For at få fingrene i de ure, man drømmer om, kræver det nogle gange en stor pengepung og de rigtige forbindelser. Andre gange kan det rigtige ur lande i ens ursamling gennem god research og en lille smule held.

Sådan endte det i hvert fald for urmager Jess Gronemann, der er indehaver af urforretningen Gronemann Ure på Frederiksberg, da han ved en auktion fik fingrene i et helt særligt Gerald Genta-ur.

De fleste urinteresserede kender til den nu afdøde schweiziske ur-designer Gerald Genta, fordi han lavede en række ikoniske ure for blandt andre IWC, Omega, Patek Philippe og Audemars Piguet.

Men Gerald Genta havde faktisk også sit eget mærke, der ikke er helt så kendt, og det er netop et af disse ure, som Jess Gronemann viser frem til vært Brian Lykke og tekstforfatter, skuespiller, komiker og urnørd Jesper Juhl i det nye afsnit af ’Watch Me’.

”Det er et vildt køb, Jess. Bare lænken…,” siger Brian Lykke, da han får uret i hånden.

”Ja, det er helt oppe på den store klinge,” siger Jess Gronemann.

Uret er ottekantet, som er et af Gerald Gentas kendetegn, og har en carbon-skive med bittesmå huller og en ring af perlemor. Men det, der gør uret helt specielt, er glasset.

”Glasset har facetter på indersiden. Det er helt glat udenpå, men har facetter indvendigt,” fortæller Jess Gronemann.

”Jeg er bange for, at det knækker en dag, for du finder det ikke igen. Jeg har aldrig set et ur, der har det.”

Hør mere om det særlige ur og få et indblik i Jesper Juhl og Jess Gronemanns ursamlinger i det nye afsnit af ’Watch Me’, der er ude på alle podcastplatforme nu.

Du kan også se med på YouTube lige her: