Goddag Trine. Tillykke med dit nye job! Hvordan gik det til, da du fik at vide, at du skulle med til Tour de France?

”I mandags, da jeg var ved at drikke den første store fadøl i München, ringede John Jäger (sportschef på TV 2, red.). Jeg var dernede for at se EM-kampen Danmark mod Serbien. Det var kæmpestort at opleve den stemning og den fodboldfest, som sådan en slutrunde er.

Nå, Jäger ringede og sagde, at han havde et lidt overvældende spørgsmål. Han begyndte med at fortælle om Rolfs hjerteproblemer, og det gjorde mig selvfølgelig rigtig ked af det. Efter han havde fortalt det, kunne jeg godt regne ud, hvad han ville spørge om, og jeg sagde ja med det samme.

Jeg har jo kommenteret kvindernes Tour de France flere gange tidligere, så det er ikke helt nyt, men herrernes er bare et helt andet cirkus med det setup, som TV 2 har med dernede. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve det på tætteste hold, og jeg er ærlig talt vildt stolt af, at John Jäger tænkte på mig.”

 

Hvordan har du det med at skulle træde ind på Rolfs plads?

”Altså, jeg synes jo, det var skørt at læse den der overskrift med, at jeg skulle afløse Rolf. For det kan godt være, at jeg tager hans plads i kommentatorboksen, men jeg skal jo ikke være Rolf. Jeg skal ikke erstatte ham i den forstand.

Jeg bliver ikke Rolf, og jeg vil heller ikke være Rolf. Jeg vil være mig, og jeg kommer ikke fra den ene dag til den anden til at have den plads i danskernes hjerter, som han har. Det ved jeg godt. Rolf er en legende og har kommenteret Tour de France i næsten 20 år. Jeg er bare mig, og der er rigtig mange, der ikke kender mig endnu.”

Men det er uundgåeligt, at der vil sidde nogle seere og sammenligne jer. Hvordan er det at vide?

”Det er virkelig angstprovokerende at skulle tage over fra Rolf. For det er helt rigtigt, at folk kommer til at sammenligne os, og jeg ved også godt, at der er rigtig mange, der allerede har en mening om mig.”

Hvilke meninger?

”Jeg er kvinde i en mandsdomineret verden, som cykelsporten er og altid har været, så nogle mener, jeg har fået jobbet på grund af mit køn. For mig er det egentlig ikke en big deal. Jeg føler mig hundrede procent sikker på, at TV 2 har valgt mig, fordi jeg er den dygtigste.

Jeg har en lang karriere inden for cykelsporten, jeg er uddannet journalist, og jeg har kommenteret cykelløb i snart 15 år både hos TV 2 og Eurosport. Så jeg forsøger ikke at tænke så meget over det, selvom jeg godt ved, at det ligger til højrebenet at sige, at jeg har fået jobbet af de forkerte årsager.”

Uanset hvordan du klarer det, vil der med overvejende sandsynlighed være nogle onde tunger, der kravler frem fra deres huler for at komme med deres ufiltrerede ’feedback’ på dit arbejde. Hvordan forbereder du dig på den slags?

”Nogle gange får jeg en knude i maven ved at tænke på det. For jeg ved godt, at der sidder en masse mennesker derude, der sidder klar til at svine mig til. Så jeg tror egentlig bare, at jeg har valgt at tænke: ’Det kommer til at ske. Der vil være nogen, der er utilfredse.’ Så er jeg lidt forberedt på det.

Jeg kommer nok også til at skrue ned for mit forbrug af sociale medier – særligt Facebook og Twitter (X, red.) – og bare koncentrere mig om mit arbejde. Desuden er jeg omgivet af gode kolleger, som selv har prøvet det før, og som jeg derfor kan bruge som sparring og støtte.”

Hvad glæder du dig så til?

”Det hele bliver bare megafedt, mand! Ej, jeg glæder mig til at være helt tæt på det her drama mellem Vingegaard og Pogačar. Jeg træder virkelig ind et år, hvor det bliver maksimalt intenst, og så bliver det bare stort at være en del af det her enorme arrangement gennem tre uger.”

Trine Schmidt

(f. 1988) Er uddannet fysioterapeut og kandidat i journalistik fra Syddansk Universitet.

Er selv tidligere cykelrytter og har blandt andet vundet DM i enkeltstart på landevejen samt flere EM og VM-medaljer som banerytter.

Har hovedsageligt erfaring med at kommentere kvindeløb som ekspert på Eurosport og TV 2.