Fest App Heaps

Danskeres nye fest-app kan blive den næste store ting

Fest App Heaps
Offentliggjort

Slut med scorereplikker, akavede dates og tamme fester.

En app skabt af seks danske studerende er et nyt og enkelt bindeled mellem gæster og fester, hvis man leder efter sjov (og scoringsmuligheder). Indtil videre findes den kun i København, Odense og Århus, men målet er hele landet – og resten af verden.

”Når vi har skullet præsentere Heaps til folk har vi spurgt; kender i ’Festen og gæsten’ på P3? Og har i prøvet Tinder? Vi har prøvet at kombinere de to,” fortæller 25-årige Frederik Bjerager, en af idémændene bag den nye app.

I stedet for at man individuelt swiper igennem markedet af singler, er Heaps for grupper. Her samler venner og veninder en gruppe, der skal i byen sammen og leder efter en anden gruppe, de kan få en sjov aften i selskab med.

”Vi kender alle det, at nogle af de sjoveste aftener i byen opstår, når vi tilfældigvis støder ind i en gruppe fra det modsatte køn, hvor det bare klinger. Det er ofte de aftener, vi husker bedst,” fortæller Frederik.

De seks drenge Niels Hangaard, Frederik Bjerager, Jens Grud, Kim Hemsø, Frederik Slot og Kristoffer Juhl fik idéen til app'en efter at have været faste lyttere af P3’s populære nytårsprogram ’Festen og gæsten’, der forsøger at parre folk, der enten mangler en fest eller gæster.

Der er foreløbig ingen, hverken nationalt eller internationalt, der har snuppet radioprogrammets gode ide og lavet det som en app.

LÆS OGSÅ: 15 apps-anbefalinger

”Idéen var simpelthen for god til at lade ligge uberørt, tænkte vi. Vi var enige om, hvor fedt det ville være, hvis nogen lavede en app, der mindede om programmet. Og hvorfor skulle det ikke bare være os selv?” forklarer Frederik.

På Heaps er det at score ikke i talesat på samme måde som hos markedets mange dating-apps som Tinder og Happn. Her handler det i stedet om at gå ud med sine venner eller veninder og finde en ligesindet gruppe.

”Selvom vi ikke i talesætter daten, så kender de fleste situationen, hvor der inviteres til for- eller efterfest, hvor hook-up’et ligger lige under overfladen”, forklarer Kristoffer Windall Juhl, en af de andre idémænd, og ham, der sammen med Frederik, står for al markedsføring og salg.

Da app’en skulle lanceres, var den i første omgang kun tilgængelige for studerende på CBS. Skolen blev valgt, da tre af drengene er i gang med en uddannelse her og således har et stort netværk.

”Vi tænkte at CBS’erne generelt har samme præferencer og mentalitet. Og der derfor var større sandsynlighed for at finde ligesindede at feste med. Og folk dermed fik en rigtig sjov jomfru-aften med Heaps,” fortæller Frederik.

Efter at feedbacken fra de første brugere var meget positiv, besluttede drengene sig at udvide app’ens tilgængelighed til andre af de store københavnske universiteter som Københavns Universitet og DTU.

”Jeg havde aldrig troet, at feedbacken ville have været så vanvittig god. Der har jo nærmest ikke været nogen skeptikere,” siger Frederik.

Heaps har nu været tilgængelig i hele København, Odense og Århus siden den 27. august. På de små to måneder er antallet af brugere nået over 2.500. App’en er især populær blandt pigerne med en kønsfordeling på 60-40 i pigernes favør.

”Vi har oplevet utroligt mange piger komme hen til os at sige, at det at kunne have veninderne med, når de skulle møde nye fyre, har gjort dem mere trygge. Og som de siger, der er altid en i selskabet der er interessant,” fortæller Kristoffer.

Heaps arrangerer ikke nødvendigvis kun møder mellem mindre grupper privat eller på en bar.

”I weekenden er vi selv blevet inviteret til en stor Halloween-fest af en gruppe piger, der manglede nogle drenge til deres fest”.

LÆS OGSÅ: Er Sverige verdens bedste Tinder-land?

Drengene har her i opstartsfasen stor fokus på at gøre app’en så god som muligt, inden de begynder at få store drømme om udlandet. Først og fremmest skal det hele fungere optimalt i København, Odense og Århus, dernæst i hele landet.

”Vi er blevet kontaktet af annoncører. Men vi stillede os selv spørgsmålet, om hvis vi selv var brugere, ville vi så synes at det var fedt med reklamer på app'en? Svaret var nej,” understreger Frederik.

Heaps-appen kan downloades her. (Indtil videre er Heaps kun tilgængelig med iOS)