Uffe Buchard har en hotel-fetich: ”Ét sted slår alt, hvad jeg har prøvet”
Han har altid haft mange jern i ilden, Uffe Buchard. Oprindelig var han hår og makeup-artist, senere vært og dommer på en række danske tv-programmer, stifter af det hedengangne Style Counsel, chefredaktør på Dansk Magazine, tilbagevendende gæst i ’Mads & A-holdet’ og modeformidler gennem små 30 år. I dag er han ejer og kreativ direktør i Darling Creative Studio og ejer og kurator på The Darling Art & Design Guesthouse. Her fortæller han om sit favorithotel, om sin kærlighed til Balenciaga og om den designklassiker, han sparer op til.
Ansigtscreme → Sidste år lavede jeg en imagekampagne med Helle Thorning-Schmidt som talsperson for Estée Lauder og blev der introduceret til deres Advanced Night Repair-serie. Den er jeg blevet hængende ved. Jeg kombinerer den med andre cremer, olier og masker fra Augustinus Bader og Rudolph Care. Det er ikke småting, der kommer på det ansigt.
App → Den jeg bruger mest, er nok DR’s nyhedsapp. Så kan jeg også sidde og blive forarget over alle de sjuskede stavefejl. Det giver lige en ekstra dimension.
Arvestykke → De 15.000 kroner jeg var tvunget til at arve fra min far, som jeg ikke kendte. Jeg klattede dem væk på skønne unødvendigheder og en dekadent bytur for at irritere ham.
Bog → Er meget fascineret af Mads Ananda Lodahls forfatterskab. Har læst alt af ham, men senest, og dermed lidt bagvendt, hans debutroman ’Sauna’, der lærte mig noget om transmiljøet, om at føle sig forkert og ikke mindst prisen for det åbne seksuelle forhold.