Kan vi overhovedet stole på dig, Benjamin Hav?

Prolog

Torsdag den 5. december modtog jeg en mail fra musikeren Benjamin Havs manager: 

’Benjamin vil gerne mødes på sin mors plejehjem på Nørrebro, hvis det er OK med dig, Mia. Der er, som Benjamin siger, lidt røget og plejehjems-fedtet, men han skal nok åbne vinduerne. Det er Klarahus, Edith Rodes Vej 14, 2200 N. Du kan ringe til Benjamin på CENSURERET, når du er der.’

Der stod jeg så, den følgende dag, på parkeringspladsen tilhørende et plejehjem på Indre Nørrebro i København, hvor moren til en musiker, jeg aldrig havde mødt før, angiveligt skulle bo. 

Der var to årsager til, at dette møde skulle finde sted. Der var pladeselskabets grund, som var, at Benjamin Havs fjerde soloalbum, der udkommer i slutningen af januar og bærer titlen ’Jeg vil bare gerne være et godt menneske, men det er ikke let’. Og så var der min grund, som var, at jeg ville forsøge at finde svar på spørgsmålet: Hvor meget af Benjamin Hav er spil for galleriet?

Ser du, jeg følte mig egentlig ikke i tvivl om, hvorvidt den Benjamin Hav, vi har oplevet på scenen på diverse festivaler og i flere interview i landsdækkende medier, var en karakter. Jeg var blot i tvivl om graden. 

Tillad mig at uddybe: Hver gang jeg har læst et interview med ham, har jeg siddet tilbage med en fornemmelse af, at alt, han har sagt, må være løgn. I december 2023 stillede P3 ham spørgsmålet ’Hvad er det største, I har oplevet til koncerterne indtil videre?’

’Folk græder, mens de danser. Jeg så en dame i kørestol føde et barn, som hun forærede væk til Naser Khader. Han var fuld, og jeg blev utryg, men livet går videre,’ svarede Benjamin Hav.

Jeg er heller ikke den eneste med den fornemmelse, at han er noget nær en lystløgner. I et Politiken-interview fra 2020 luftede en anden journalist den samme mistanke: 

’En ting, der er god at holde sig for øje, er, at Benjamin Hav har det med at lyve. Ikke af ond vilje, men ’fordi jeg også er farveblind over for sandheden’, som han siger. Fordi det er sjovt. Det er små og ret ubetydelige ting, han lyver om. Men han gør det. Sikkert også i denne artikel.’

Grundet denne formodning har jeg brug for at tage et par forbehold, inden vi for alvor går i gang:

Karaktererne og handlingen i denne artikel er gengivet, som jeg oplevede det i selskab med min båndoptager. Om karaktererne er sande, og derudover fortæller sandheden, har jeg sværere ved at afgøre. Undervejs i interviewet nævnte Benjamin Hav navnene på flere prominente skikkelser med historier om at være vokset op med dem. 

Men da det ikke har været muligt for mig at verificere, hvorvidt disse relationer er reelle – da ingen af de nævnte er vendt tilbage på mine utallige henvendelser – har jeg valgt at skrive dem ud af teksten.

Her er, hvad jeg ved med 100 procent sikkerhed: De følgende sider tager udgangspunkt i de meget reelle begivenheder, der udspillede sig den dag, jeg ved, var den 6. december 2024, i en bolig på det, jeg ved, er et plejehjem, i det område af København, der med sikkerhed er kendt som Nørrebro. 

På døren til boligen stod der ’Anne Marie Hav’, og i boligen var vi tre mennesker: en mand, der kaldte sig Benjamin Hav, en ældre kvinde, der kaldte sig Anne Marie Hav, og undertegnede, der hedder Mia Skovby. 

Ordene står skrevet, som min båndoptager vidner om, at de blev sagt – med respekt for brugen af et forståeligt sprog og eventuelle sletninger af ’øh’. Men om karaktererne er fiktive eller ej, vil jeg lade være op til din, kære læsers, vurdering. 

ROLLELISTE

BH = BENJAMIN HAV, musiker.
AMH = ANNE MARIE HAV, hans mor, pensionist.
NH = NIELS HAV, hans far, digter.
MS = MIA SKOVBY, journalist.
PM= PLEJEHJEMSMEDARBEJDER.

Første akt

En bolig på plejehjemmet Klarahus. Der er tilrøget, og væggene er dekoreret med billeder af børn. I en lænestol sidder Anne Marie Hav. Benjamin Hav og Mia Skovby sidder i den tilstødende lædersofa. 

AMH: Hun er fantastisk, den kvinde. Benjamins kone, hun er enestående.

MS: Kommer de meget på besøg?

BH: Nogle gange gør vi –

AMH: Det gør de.

BH: – andre gange er det mindre godt. Det kan godt give dårlig samvittighed.

AMH: Nej, jeg synes, I er gode til at besøge mig, skat. Nå, hvad er det, I skal lave i dag?

BH: Jamen, vi skal bare snakke om … Det ved jeg faktisk ikke. Det er Euroman, så vi skal snakke om … 

MS: Dig.

BH: Om mig. 

AMH: Det er godt, min skat.

MS: Det er spændende at skulle lave et portræt af dig. Du er enormt svært at regne ud, synes jeg.

BH: Okay.

MS: For mig at se virker det, som om Benjamin Hav er en karakter, du spiller. 

BH: Jamen, der er nogle, der siger det. Men det ved jeg ikke om –

MS: – om du er enig i?

BH: Jo, jo, hvis du siger det, så er det jo rigtigt.

MS: Jeg tænker, at det er et bevidst valg, at du sår tvivl.

BH: Jeg kan i hvert fald godt lide, at det ikke er endimensionelt. For det, synes jeg, kan blive lidt kedeligt. Men der er selvfølgelig også en værdi i det, som man mister – alle tilvalg er jo fravalg – så det er klart, at det triste ved det er netop, at du siger dét. Men omvendt er det fede også, at du siger det. På sin vis rummer det begge dele.

MS: Men er Benjamin Hav en karakter, du spiller? Du hedder jo i virkeligheden Mads.

BH: Jeg hedder Mads Benjamin Kortland Hav. Kortland kommer fra min kone. 

MS: Hvad kalder du ham?

AMH: Mads. 

BH: Du kalder mig sgu da ikke Mads.

AMH: Nej, jeg kalder ham Benjamin. Undskyld.

BH: Du skal ikke sige undskyld! Nu virker det, som om jeg har staged det – du skal sige, hvad du mener.

MS: Hvad kalder du ham?

AMH: Jeg kalder ham Benjamin. Mads Benjamin Hav.

MS: Har du altid kaldt ham Benjamin?

AMH: Ja. 

MS: Hvorfor kaldte I ham ikke bare Benjamin?

AMH: Ja, lige nøjagtigt. Det kan du jo spørge hans far om. Ej, det er noget pjat. 

MS: Hvad er noget pjat?

BH: Når jeg blev spurgt i skolen, sagde jeg, at jeg hed Mads Benjamin. Og så var det noget med, at min nabo på bagtrappen i Willemoesgade hed Mads. Og han var lidt ældre end mig. Jeg tror, det har noget med det at gøre. 

Men for at svare på dit spørgsmål ser jeg alle som værende i karakter. Og så alt efter, hvor man er i livet, skifter man karakter. Hvis min far kom ind i rummet, ville jeg blive lidt en anden, end jeg er lige nu. Du kender ikke min far, men du ville kunne mærke underbevidst, at jeg blev lidt en anden. Derfor ville du også tilpasse dig og blive lidt en anden. På den måde er alt en ændring. 

Når jeg så står på en scene og spiller en koncert, er jeg mig plus adrenalin plus det, at jeg er en mand på en mission, der gerne vil lave en god koncert. Det fokus gør mig de facto til en anden person lige dér. Men i de gamle dage, altså i Benal-dagene, når vi spillede koncerter, prøvede jeg at være mere dark. Jeg prøvede at være mystisk. Jeg havde en trenchcoat på. Der var jeg mere en karakter, end jeg er, når jeg står på scenen nu. 

Benjamin Hav

(f. 1985) Mads Benjamin Kortland Hav, bedre kendt som Benjamin Hav, er født og opvokset på Østerbro, hvor han stadig er bosiddende i dag. 

Begyndte at lave musik under kunstnernavnet Benjah i 2010, blandt andet sammen med rapperen Pede B. 

Senere mødte han produceren Magnus Albert Wanscher, som han dannede den elektroniske hiphopduo Benal med. 

I 2020 gik han solo og har siden udgivet tre album: ’Spice up your life’ (2020), ’Dit syge dyr’ (2020) og ’Tesla’ (2021). 

Hans fjerde soloalbum, ’Jeg vil bare gerne være et godt menneske, men det er ikke let’, udkommer den 31. januar. 

Gift med Mille Kortland Hav, som han har tre døtre med.

MS: Hele min opfattelse af Benjamin Hav som værende en karakter blev affødt af, at jeg så dig på Northside i 2023, hvor du fra scenen fortalte en historie om, at din kone havde været i et meget alvorligt biluheld. 

Men så, et år senere, på Northside i 2024, gav du et interview til Euroman, hvor du sagde, at det ikke passede. Og der stod man så tilbage og var for det første i tvivl om, hvorvidt din kone havde været i en ulykke eller ej, og derefter i tvivl om, hvorvidt noget, du nogensinde har sagt, har været sandt. Forstår du, hvad jeg mener?

BH: Ja, og det var det med, at vi havde udgivet nummeret ’Esbjerg, Torden og Regn’, hvor jeg i et interview inden koncerten på Northside kom til at sige, at nummeret handlede om, at min kone havde været i en ulykke i Esbjerg. Det var dumt, at jeg sagde det. Men da vi så stod på scenen, tænkte jeg, at det gav god mening at sige det deroppe, også fordi, at nu var det blevet dagens narrativ. Bagefter var der artikler i medierne om det, og min kone blev pissesur. Det var helt klart en dum idé. Det var noget rod, det var noget lort. 

Nu fokuserer jeg på, at det er fint, at jeg ikke vil kede mig, men jeg vil også være mere i sync med den autentiske del af mig. At sige noget, der er direkte forkert, og som gjorde min kone irriteret, er dumt. Den historie gør … jeg forstår godt, hvad du siger med, at du er i tvivl om, hvad jeg siger, der er rigtigt, og hvad, der er forkert.

MS: Men er det så rigtigt, at du har 10 kogte æg på din rider? Det sagde du nemlig i samme Euroman-interview.

BH: Ja, men jeg har faktisk fået dem fjernet, for folk havde en tendens til at pille dem, og det, synes jeg, er fucking ulækkert. Jeg synes faktisk, at ægget er lige på kanten til at være en ulækker føde. Jeg skal være i gear til at spise et æg. Hvis jeg er lidt stresset, kan jeg ikke spise æg. Så kan jeg ikke lige hakke fire æg hurtigt. Der ville jeg bedre kunne spise en banan. 

Anden akt

MS: Jeg har fundet en artikel om dig – det er jo lidt svært at lave research på dig, når man grundlæggende tvivler på, hvorvidt de ting, du siger, passer. Men jeg har altså fundet en artikel, der hedder ’11 ting, du (måske) ikke vidste om Benjamin Hav’. Måske er i parentes. Den hedder 11 ting, men der er godt nok kun 10. 

BH: Hvem har skrevet den?

MS: Det er Alt for damerne. Du har aldrig set den?

BH: Nej. Og der er kun 10 ting?

MS: Ja. Men, som jeg ser det, er der ingen grund til at dvæle ved dét. Jeg tænkte, den kunne være et godt udgangspunkt for at lære dig bedre at kende. For den kommer vidt omkring dig som person. Og bygger altså ikke på et interview, men på ting, som journalisten har læst om dig på internettet. 

Jeg vil nu læse de 10 ting, Alt for damerne har vurderet, at jeg måske ikke vidste om Benjamin Hav, højt for dig. Og så tænker jeg, at vi kan tage den derfra. 

Nummer et: ’Hans far er digter. Benjamin Hav har ikke sin flair for ord fra fremmede. Hans far, Niels Hav, er nemlig forfatter og digter. Sammen med ham tilbragte Benjamin Hav utallige timer på biblioteket i sin barndom. Han var desuden ’tvangsindlagt tilskuer til sin fars digtoplæsninger’.’

BH: Ja, tvangsindlagt er bare, at jeg var med som baby og lille dreng. Min far havde noget, der hed Digternes Saloon.

MS: På Wikipedia kan jeg se, at der står, at du er født den 12. juni 1985. På Willemoesgade. Er det korrekt?

BH: Yes. 

MS: Nogle steder står der 1986. 

BH: Det er en misforståelse. 

MS: Er du bevidst om, at flere mennesker tror, at du er fra Albertslund? Jeg har set flere medier beskrive, at du kommer fra Vestegnen …

BH: Ja! Det er der mange, der tror. Det skyldes måske, at mine første gange på de store scener var som gæst til Suspekts koncerter. Og jeg har også gæstet Phlake flere gange, der også er fra Albertslund. Nogle gange skal der meget lidt til, før folk tænker sådan noget. Men det er da meget fedt, at de tænker det. Det bringer lidt kant. Det føles lidt mere rapperagtigt at komme fra Albertslund end fra Østerbro.

MS: Men du er fra Østebro?

BH: Ja, jeg har boet der hele mit liv. Det er måske lidt flovt at sige, men jeg flyttede faktisk aldrig rigtig hjemmefra. Det var min mor, der flyttede ud – hun flyttede op til sin kæreste i Brumleby. Og så overtog jeg mere eller mindre det hjem, vi boede i. Fuldt møbleret. Jeg var omkring 20 år.

MS: Næste ting på listen handler om, at du vandt en musikkonkurrence som 12-årig. ’Da Benjamin Hav var 12 år gammel, afholdt DR P3 en konkurrence i programmet ’Frankies Julespecial’. Her kunne man sende musik ind, og vandt man, fik man hjælp til at producere et nummer, og efterfølgende ville det blive spillet på P3. Benjamin Hav sendte en raptekst ind og vandt.’

BH: Det er rigtigt. Det havde jeg fucking glemt.

MS: Havde du glemt det? Det stod ellers også i et interview med Soun –

BH: Det havde jeg helt glemt. Men jeg kan huske det meget tydeligt nu. Jeg sendte en raptekst ind, og det, man kunne vinde, var at komme i studiet med en producer, der hed Kenn ’The Killer’. Jeg tog over til ham i Jylland, altså langt væk, og overnattede hjemme hos ham. Og så lavede vi et nummer, som blev spillet på P3 et par gange. 

MS: Kan du huske, hvad din sang handlede om? Eller hvad den hed?

BH: Hm … Det var sådan noget: ’Hele Danmarks befolkning spørger, hvem er nu det? DMC, Benja i en Cabriolet’. Det var helt fucked. Jeg havde ikke nogen Cabriolet. Allerede der følte jeg, at jeg var ret god. Eller ikke ret god. Jeg følte, at jeg måske var den bedste.

MS: Har du altid været musikalsk interesseret?

BH: Ja, lige siden, jeg var ret lille. Har jeg ikke det?

AMH: A’hva’?

BH: Været musikalsk interesseret.

AMH: Jo, jo, altid. 

BH: Jeg har været ret sådan ...

AMH: Altid. 

BH: ... de købte et klaver, da jeg var barn.

MS: Til dig?

BH: I hvert fald hjem til. Så sad jeg ved det. Min far har aldrig spillet på noget, men der var ord. Og du har spillet på tromme i sådan en pigegarde-ting. 

AMH: Ja. 

BH: Og har du ikke også spillet harmonika, eller er det bare noget, jeg har drømt?

AMH: Ja. 

BH: Vi havde en harmonika i hvert fald. Og mine søstre spillede også lidt. Jeg er efternøler, de er 10 og 13 år ældre end mig. Og de spillede lidt klaver. 

AMH: Signe gjorde.

MS: Hvordan begyndte du at rappe?

AMH: Det har du altid haft i dig. På et eller andet plan. Er det ikke rigtigt?

BH: Joo … Min far læser jo digte op. Og det er en ordting. Ligesom rap. Værdien af ordet har jeg kunnet se via det, tror jeg. 

MS: Hørte du meget rap?

BH: Jeg købte en Nas-plade, da jeg som teenager var i Frankrig med min vens familie. Og jeg ved ikke hvorfor, men ret tidligt i mit liv har jeg følt, at der var noget helt specielt i mit indre liv. Jeg har altid følt mig berettiget til at være her. Ikke mere end andre, men: ’Hey, jeg kan bidrage med et eller andet.’ Den følelse gjorde også, at jeg ikke tog skolen så seriøst. Jeg kørte den lidt venstrehåndsagtigt, samtidig med at jeg skrev rap og røg hash. Det var det, jeg gjorde. Skrev rap og røg hash.

MS: Hvornår begyndte du at ryge hash?

BH: Måske da jeg var 13 år. 

MS: Punkt nummer ni er faktisk, at du havde et hashmisbrug. Hvornår indså du, at du havde et problem?

BH: Jamen jeg vil ikke engang kalde det et problem, for det var en løsning. Det var løsningen på at få det fedt. Et problem er, hvis man fx har fået fjernet sine ben ...

MS: Vil du kalde det et misbrug?

BH: Ja, altså til hvad jeg brugte det til, var det et misbrug. Fordi jeg misbrugte min energi. Hvis det hele handler om at ryge sig skæv, så fjerner det muligheden for at være et godt menneske. Problemet ved at have så stort et overforbrug af noget – det kan være hvad som helst, men i mit tilfælde var det hash – er, at det står i vejen for noget. Det står i vejen for andre ting. 

MS: Hvad var det ved hashen, der tiltrak dig?

BH: Det er jo euforiserende. Der sker en simplificering i ens antal følelsespixels, der gør, at man lettere kan etablere en connection med ting. Det gjorde, at jeg lettere blev begejstret. Fx over fede rapvideoer, eller over at høre det sammen nummer en million gange. 

Vi var en vennegruppe, der røg. Vi havde de facto en rygerklub nede i Viborggade, hvor vi røg og lavede ingenting. Det var fedt, vi havde det fedt, og jeg forstår godt folk, der synes, at det liv er fedt. Men jeg havde hele tiden en underliggende idé om, at jeg skulle noget andet. Jeg ville lave musik, jeg ville bruge min nysgerrighed, få en dyb kærlighedsrelation og få børn. Og i forhold til de drømme fyldte hash for meget af min kage.

MS: Røg du nærmest, før du drak?

BH: Det var ikke langt fra. Men første gang, jeg var fuld, var jeg heller ikke ret gammel. Jeg var med min mor i Sønderjylland for at besøge hendes veninde, og så tog hendes datter mig med til en fest. Jeg havde købt en flaske vodka nede over grænsen, som jeg drak og blev så stiv af, at jeg kastede op ud over et stort væg-til-væg-gulvtæppe hjemme hos nogle fremmede sønderjyder. Jeg husker glimt af at stå i boxershorts, mens de vaskede mit tøj og sagde, at det nok skulle gå. Det var noget værre noget. 

Næste dag havde jeg det helt fucked. Jeg har i perioder drukket masser af alkohol og dyrket et byen-liv. Men egentlig er jeg ikke så fascineret af at give nøglen til min energi til udefrakommende ting. Jeg kan godt lide selv at have nøglen til at sætte min energi i femte gear, men også at have muligheden for at gå ned i tredje gear 20 minutter efter. 

Problemet med både hash og alkohol er, at når du først er gået i femte, kan du ikke gå tilbage til tredje. Så må du blive der. Og det bliver katastrofalt mudret, hvis jeg skal genstarte min hjerne hver evig eneste dag ved at hakke mig i hegnet eller ryge mig skæv. Det har jeg prøvet masser af gange, og det er megafedt. Problemet er bare, at det står i vejen for de fedeste ting i livet. 

MS: Nå, men Alt for damerne nævner også, at du havde journalistdrømme. ’Inden Benjamin Hav fik musikersucces, forsøgte han at komme ind på både Journalisthøjskolen i Aarhus og Mediehøjskolen i Emdrup, men fik afslag.’

BH: Det er rigtigt. Det er da fedt, at de har skrevet det, Alt for damerne. Det er Alt for damerne, ikke et eller andet pis. 

MS: Hvor gammel var du?

BH: 22-23.

AMH: Så gammel var du ikke. 

MS: Var det lige efter gymnasiet?

BH: Ja, men jeg var lidt sen med det. Jeg blev smidt ud af Det Frie Gymnasium, fordi jeg røg for meget hash. Og så tog jeg fag på selvstudie, mens jeg arbejdede fuldtid som coach i Danmarks største callcenter, hvor man ikke vidste, hvem der var i den anden ende, når telefonen ringede. Man var kundeservice for 200 forskellige firmaer. 

Jeg startede med at tage telefonen selv, men fordi jeg er så god til at tale, blev jeg coach for de andre medarbejdere. Og så lavede jeg bare fuld ’The Office’-energi på dem, fordi jeg syntes, det var grineren. Det var en galeanstalt, men et supersjovt job. Alle fik lorteløn, så der var frie rammer. Jeg jokede med folk og sagde: ’Prøv at hør, hvis du laver én fejl, bliver du fyret.’ Jeg elsker den der energi. Det er den, jeg tager med ud i mine liveshows, når jeg siger ting. 

MS: Men er du selv en satirefigur på den måde?

BH: Jeg kan godt lide, at alt er up in the open. De sjoveste mennesker er dem, der kan finde ud af at læse en simpel situation. Og det er der bekymrende mange, der ikke kan.

MS: Der var jo Simba Prisen (prisshow for content creators, målrettet børn, red.), hvor nogle efterfølgende blev lidt sure på dig.

BH: Ja, hvad var det nu?

MS: Du sagde vist nogle ting fra scenen, som nogle ikke syntes, var så sjove. 

BH: Der var en influencer, som sagde, at der var et eller andet, der var dårligt. Men det sker jo. Jeg er også med i ’Mads og A-holdet’ nogle gange, og der er der også folk, der skriver. Jeg kan godt lide, at ting kan få lov til at være rørende og sjove inden for de samme syv minutter. Dualiteten i at kunne skifte fra, at noget er kedeligt, til noget er sjovt. At det ikke skal være opdelt. Folks manglende evne til at analysere kan godt overraske mig. Og så kan man spørge sig selv, om det er min evne til at kommunikere, der i virkeligheden er problemet. 

MS: Du ser det vel som din humor?

BH: Ja, eller måske bare som en måde at være menneske på.

MS: Tager du tingene seriøst?

BH: Jeg elsker at tage tingene seriøst. Men en del af det at tage tingene seriøst er for mig også at trykteste de enkelte grundstoffer i en given situation, og det kan bare være ved at vende tingene på hovedet. For mig er en stor del af det at tage livet seriøst at have det sjovt. Hvis ikke jeg har det sjovt, tager jeg ikke livet seriøst. Jeg kan ikke engang huske, hvorfor folk blev sure til Simba Prisen.

MS: Det var noget med Robert Hansen, tror jeg. (Benjamin Hav skulle overrække en pris til showet, da han pludselig annoncerede, at den voldsdømte skuespiller ville komme på scenen. Det gjorde han imidlertid ikke, red.)

BH: Nå … ja. Grunden til, at jeg var der, var, at jeg skulle lave noget YouTube-indhold derfra. Og så skulle jeg give en pris. Dem, der holder det, er de der Jas og Mika, der er sådan nogle lidt hyperreligiøse feel good-energi-værter. Og så tænkte jeg: Hvem ville de have allermindst lyst til skulle komme og overrække en pris?

MS: Ha ha.

BH: Jeg freestylede bare lidt. Jeg kan godt lide at sige ting. 

MS: Ja, ok. Var det din drøm at blive journalist?

BH: Nej, men jeg er bare meget nysgerrig på livet. Det er derfor, jeg laver YouTube. Jeg er også blevet medlem af Dansk Journalistforbund og har et pressekort. 

MS: Ser du dig selv som en journalist?

BH: Nej. Men journalist er jo ikke engang en beskyttet titel. Det er bare et mærkeligt ord, vi har opfundet for at dække over, hvis man er ude at lave ting. De fleste journalister er også pissekedelige. Altså pisse-kedelige. Det bliver de i det arbejde, de udfører. De skal opfinde alle mulige små ting hele tiden og prøve at vinkle ting meget hårdt – mange vinkler meget hårdt. Jeg synes, den spændende journalistik er, når det er undersøgende. Når nogle er nysgerrige. 

MS: Et af punkterne i Alt for damernes artikel handler i den forbindelse om, at du har startet din egen YouTube-kanal. ’Der er en del, der er startet på YouTube og derefter har kastet sig over musikken eller skuespillet, men det er de færreste, der er gået den anden vej. Det gjorde Benjamin Hav.’

BH: Min YouTube-kanal er en undskyldning for at møde alle mulige interessante mennesker. Vi var ovre at spille et firmajob i Herning for nogle måneder siden, hvor der var en lydmand, som fortalte mig, at han skulle til Asien med Michael Learns to Rock. Og der havde jeg det sådan, at det skulle jeg fucking med til. 

En måned senere stod jeg i Jakarta og lavede YouTube med dem. YouTube gør, at jeg kommer rundt og ser nogle lommer, som jeg aldrig ville have adgang til eller få gjort, hvis ikke jeg havde sat det i system. Det giver mig et nyt perspektiv på livet 52 gange om året, som jeg ellers ikke ville have fået.

MS: Du uploader en gang om ugen?

BH: Ja. Repetition er moderen til al læring i livet, og jeg vil gerne lære om livet. Jeg vil fodre mig selv –

PM: Goddag, goddag, hvor hyggeligt. For søren, der er lavet om her.

AMH: Ja, det er her.

BH: Ja, det er sofaarrangement og …

PM: Wow, hvornår har du fået lavet alt det?

AMH: Det er et stykke tid siden. Det har Mille lavet, Benjamins kone –

BH: I den forgangne uge, tror jeg.

AMH: – og hendes mor. Så det er jeg bare så glad for.

PM: Det er altså fedt. Tillykke med det. 

BH: Det gør også, at du kigger lidt skævt på fjernsynet, men det er måske meget fedt?

AMH: Det gør ikke noget.

BH: Man kan også se for meget fjernsyn. 

AMH: Min søn er inde og lave interview sammen med en kvinde derinde fra … 

PM: Er du fra Nørrebro?

MS: Undskyld?

PM: Om du er fra Nørrebro?

MS: Nej, dog ikke, jeg er fra Frederiksberg. 

Intermezzo

MS: Og så skete det værste, der kunne ske. Journalisten, altså mig, satte sin troværdighed over styr; og løj. Jeg er ikke fra Frederiksberg. Jovist, jeg bor der, men skal sandheden være fortalt, er jeg født og opvokset i Rødovre. Jeg ved ikke, hvorfor eller hvordan det skete, at jeg kom til at lyve sådan. Og det var jo en lille, ubetydelig løgn, så der var da i hvert fald absolut ingen grund til at rette det heller. Vel?

Det er også på dette tidspunkt i fortællingen, jeg for alvor begyndte at tvivle på alt. ’Det er da stensikkert ikke hans mor, jeg skal ud at møde på det plejehjem,’ havde jeg sagt som det sidste, inden jeg forlod redaktionslokalerne på Euroman. Men hvis det virkelig ikke var hans mor, der sad i den lænestol til højre for mig, så ville plejehjemsmedarbejderen vel have reageret væsentligt anderledes ved synet af Benjamin Hav? Eller: Var hun også en del af det? Var plejehjemsmedarbejderen en betalt skuespiller?

Tredje akt

MS: Næste ting, som Alt for damerne mener, at jeg måske ikke ved om dig, er, at du startede under navnet Benjah. ’Da Benjamin Hav trådte ind på den danske hiphop-scene omkring år 2010, gik han under navnet Benjah og optrådte blandt andet sammen med rapperen Pede B.’

BH: Ja, det er rigtigt. Jeg lavede lidt musik, da jeg mødte Pede B, der havde tur i den. Han havde lige vundet rapkonkurrencen Fight Night, der handlede om at freestyle. Jeg ved ikke, hvordan det kom i stand, men vi begyndte at lave et album sammen med en producer og fælles ven, der hedder Adam Sampler. Men jeg røg så meget hash … Vi fik lavet nok demoer til en hel plade, men jeg var ikke mentalt investereret i det. Det blev ikke udgivet. Min tilstedeværelse i musik var meget barnlig. Det hele handlede om at ryge hash. I den periode var jeg heller ikke draget af rapmusik som sådan. Der var jeg mere draget af folk som Peter Sommer og Søren Huss.

MS: Hvordan kan det være?

BH: Hele tekstuniverset virkede dragende på mig. Det der med at være skrøbelig, sårbar og at være et menneske. Jeg syntes, den amerikanske hiphop var meget karikeret. Det var gangster- fiseret med en påtaget hårdhed. De der ’vi er hårde’ eller ’vi har haft et hårdt liv’-energier, syntes jeg, var meget uautentiske. Så var jeg mere inspireret af tekster fra fx Peter Sommer. De funderede i mere menneskelige ting. Jeg kunne godt lide formatet rap, men at jeg ligesom tog …

MS: Følsomheden?

BH: Ja. Jeg kan godt lide, når det er lidt anderledes. Dualiteten mellem det sjove og det rørende. Efter jeg havde lavet musik i lidt tid, stoppede jeg med at ryge hash. En dag, da jeg var 22-24 år, vågnede jeg pludselig og tænkte: ’Livet er ikke tilfældigt.’ Der kan godt ske noget udefrakommende. Men hvordan, du reagerer på det, er dit eget valg.

MS: Dét tænkte du simpelthen den morgen, du stoppede med at ryge hash?

BH: Det er jo noget, der har bygget sig op over et helt liv. Jeg tænkte ofte, at jeg ville stoppe på mandag. Men dér tænkte jeg, at hvis livet virkelig skulle være fedt – altså sådan rigtig fedt, ikke bare 70 procent fedt, selvom livet kan være superfedt på 70 procent – krævede det bare, at jeg lige tog nogle valg. Det første år, efter jeg stoppede, så jeg ikke rigtig nogen. Jeg sad bare derhjemme. Jeg sad og mærkede mig selv. Man får alle sine følelser igen, som man ikke har dealet med. Når du stopper med at dulme dine følelser, er det fede, at du får alle dine følelser tilbage. Det dårlige er også, at du får alle dine følelser tilbage. Jeg sad og lærte, hvad det ville sige at have en følelse. Det gav mig noget at skrive om. Og så mødte jeg Albert. Den anden halvdel af Benal. 

MS: Hvor mødtes I? 

BH: Vi mødtes faktisk via Pede B. Albert kom fra elektronisk musik, som var noget helt andet end det, jeg lavede, og det var lige præcis dét, jeg havde brug for. Noget helt friskt. 

AMH: Du kan godt lukke vinduet, jeg ryger ikke mere nu.

BH: Okay. Men, ja, så det var meget sådan, det var. Vi gik væk fra det hiphopagtige. Vi valgte at stå uden for fællesskabet. Jeg har ikke noget imod at stå uden for fællesskabet, hvis der er noget, jeg ikke har lyst til. Til fødselsdage er der åbenbart en eller anden konsensus om, at man skal sidde og se fødselsdagsbarnet åbne gaver fra andre mennesker, og så skal man lade, som om det er interessant. Det gider jeg ikke. 

I sådan en setting kan jeg finde på at gå ind ved siden af, lægge mig i en seng og bare kigge op i loftet. Hvis jeg ikke bryder mig om det, der sker i fællesskabet, har jeg ikke noget problem med at stå udenfor. Der er potentielt selvfølgelig både en solitude og en ensomhed forbundet med det, men der er også en superkraft i at kunne mærke efter, hvad der er fedt. Og ikke gøre ting bare for at gøre det, men gøre det, hvis det føles rigtigt. Da jeg stoppede med at ryge hash, brød jeg ud af en gruppe. Og på samme måde brød jeg ud af en gruppe, da jeg begyndte at lave musik med Albert. 

MS: Næste punkt er: ’Den dejligste boy gik solo i 2020. Året er 2020, og Benjamin Hav udgiver pludselig albummet ’Spice up your life’ i eget navn. Kort tid senere - helt præcist én uge - kommer albummet ’Dit syge dyr’.’ I havde masser af succes i Benal. Hvorfor gik du solo?

BH: Det gik rigtig godt. Og det var megafedt. Magnus – som Albert hedder til fornavn – var på mange måder det menneske, der var tættest på mig i de år, vi var i gang. Da vi mødtes, var det med drømmen om at lave noget nyt og friskt. Og så blev Benal lige pludselig et stort flagskib, hvor flere mennesker tjente deres årsløn på projektet. Den rejse gjorde, at det blev svært at stoppe op og mærke efter. 

Magnus har lært mig rigtig meget, også menneskeligt. Men vi mødtes i musikken, og der nåede vi til et punkt, hvor vi ikke havde de samme drømme. Min fascination af dans har han ikke. Han har mere kompromisløs berlinertekno-energi, hvilket også er fuldstændig fantastisk. Og det, der er så mærkeligt, er, at lysten til begge dele jo kan eksistere på samme tid. 

Det, vi havde sammen, var pissefedt. Men jeg havde også lyst til noget andet. Jeg havde lyst til at give folk a dinner and a show. Og problemet med, at jeg ville det, var, at jeg blev nødt til at sige farvel til noget andet, som var pissefedt, og som jeg rigtig godt kunne lide og var ked af at skulle sige farvel til. Men jeg skulle sige farvel til dét til fordel for noget, jeg følte mere for. Jeg ville gerne have et band, som jeg har fået nu med Familien. Jeg ville gerne udvikle et liveudtryk, som er mere som det, der er nu.

MS: Var der konsensus om at stoppe? 

BH: Det var der, men det var der omvendt ikke. For der var ikke engang konsensus inde i mig selv. Det gik godt, og det var sådan: ’Hvis I lige fortsætter næste år, kan I gøre det her og det her, og så er der alle de her muligheder, og I kan tjene x antal millioner.’ Men efter jeg stoppede med at ryge hash og lærte at mærke efter, opdagede jeg, at det allervigtigste i livet er at forsøge at opnå autentisk glæde. Og der er en gigantisk forskel på performerglæde og autentisk glæde. Alle kan se og mærke den forskel. 

Jeg var inde at se et børneteaterstykke for nylig, og jeg ved ikke, hvad grunden var, men jeg måtte konstatere, at alt lyd var tracket på forhånd. Alle replikker. Alle sange. Alt var tracket. Jeg har en detektor for det, det er meget let at opdage. Det er fuldstændigt sindssygt at tracke det. Det gjorde, at det blev en meget uautentisk oplevelse. 

Jeg kunne mærke på mine børn, at de ikke kunne mærke stykket. De kunne ikke nødvendigvis forstå, at grunden til, at de ikke kunne mærke det, var, at replikkerne var tracket på forhånd, men stykket blev uautentisk, fordi de havde truffet det skelsættende valg. De er jo idioter, dem, der har taget det valg. De er kliniske idioter. Fordi fuck om du akademisk forstår, hvorfor det ikke er autentisk, men tro mig, din krop og dit hjerte forstår i hvert fald, at det ikke er autentisk. Og det er et kæmpe problem, fordi forskellen på autentisk og uautentisk glæde er gigantisk. 

Det kan godt være, at vi så en optræden, der ikke var nogen fejl i. Men det er ikke det, der giver pointene. Det var en elevatormusikoplevelse, og det er ikke det, livet handler om. Livet handler om de der skelsættende kæmpe optursmomenter, hvor der er fuld udbasunering på autenticitet. Det kan du bare ikke fake. 

MS: Ja, ok.

BH: Så jeg havde en drøm om noget. Og jeg kunne mærke, at jeg blev nødt til at gå med den, hvis jeg ville bibeholde min autentiske glæde. Det blev et farvel til min på mange måder bedste ven Magnus, som jeg ikke har talt med siden. 

MS: I har ikke talt sammen siden?

BH: Vi har ikke talt sammen siden. Vi sagde farvel til hinanden i starten af 2019, og så spillede vi sammen i hele det år. Alle mulige festivaler og koncerter. Vi sluttede med at spille tre aftener i streg i Vega, og da vi havde spillet den sidste, sagde vi farvel til hinanden. Sagde: ’Hey, jeg elsker dig.’ Og så har vi ikke snakket sammen siden.

MS: Hvorfor har I ikke snakket sammen siden?

BH: Jamen, det ved jeg ikke. 

MS: Har I ikke engang skrevet sammen?

BH: Nej. Og det er supermærkeligt. Men jeg føler, at vi mødtes i musikken, og da der ikke længere var musik iblandt os, var grobunden for relationen sådan lidt …

MS: Er I uvenner? 

BH: Nej, det føler jeg ikke …

MS: Er der bare ikke mere at tale om?

BH: Jamen, det er jo også bare tilfældigt. Det kan sagtens være, at vi kommer til at gøre det igen. Det håber jeg, vi gør. Der er ikke noget ondt blod overhovedet.

MS: Gik det bare op for dig en dag, at I ikke havde snakket sammen i meget lang tid?

BH: Ja.

MS: Er du ked af dét?

BH: Jeg tænker da, at en dag snakker vi sammen igen. Så er det ligesom en moskusokse, der har ligget på indlandsisen i en million år. Det kan godt være, at den ikke lige kan gå på uge et, men det kan være, at teknologien kan gøre noget, så den lige pludselig kan gå igen. Men det er det der med, at jagten på at være et godt menneske også er at tage iltmasken på sig selv først. 

Jeg bliver nødt til at være i kontakt med den autentiske glæde hos mig selv, før jeg kan bidrage autentisk til andre folks liv, hvilket, jeg synes, virkelig er det fede i livet. Men ved at søge min egen autentiske glæde, fucker jeg et dejligt venskab op. Og det er derfor, det er så paradoksalt at være et godt menneske. 

MS: I Alt for damernes artikel er der også et punkt, der handler om din kone: ’Han er gift. I 2012 mødte Benjamin Hav sin kone, Mille.’ Og nu har I tre døtre?

BH: Ja. 

MS: Hvordan mødtes I?

BH: Jeg mødte hende til en Benal-koncert. Hun skrev til mig efterfølgende, men hun er meget flottere, end jeg er, og hun repræsenterede et andet niveau af tilstedeværelse, end jeg gjorde, så jeg syntes, det var mærkeligt, at hun skrev. Men jeg inviterede hende på date den 18. november 2012. Og vi har været sammen lige siden. Jeg har faktisk beskrevet mit møde med hende i den sang, der hedder ’Spice up your life’. Det var det første nummer, jeg lavede med min producer Emil Falk, der også er med i Familien. Det adskiller sig meget fra mine andre sange, også i tekstuniverset. 

MS: Hvordan det? 

BH: Jeg er lidt mere specifik omkring nogle ting og nogle detaljer. Omkring måden, jeg mødte min kone på, og da vi var på date sammen første gang ude i Dyrehaven. Sangen er et forsøg på at blive i en stemning. Jeg kan godt lide, at der sker noget, livet skal være sjovt. Bagsiden af den medalje er, at jeg nogle gange kan have svært ved at blive i en følelse. Jeg svæver mellem mange følelser på samme tid – hele tiden. 

Sidste gang jeg var i studiet med Mads Bo fra Phlake og min gamle producer Lasse, som begge kender mig rigtig godt, var jeg ved at forlade studiet, da jeg var færdig med at indspille, og det var Mads Bos tur. Men så åbnede han døren og sagde: ’Du bliver lige, ik’, Benja?’ Det er blevet en sjov saying i mit liv. For han havde gennemskuet mig fuldstændig. Han vidste godt, at jeg var på vej et andet sted hen for at lave noget, der var lidt sjovere. Bliv lige her. Fokusér på det her. Jeg vil gerne blive bedre til at blive i en følelse. 

MS: Næste punkt er, at du blev hyret af dronning Margrethe. ’Benjamin Hav og Familien gav et show til Prins Christians 18-års fødselsdag som en gave fra dronning Margrethe.’ Er du royalist?

BH: Det er jeg. Kæmpe royalist. Men royalist, altså, hvad betyder det? Det er ligesom feminist. Det er to meget brede begreber, man kan putte meget ned i. 

MS: Det kan man helt sikkert. 

BH: Men jeg kan rigtig godt lide konceptet.

MS: Du synes ikke, det er udemokratisk? 

BH: Overhovedet ikke. Slet ikke. Så skulle man også sige, at Jarl Friis-Mikkelsen skulle skydes. 

MS: Hvorfor det?

BH: Fordi han også er en speciel stjerne. 

MS: Da ikke på samme måde. Vi betaler ikke penge til Jarl Friis-Mikkelsen. 

BH: Det gør vi. Du har betalt masser af penge til ’Jarlen’ uden at vide det.

MS: Jamen ikke på samme måde. Så har det været gennem filmstøtte, som er kommet ud på den måde. 

BH: Det er jo det!

MS: Men det er jo … Han er ikke født til en status på samme måde.

BH: Jeg synes, at det at sige, at de er født til privilegier, er at vende det hele på hovedet. Jeg føler ikke, at det kun er privilegier. Jeg ville ikke bytte mit liv med deres, fordi det er et kæmpe arbejde. Hvis de bare tenderer til at træde ved siden af, står der en flok klar til at fucke dem op. 

MS: Tror du, de arbejder flere timer, end du gør?

BH: Mange flere timer. 

AMH: Hvem?

BH: Frederik. 

AMH: Det tror jeg nu ikke.

BH: Han arbejder fra tidlig morgen til sen aften. 

MS: Ej. Det gør han da ikke. 

BH: Det gør han da. 

MS: Det gør han da ikke. Jeg tror, det er stort mental load, men jeg tror ikke, det er 37 timer.

BH: Jeg tror mere, at det er sådan 120 timer. Og selvfølgelig kører de i en god bil. Men jeg kører også i en god bil. Det er ikke svært at få lov til at køre i en god bil i Danmark. Det er ikke uopnåeligt. Og du kan kun køre én fed bil ad gangen alligevel. 

MS: Alle kan ikke bo på et slot.

BH: Men hvad er et slot? Det er bare en samling af værelser. Du kan kun være i ét værelse ad gangen. Du kan kun sidde i én stol ad gangen. Du kan kun se ét ’Hammerslag’-afsnit ad gangen. Den ypperste form for intelligens er evnen til at fokusere. Og du kan kun kaste dit fokus på én ting ad gangen. 

MS: Nummer 10 ting i Alt for damerne er, at du er kendt for dine vilde koncerter. ’Siden han gik solo, har Benjamin Hav turneret Danmark rundt sammen med sit band Familien, som består af syv musikere på keys, trommer, percussion, guitar, bas foruden to blæksprutter, der både danser, synger kor og spiller saxofon.’ Kan du nogensinde blive træt af at skulle levere? Er det drænende?

BH: Nej, slet ikke. Det er sindssygt krævende, men det giver mere, end det tager. Der var en, der sagde til mig, at man skal investere blindt i livet, og så kommer gaverne tilbage i tifold – man får meget mere tilbage, end man har givet. Det er faktisk en meget narcissistisk ting af mig at give. Og det er jo også dualiteten i det. 

Og det med at være et godt menneske. Hvorfor er man et godt menneske? Det er man, fordi det føles godt. Nå, okay, så er man bare et svin, jo. Der er en kæmpe dualitet i at forsøge at være et godt menneske. I sidste ende vil jeg være et godt menneske for min egen skyld, fordi det føles fedt at være et godt menneske. Søgen på at være det er meget selvmodsigende. 

MS: Det var faktisk de spørgsmål, jeg havde. Så I skal have mange tak …

BH: Hold kæft, jeg har også siddet og ævlet i tusinde år. Men kæmpe tak!

AMH: Det var da fedt nok, Benja. 

BH: Det var da megafedt.

Epilog

MS: Hej Niels. Mit navn er Mia Skovby, og jeg er journalist på Euroman. Jeg skriver, fordi jeg er i færd med at skrive et portræt om din søn, Benjamin Hav, og i den forbindelse kunne jeg godt tænke mig at stille nogle spørgsmål til dig. Er det noget, du har tid til i denne uge?

NH: Hej Mia. Ja, gerne, måske noget vi kan klare på skrift her og nu … ? Bh, Niels.

MS: Hej Niels. Allerførst har jeg to meget simple spørgsmål: Kalder du ham Benjamin eller Mads? Kan det passe, at hans mor er på plejehjem?

NH: Tak. ’Kalder du ham Benjamin eller Mads?’ Vi kalder ham Benjamin. Han er døbt med to navne, som lille hed han Mads, men tidligt i skolen valgte han at skifte til Benjamin. ’Kan det passe, at hans mor er på plejehjem?’ Ja.