DET STARTEDE SÅ GODT for Kasper Hjulmand, bedre end han i sin vildeste fantasi havde turde drømme om, den 52-årige landstræner, der en overgang nærmest havde status af folkehelt. Men så kom VM i Qatar. Og siden den på alle tænkelige måder forfærdelige bastard af en slutrunde har det været svært at genkende Hjulmands landshold, som fik nationen til at drømme om EM-guld i den magiske sommer i 2021, antændte en sand folkefest i gaderne og til storskærmsarrangementer i landets store byer, og kun blev bremset af et tvivlsomt engelsk straffespark i semifinalen. 

Så langt er der næppe nogen ved deres fulde fem, der tror, at Danmark kan komme ved slutrunden i Tyskland. Magien er slet og ret væk, den døde, mens Hjulmand og co. forsøgte at slå retoriske knuder på sig selv for at forklare, hvorfor man overhovedet var mødt op for at spille fodbold i et ørkendiktatur. I stedet er hverdagen sat ind, og den er som bekendt grå, kedelig og fuld af ting, man kan brokke sig over.

HOLDER LANDSTRÆNEREN for stædigt fast i de samme, gamle spillere? Udtager han for mange, der kæmper med enten manglende spilletid eller svigtende form? Får han nok ud af sin på papiret ganske stærke trup? Den slags spørgsmål har Kasper Hjulmand (helt berettiget) måttet lægge ører til i mere end et år, og de vil kun blive forstærket, hvis det går skævt i Tyskland – måske endda ledsaget af et bastant folkekrav om en fyring.

Mest interessant er diskussionen om, hvorvidt landstræneren burde have benyttet den forgangne EM-kvalifikation – hvor man på grund af de gode resultater var havnet i en historisk let gruppe, men alligevel kun formåede at vinde på målscoren – til at gennemføre et generationsskifte. Det valgte Hjulmand ikke, selvom enkelte nye spillere blev indlemmet (mest i periferien), nu er det for sent, og det efterlader et landshold, hvor for mange bærende spillere spiller for lidt, mens stjernerne af i morgen endnu ikke ligner en integreret del af holdet. Set udefra fristes man til at spørge, hvad det mon gør ved hierarkiet og stemningen i omklædningsrummet, når nogle spillere tilsyneladende udtages og spiller uanset hvad, mens andre ikke for alvor får chancen, næsten uanset hvor godt de præsterer for deres klubhold?

I GRUPPE C venter England igen, bødlerne fra 2021 og et af Europas (og hele verdens) på papiret bedste og bredeste landshold – hvis ikke det bedste af dem alle. Dem skal vi nok ikke gøre os forhåbninger om at slå, men til gengæld bør der være fine muligheder mod Slovenien, som landsholdet tog fire point mod i kvalifikationen, og Serbien, to kampe, der, når man sammenligner spillermaterialet, bør resultere i seks point foran de cirka 50.000 danske fans, som ikke er ramt af landsholds-pessimismen og har købt billet. Mindre kan heldigvis også gøre det, hele fire ud af seks treere i gruppespillet går videre til ottendedelsfinalerne, og det skal ganske enkelt lykkes. Med den rigtige modstander kan det også blive til en kvartfinale, men meget længere end det kommer Danmark nok, realistisk set, ikke.