Jeg fik mine Adidas Copa Mundial, da jeg var helt ung. Jeg var ikke god nok til at spille på holdet i Holstebro Boldklub, så da jeg kom til København, lavede jeg min egen klub, Lokomotiv Luksus, ude på Kløvermarken, hvor vi spillede i fem år. Der har jeg savet nogle stykker over i de støvler. Jeg troede jo lidt, at jeg var Søren Lerby, men der var nok mere Søren Colding over det, fik jeg at vide.

Det skulle jo bare være dem, fordi det var klassikeren over dem alle. Jeg ved godt, at der er lidt Tyskland over det, men altså: Det er Copa Mundial. Det kan ikke være andre. De er som et fyrtårn i et hav af vrøvl, fuldstændig bastante at se på. Som en god gammel bil, der gør præcis, hvad der står på dåsen.

Jeg har masser af gode minder med dem på. Ikke så meget fra kampene ude i Valby, mest fra Kløvermarken og Amager. Særlige kampe, særlige oplevelser; seks røde kort. 10 gule kort. Oprykning fra C-rækken til B-rækken i syv-mands. Og så fra B- til A-rækken. Og så videre til 11-mands.

Fodbold har betydet sindssygt meget for mig, og jeg har fulgt sindssygt meget med. Set det hele, snakket om det hele. Især Premier League i 90’erne og 00’erne, der var det fantastisk. Men i dag, nu, betyder sporten nærmest ingenting for mig. Not really. Mine Copa Mundial har jeg selvfølgelig stadig.

De står derhjemme, på bagtrappen. De bliver ikke brugt særligt tit. Men jeg kunne aldrig finde på at købe andre støvler.