”Jamen vil de da ikke tjene penge?!”
Ligesom mange andre danskere besøgte jeg Bornholm i sommerferien i år. Og stor var min forbløffelse over at konstatere, at mange restauranter og caféer tog sig den frihed at holde lukket to-tre-fire dage om ugen, selvom vi befandt os durk midt i industriferien. Det måtte da være nu, at bornholmerne skulle tjene de penge, de skulle leve af resten af året, tænkte jeg. Så hvorfor ikke bare arbejde igennem, holde åbent alle ugens syv dage og sove, når turisterne tog hjem?
Jeg rådførte mig på sms hos en bornholmsk madiværksætter, jeg kender. Han delte både min betragtning og min undren, og studsede ligesom jeg over, at man ikke smedede, mens turistjernet var varmt.
”Desværre er det nok lidt en bornholmsk mentalitet,” skrev han. ”De har 12 uger årligt at tjene penge i. Så holder man ikke lukket.”
Et par dage senere forlod vi øen, heldigvis både med mætte maver og sult på at komme tilbage. På færgen mødte jeg en ven, som jeg talte om de bornholmske åbningstider med. Og han bragte et nyt synspunkt i spil. Han havde nemlig også studset over lukkedagene og rådført sig med en lokal bornholmer.
Det handlede slet ikke om, at de ikke ville tjene penge, var meldingen. For faktisk, havde bornholmeren sagt, hang økonomien fint sammen, når leveomkostningerne hele året var lave og travlheden i højsæsonen stor.
Det er en københavnsk sygdom, mente han, at man vil tjene mere, mere, mere, end man egentlig har brug for. For hvorfor i alverden skulle han arbejde sig selv og sit personale i stykker i de måneder, hans ø var allerbedst? Hvorfor skulle han ikke også have lov til at nyde sommeren, når forretningen kørte fint rundt med fire åbningsdage om ugen?
Der er et citat, der bliver tilskrevet bokseren Muhammed Ali, der lyder:
“Looking at life from a different perspective makes you realize that it’s not the deer that is crossing the road. Rather it’s the road that is crossing the forest.”
Og samtalen ombord på Bornholmslinjen fik mig til at tænke over, at måske er det restauratørerne med medarbejdervenlige åbningstider og begrænset udbud, der har regnet den ud, og alle os andre 7-Eleven-vante antilukkelovs-døgnfluer, der tager fejl. Måske er jeg asfaltvejen, der skærer sig igennem skoven?
Jeg bor i byen og er vant til, at alt har åbent altid. En meget privilegeret tilværelse, når man er glad for at spise ude og får næring af det liv, der bliver levet både inde på spisestederne og ude foran.
Der bliver ved med at åbne nye, ambitiøse steder, og jeg konstaterer, at mange af dem overlever. Danskerne er ikke så flinke til at gå ud at spise i løbet af ugen. Det er turisterne derimod, og havde det ikke været for den massive strøm af udlændinge, der har valgt at holde storbyferie i særligt København, havde vi aldrig været beriget af et så højt niveau af spisesteder, som vi kan nyde godt af, når vi går ud og spiser.
Over sommeren har turisme og overturisme fyldt en del i medierne. Med reference til nogle af de byer, hvor det har taget overhånd – Barcelona, Venedig og Dubrovnik som nogle af de mest grelle eksempler, hvor de lokale bliver fortrængt af turister og lejligheder opslugt af Airbnb – har det været diskuteret, hvem byerne og destinationerne egentlig er til for. Nogle steder opkræver man turistskat, i Venedigs bykerne har man indført entré.
Der er steder, man gerne undgår, hvis man som jeg bor i København. Der går nemt uger og måneder, mellem jeg er i Nyhavn eller på Strøget. Ganske enkelt fordi jeg ikke er så glad for slalom mellem turister, der er i et helt andet og knap så opmærksomt ferietempo end jeg selv, der typisk har noget, jeg skal nå.
Men hvem er byen egentlig til for? De senere år har vi skullet vænne os til, at hippe København ikke kun var for dens beboere, men også i meget høj grad for de besøgende. Og de bliver kun flere og flere.
Mit mareridt er at bo i en kulisse, der blot skal agere billedskønt Instagram-bagtæppe for andres romantiserede oplevelse af tiny-cute-fairytale-Denmark.
Og selvom jeg elsker, at alt har åbent altid, er det også ved at gå op for mig, at det har en pris. Jeg har intet imod at dele min by med udlændinge, det gør den kun rigere og bedre, men min holdning er, at den først og fremmest skal være til for dem, der bor her.
Det ved de på Bornholm. Det ved de også på Noma, hvor de holder lukket lørdag, søndag og mandag, så deres medarbejdere også kan holde fri med deres familier. Måske det snart var på tide, at resten af byen fulgte med, så man lukkede lidt oftere og nød stilheden?
Turisterne vil sikkert også elske det.
