På eget ansvar: Sådan kopierer du Bendtners hattemode

Ved eventuelle gener fralægger Euroman sig alt ansvar på forhånd.

På eget ansvar: Sådan kopierer du Bendtners hattemode
Offentliggjort

Den røde løber er en sand mangelvare i det danske landskab. Derfor er man (som regel) nødsaget til at spotte efter folkefærdet på den anden side af Atlanterhavet, hvis man vil se nogen, der gakker ud. Det manglende udbud af røde løbere tilsat den karakteristiske danske mådeholdenhed gør nemlig, at vi meget sjældent på dansk jord får noget, som vi kan spærre øjnene op over.

I sidste uge blev EchoPrisen afholdt, og i den forbindelse tog diverse danske kendte sig en tur ned af den lilla løber. De fleste gjorde det iklædt tøj, der lignede at være købt på en billig webshop, men der var dog ét outfit, der skilte sig gevaldigt ud: Nicklas Bendtners.

Fra top til tå bestod fodboldlegenden af iøjnefaldende genstande. Fødderne var kommet i et par Air Jordan 6 x Travis Scott i lys kaki, stængerne i et par ripped beige biker jeans, og overkroppen bestod af tre lag: en tynd, hvid t-shirt af hør, der var dækket af en tynd, grå hørsweater med v-hals og en brunforet navy fløjlsjakke. Kirsebærret på toppen af denne kæmpemæssige softice kom så på hovedet, hvor Bendtner bar en disproportionalt stor a-hat, der lignede den fra Vivienne Westwood, Pharell Williams er glad for at rocke.

Mens hele outfittet var noget for sig, er det hatten, der efterfølgende er løbet med opmærksomheden. Man kan derfor spørge sig selv: Skal jeg til at gå med en stor a-hat?

”Der er en tendens i det med at tage almindelige ting og så blæse dem ud af proportioner. Det var også det, vi fx så med Balenciagas 10XL sneakers,” siger Euromans moderedaktør, Kenneth Pihl Nissen.

”Jeg synes, det er fedt, at han tager stilling til, hvad han har på, og at han ikke er bange for at prøve ting af. Men det er måske lidt for kontrastfyldt. Der sker for meget, og der er for mange forskellige nuancer af brun,” siger han, og kommer samtidig med sine tips til, hvordan man skal bære sig ad, hvis man har lyst til at gøre den store hat til et inventar i sin garderobe:

”Hatten vil være lidt nemmere at slippe afsted med, hvis man toner resten af sit outfit ned. Man kan fx bære hatten sammen med et jakkesæt, der er i samme tekstur som hatten.”

Her er fire store hatte, du kan købe, hvis du har lyst til at køre den samme stil, som Nicklas Bendtner:

Brixton 'Wesley Fedora' på udsalg til 244 kr.

Borges & Scott 'The Lewis' til 581 kr.

Temashop 'Deluxe Tophat' til 149 kr.

Sterzeal 'Mountain' til 423 kr.