Turen gik fra Albany i USA til, ja, Albany. For dem, der ikke kender Albany, kan man sige, at den er alt det, New York ikke er. Det vil sige trist. Og sammenligningen trænger sig på, fordi Albany er hovedstaden i staten New York.
Året var 2016, det var sidst i oktober. Lige der, hvor efteråret ruller sine kulisser ud, og vinteren spænder kæbemusklerne første gang. Og det var lige før, Trump tog røven på os alle sammen, bortset fra næsten hver og en, vi mødte undervejs.
Peter, min gode, gamle ven, og jeg mødtes på et lufthavnshotel i et ringvejssystem i New Jersey, smed cyklerne i bagagerummet på en lejebil og kørte til Albany for at tilbagelægge 700 kilometer på otte dage på en tur, jeg aldrig rigtigt er kommet hjem fra. Vi kørte op langs delstatsgrænsen til Vermont og op i Adirondackbjergene med vendepunkt i Lake Placid.
Det var vores road trip gennem Trumpland, for New York er det eneste sted i staten New York, der ikke er defineret af alt det, der fik Trump valgt: de-industrialisering, efterladthed og hvid vrede. På en bar i Lake Placid faldt vi i snak med en fyr, der ejede sit eget tømrerfirma, hadede ejendomsskatter, og som efter et par øl afslørede, at han var ”into conspiracy theories.” Altså, det der med månelandingen fx, spurgte jeg. Oh, YES! Månelandingen var deep state. Jeg tør ikke tænke på, hvor rokoko han er gået i Qanon.
Sidste dag, inden vi ramte Albany igen, kørte vi med verdens ømmeste stænger gennem den ene ensomme by efter den anden. Som en nådegave stødte vi på en lille træhytte med en café med havregrød og kanelsnegle og kaffe. Der spiste jeg mit bedste måltid nogensinde. Den pæne, ældre dame bag disken var bjergtaget af vores tur. ”You’re doing it,” sagde hun. Jeres børn kommer til at tale om den her tur for evigt, mente hun. Vi grinede. De kommer da aldrig til at tale om den her tur, sagde vi.
Men jeg kommer aldrig til at glemme den. Nogle erindringer er så stærke, at det virker, som om de stadig foregår. Det tænker jeg nogle gange; at erindringerne lever videre i paralleluniverser i en evig cirkel. Og at vi måske vågner op i et af dem efter døden. Det ville ikke være værst. Spise oatmeal med for meget sukker fra en motel-automat sammen med Peter, trække i cykeltøjet, der er tørret over en brandfarlig el-radiator, og bare forsvinde ud i den amerikanske frihed.
