, før jeg endelig fik dem. De første støvler, jeg havde, var fra Patrick. Laudrup-edition.
Sidenhen havde jeg nogle rigtig vilde Diadora, som jeg købte med hjem fra en campingferie i Italien. De gav hjernedøde vabler, men de var så fede, at jeg blev nødt til at spille i dem alligevel.
Jeg havde også et sæt blå Lotto-støvler, som jeg havde fundet i Sportmaster i Glostrup Centeret. Dem var der sateme mål i. Og så var det, at jeg nogle år senere – vi snakker vel 2005-06-sæsonen – fandt et par udtrådte Puma King i glemmekassen på Albertslund Stadion.
Jeg kan huske den lykkefølelse, det gav at se de her støvler ligge i en kasse, hvor jeg bare kunne tage dem. Jeg prøvede dem på og var sådan: ’OK, hvad sker der? De passer! De er jo lavet til mig!’
Der var ikke meget knop tilbage på dem, men det kunne jeg egentlig godt lide; at jeg ikke skulle igennem for meget knop, når jeg ligesom skulle ned under bolden. De havde en sort flap i stedet for den klassiske hvide. Sort og guld, faktisk. Det var ret fedt. Ellers var de, som man kender dem.
Der var også lidt et statement i at spille i sorte støvler. På det tidspunkt var det begyndt at blive rigtig moderne – især for de offensive typer – at spille i meget farverige støvler. Det havde jeg svært ved at acceptere. Fordi de var så slidte, var det som at spille i en sutsko.
De klistrede til foden, samtidig med at der var masser af plads. Egentlig var de halvanden størrelse mindre, end jeg normalt passede, men en ukendt makker havde udvidet læderet, så det passede perfekt til mine ret brede fødder.
De var for vilde i fire-fem måneder, så blev de desværre alt for møre. Men er du vanvittig, en flødefod, jeg var udstyret med i den periode. Jeg husker det, som om jeg aldrig var i midten, når vi spillede kant.
