Jeg kan ikke danse.
Det har jeg altid vidst, men der blev sat to tykke streger under min begrænsede fysiske formåen på et meget varmt dansegulv i Bogota for mange år siden, da en colombiansk kvinde henvendte sig til mig.
Jeg havde forsøgt at blende ind i festen til rytmerne af den colombianske genre cumbia, hvor det praktisk talt er umuligt at stå stille, men at jeg dansede, som de blinde slås, blev udstillet noget så grusomt, når jeg sammenlignede mig med de lokale. De bevægede sig, som var der ingen dag i morgen. Jeg bevægede mig som den hvideste, mindst rytmiske mand i tusind kilometers omkreds.
Den venlige kvinde ikke blot gik, hun dansede sig vej hen til mig, og med fire ord fik hun fortalt mig, at jeg så rædderlig ud, men på en måde, der viste mig en vej ud af min miserable præstation på dansegulvet:
”Only use your hips.”
Det prøvede jeg, men jeg landede aldrig i det. Jeg så formentlig endnu mere forfærdelig ud. Den måde, jeg bevægede mig på, har vel nærmet sig en hånlig omgang kulturel appropriation. En dans består af 50 procent krop og 50 procent musikalsk forståelse. På et dansegulv er jeg 50 procent krop og 50 procent mangel på talent.
Jeg har båret dansen – eller manglen på samme – som et traume gennem mit liv. Altid har jeg befundet mig bedst i baren eller i kanten af dansegulvet, kiggende ind udefra. Jeg har set misundeligt på de mænd og kvinder, der har kastet sig derud, så snart desserttallerkenerne blev ryddet af, komplet ligeglade med kropskontakt, andre folks blikke eller tvivlsomme evner på dansegulvet.
Jeg syntes, det var mere cool at lade være.
Indtil for en håndfuld år siden, hvor jeg blev så voksen, at jeg fandt ud af, at det faktisk var ret sjovt at danse – selv med manglende motorik.
Det gjorde jeg, fordi jeg stoppede med at være så forbandet selvbevidst og i stedet være rimelig ligeglad med, hvordan andre så på mig. Det er noget, der er kommet med alderen. Og fordi jeg simpelthen ikke længere gad at være tilbageholdende eller nærig med mig selv.
Jørgen Leth beskriver dansen som de sjældne øjeblikke, hvor man glemmer sig selv. Hvor man glider hen over kanterne i musikken og bliver fri som en fugl, som han poetisk har skrevet det.
Jeg kunne ikke være mere enig. Det modsatte af at glemme sig selv er at være (for) selvbevidst. Og der er en risiko for, at det hele bliver meget kontrolleret, hvis vi hele tiden spiller med sikre kort og bekymrer os for meget om, hvordan vi tager os ud for omverdenen.
Det handler om image. Man skal selvfølgelig være den bedste version af sig selv, så ofte man kan. Men hvis man hele tiden bilder sig selv ind, at andre mennesker går op i, hvordan man ser ud, risikerer man at tage sig selv alt for seriøst.
Jeg er optaget af balancen mellem at være selvbevidst og at kunne glemme sig selv. Det meste af tiden tænker jeg en del over, hvordan jeg tager mig ud: Jeg går nogenlunde pænt klædt, taler ordentligt, forsøger at være imødekommende, udfører mit arbejde og er mentalt til stede derhjemme. Det er vel sådan, man er et civiliseret menneske.
Og så er det, at jeg ser på Nick Cave. En mand, der er så gennemgribende cool, at det halve kunne være nok. Man kan ikke snyde sig til det, han har, og jeg tror, han har brugt meget få minutter i sit liv på at overveje, om han er for selvbevidst eller i stand til at glemme sig selv. Han laver musik, skriver bøger, har et populært nyhedsbrev, er et stilmæssigt ikon og meget mere.
For et par måneder siden blev vi spurgt, om Nick Cave kunne være noget for forsiden af Euroman. Går paven med sjov hat?
Der var ingen tvivl, selvfølgelig var han det, og resultatet af et livslangt forhold til manden og et møde med ham i Helsinki lige før sommeren kan du læse i magasinet og her på euroman.dk, hvor journalist Oliver Bodh Larsen skriver sig ind på livet af et menneske, der aldrig holder op med at fascinere.
Læs det, sæt noget Nick Cave på anlægget, og rejs dig og dans. Glem dig selv – jeg lover, at det gør dig godt.
Tak for at læse med.
Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør
