Et spritnyt afsnit af ’Arbejdstitel’ har ramt din æter. Det er lig med endnu en omgang af det højt besungne segment Overvurderet/Undervurderet, hvor de to værter Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné vurderer ret og vrang på bud, som lytterne har sendt ind.

I dagens afsnit har den loyale lytter Richard et spørgsmål:

Er det overvurderet eller undervurderet at ringe for at bestille bord på en restaurant, når der på restaurantens website står, at alt er fuldt booket?

”Det er virkelig undervurderet,” indleder Oliver Enné. ”Det er jeg virkelig glad for, det spørgsmål. Og for alle de ikke-indviede, så kan det næsten altid lade sig gøre.”

Har man forsøgt at bestille bord på en københavnsk restaurant, vil man vide, at der gerne skal foregå i rigtig god tid. At gå ud at spise er populært som aldrig før, og selvom der ugentligt popper nye restauranter op, følger interessen hos madinteresserede lokale og turister i den grad med. Det kræver derfor planlægning at få et bord på et populært sted.

Men der findes altså en genvej, når alt synes booket: Ring til restauranten. Kristoffer Dahy Ernst fortæller:

”Jeg kan virkelig godt lide at ringe til en restaurant. Og der ligger også noget i at spille sig selv i minus fra start, for når man ringer til folk, og siger, at man har et problem, så vil de altid gerne hjælpe. Så hvis du ringer og siger: ’Hej, det er Kristoffer Dahy Ernst, jeg ved godt, at jeg er virkelig sent ude og jeg ved godt, at I garanteret er bookede, men vi har simpelthen lige fået børnene passet. Har I mulighed for at finde et bord til to?’ De vil gerne løse det problem for én. Og de kan godt se den mulighed, der er i at give nogle andre en god aften. Jeg synes, det er meget undervurderet at ringe og bestille bord.”

Oliver Enné stemmer i:

”Hvis man gerne vil have en reservation på en restaurant, og man ikke er i god tid, så ring. Der er ingen restauranter, der kan tillade sig at være frustrerede over, at folk ringer, selv hvis de ikke har flere pladser. Når man laver det, man laver, så er det en ære, hvis folk gerne vil spise hos en. Gør det, gør det, gør det.”

Og Oliver Enné har tilmed et godt råd fra en person, der været mere på restauranter og barer end de fleste. Et råd, som han selv benytter sig af i dag, når han skal bestille bord på en restaurant, men er sent ude:

”Jeg interviewede Klaus Riskær Petersen for mange år siden, og det han altid gjorde, når han ringede for at bestille bord, var, at han sagde både for- og efternavn. Når man siger for- og efternavn, uanset om man er kendt eller ej, så formoder folk, at man er noget ved musikken. Derfor har jeg fået for vane at sige: Oliver Enné.”

Så derfor: Hvis Dinnerbooking viser totalt booket på den restaurant, du gerne vil spise på, så giv dem et kald. En god tjener kan som regel trylle, og de bedste restauranter har også for vane at holde et par borde fri til walk-ins – og til dig, som ringer og overbeviser restauranten om, at bordet skal være dit.