Anmeldelse: Fujifilms nye kamera er pro-kvalitet i lommeformat

Euromans tech-skribent Søren Bang Hansen mener, at X-T30 er et fantastisk køb.

Kamera
Offentliggjort

Det ligner din oldefars kamera – i en skrumpet udgave (12 x 8 x 5 centimeter, 383 gram). De fysiske hjul og knapper bidrager til det charmerende retro-look – og letter betjeningen, fordi man undgår at grave rundt i menuer. Den direkte kontrol er en fornøjelse, og her er rig mulighed for at skræddersy knappernes funktion.

Bagsidens touch-skærm kan vinkles op og ned, så du kan skyde fra hoften og i strakt arm, men til selfies savner man muligheden for at pege skærmen fremad.

Vi lånte kameraet med et 18-55 mm objektiv (F2.8-4), som virker lidt stort og tungt i forhold til huset. Kameraet er mest harmonisk med et mindre prime-objektiv. Storebror (X-T3) ligger bedre i hånden, og er bedre skærmet mod vand og støv, men det er også hele 40 % dyrere.

Det bemærkelsesværdige er, at den lille X-T30 leverer samme billedkvalitet. Både sensor (26,1 megapixel APS-C) og CPU er nemlig identiske. Modsat storebror har X-T30 endda en begyndervenlig auto-knap og indbygget blitz.