Katherine Diez, Berlingskes litteraturanmelder, skriver helst om bøger og musik, men en klumme om hendes søgen efter en kæreste med den rigtige bogreol skabte ballade, og hun blev kaldt en snob. Især af mænd. Euroman spurgte hende, hvad en moderne kvinde forventer af en moderne mand.
Føler du, at klummen om bogreolen blev misforstået?
”For visse mennesker er det jo helt naturligt, første gang man er hjemme hos en, at tage et kig på bogreolen lidt for at finde ud af, hvem det er, der bor her. Jeg skrev den klumme, fordi jeg ikke kunne skrive om andet på det tidspunkt. Jeg var lidt forvirret over kærligheden. Jeg var lidt frustreret over, hvor de mænd, som jeg leder efter, var henne. Egentlig ved jeg jo godt, hvor de er, for det er mænd i min branche. Fra den akademiske og kreative klasse. Men jeg har haft svært ved at møde dem. Derfor skrev jeg den klumme. Jeg tror aldrig, jeg har skrevet en klumme så hurtigt, og jeg tænkte ikke videre over den, efter jeg havde sendt den. Men pludselig gik det amok, og det varede næsten en måned. Jeg brugte meget humor og selvironi, men det var der mange, der ikke fattede, og nogle blev stødt: ’Hvad bilder denne kvinde sig ind? At komme her med sine snobbede præferencer?’”
Mærker du, at folk beskylder dig for at have de forkerte præferencer?
Annonse
”Man må åbenbart ikke stille krav til intellekt i Danmark, men skal i stedet gå efter en mand med vaskebræt, der også har en bil til to millioner. Jeg vil vædde med, at hvis jeg havde skrevet, at jeg kun dater mænd, der går i fitnesscenter, så var der ikke mange, der havde himlet over den klumme. Men jeg tror, det er ret dansk. Her i landet sætter man sig op på en lidt for høj hest, når man foretrækker at se eller høre en opera frem for at gå i biffen. Den danskhed hænger mig langt ud af halsen.”
Hvad er det, den danske mand mangler?
”Der findes så mange vidunderlige, danske mænd. Jeg kan virkeligt godt lide den danske mand. Vi stoler på hinanden i Danmark, og det er et trygt samfund. Mændene er trygge. De er bløde og kærlige mænd. Det skal mænd også være. Jeg foretrækker en mand, der også har styr på sine feminine værdier. En mand, der taler med mig og lytter til mig. Årsindkomsten er langt mindre vigtig, men jeg stiller altså krav til, at han også er et sted rent intellektuelt, hvor det giver mening for mig at finde sammen med ham. Ellers kan vi ikke mødes, vi kan ikke tale om de samme ting på samme niveau. Det er åndsforbindelse.”
Hvad gør dig forelsket?
”Jeg ser nok et mønster hos mig selv. Jeg har klart en fetich for vrede, indignerede og venstreorienterede mænd. Jeg har noget for mænd, der stiller sig op på barrikaderne og kæmper for det uretfærdige. Kampen mod undertrykkelse. De kan deres Marx, deres Hegel og deres Habermas. Jeg kan ikke stå for det. Jeg synes, det er lækkert, dette behov for retfærdighed. Viljen og evnen til at kæmpe for det. Det tænder mig bare. Jeg falder for en skarp hjerne og tunge og et varmt, humanistisk, passioneret og rødt hjerte. Også i politisk forstand.”
Tror du ikke, det vil overraske mange?
Annonse
”Jo, det tror jeg fandeme. Men hvis man læser mine klummer, kan man altså godt få øje på, at jeg nogle gange kommer til at bekende politisk kulør. Jeg skriver det ikke direkte, men man kan nok godt fornemme det. Jeg har ikke behov for at fortælle, hvad jeg stemmer, men hvad jeg vil have, og hvad jeg tænder på. Det er også klart gået igen i mine tidligere forhold. Jeg tænder også på jakkesæt. Jeg tænder på kombinationen af den stærke, brændende humanisme, de lækre marineblå jakkesæt og de brune lædersko. Det er et fedt mismatch. Jeg har aldrig været forelsket i en højreorienteret mand, men heller ikke i en hippie med dreadlocks.”
Er du en socialistisk romantiker?
”Ja, det er jeg. Men jeg er ikke bare en socialistisk romantiker. Jeg er meget i mine følelsers vold.”
Betragter du dig selv som en stærk kvinde?
”Jeg ved ikke, hvad det er.”
Er der nogen, der kan tryne dig?
”Jeg er følsom, og jeg har ikke nemt ved at modtage kritik. Jeg bliver meget sårbar og ked af det, når jeg får kritik, der er rettet mod mig eller min faglighed. Det gør faktisk rigtigt ondt.”
Annonse
Skal din mand eller kæreste være en gentleman?
”Ja. Jeg vil ikke sige til ham, at han skal holde døren for mig, men jeg vil forvente, han gør det.”
Jakke Miu Miu til 10.100 kr. Øreringe Miu Miu til 3.660 kr.
Skal han kunne lave mad?
”Ja. Han skal kunne sige til mig, ligegyldig hvor travl dagen har været: ’Baby, nu sætter du dig ned i en af mine skjorter med et glas hvidvin, og så laver du det, du skal, eller også slapper du bare af’, mens han har smidt slipset og er på vej hen til gryderne.”
Ham, du er forelsket i, gør han det?
”Ja!”
Hvad skal han ellers gøre? Skal han være pylret, eller skal han lade dig klare tingene selv?
”Han skal lytte. Jeg er ikke en drama queen. Hvis jeg er ked af det, så er der en god grund til det, og så forventer jeg, han lytter opmærksomt. Det er omsorg. Jeg tænder på en stærk, linjestærk og ambitiøs mand, som har ægte, blød, kærlig omsorg.”
Har du nogensinde – undskyld udtrykket – klippet nosserne af en kæreste?
”Nej, det kan jeg med garanti sige, jeg ikke har gjort. Tværtimod. Jeg elsker som kvinde at få en mand til at føle sig som en mand. Så det er slet ikke i min interesse. Men jeg vil gerne gå hen og grab him by the balls, for at blive i dit ordvalg. Det vil jeg gerne.”
Der skiller du dig ud fra nutidens paradoks, for mange kvinder i dag hævder jo, de gerne vil have en rigtig mand, men når de så får en rigtig mand, bryder de sig ikke rigtig om det scenarie.
”Men det er nok derfor, mange par går fra hinanden i dag. Fordi kvinden er frustreret over, at manden ikke er mand nok. Jeg tror, at mænd skal blive meget bedre til at forstå, at der ikke er en modsætning mellem at være en rigtig mand, der går hen og tager fat i sin kvinde og passer på hende, og samtidig være den, der tager sig af vasketøjet. Du kan jo godt være begge dele uden at have fået kappet bollerne af. Det er slet ikke modstridende. Jeg tænder så meget på den der ’bjørnebeskyttelse’, samtidig med at begge parter er helt lige. Også når man er i en verden, hvor man diskuterer kunst og filosofi, er det vigtigt, at der er en demokratisk samtale. Det er den usagte målsætning. Men når man så er færdig med den snak, så skal manden jo også være den, der bagefter holder døren for én. Det kan opfattes gammeldags, men det skal han gøre. Til gengæld, så skal jeg nok fortælle ham, hvor meget mand han er. Det er den lækre dynamik.”
Jakke Miu Miu til 10.100 kr. Nederdel Miu Miu til 4.860 kr. Øreringe Miu Miu til 3.660 kr.
Når du så går en tur ved Søerne og ser på en dansk børnefamilie, fornemmer du så den dynamik?
”Jeg fornemmer, at mænd og kvinder ofte har svært ved at forstå, hvad den anden part vil have. Jeg ved ikke, om det bliver sværere eller lettere nu, hvor man ikke engang må definere folk som mænd eller kvinder. Jeg tror dog, at det meste af tiden vil vi nøjagtigt det samme. Vi vil gerne passe ind hos hinanden. Og så skal der også være en seksuel dynamik, en kønsmæssig dynamik, som falder til jorden, hvis jeg som kvinde for eksempel konstant skal betale regningen på restauranten, og manden ikke opper sig. Eller at skulle dele regningen på en date. Det er nok det mest usexede i verden.”
Hvordan føles sådan en date?
”Jeg var en gang på date med én, som jeg aldrig så efterfølgende. Han betalte regningen, da vi var ude at spise, og foreslog så, at jeg kunne overføre halvdelen til ham. Så kunne vi sidde og tælle ned til de sidste 50 øre. Det tændte mig så meget af. Der sad jeg og tænkte: ’Mine sko, mit outfit, den make-up jeg har på, de produkter jeg har i mit hår, den taske jeg har med … hvis vi lægger de beløb sammen, hvor meget tror du så, det har kostet? Hvor mange penge om måneden tror du, jeg bruger på skrabere til mine ben, så du gider at røre ved dem? Og så skal jeg sidde og betale dig 50 øre? Du sidder over for en kvinde, der prøver at gøre noget ud af det her!’ Misforstå mig ikke, det skal ikke lyde som en gang sugar dating, men jeg kan ikke fordrage smålighed. Hvis man skal udsætte noget på den danske mand, er det nok småligheden. Han tænker måske ikke altid lige stort nok eller åbent nok, men det kan være fordi, han er blevet bildt ind, at den smålighed er sådan, man gør, fordi vi har talt så meget om ligestilling i de seneste år. Men i min verden er det ligestilling, når manden tager den regning og ikke kunne drømme om at ville dele den. Og så vil jeg da med glæde betale en anden gang og insistere på det. Det handler om gestus. Det handler om at ville give noget til hinanden.”
Er du så en typisk dansk kvinde, når du forventer de ting?
”Jeg ved ikke, hvad en typisk dansk kvinde eller mand er. Min far er franskmand, min mor er dansker. Lige så langt jeg kan huske tilbage i min barndom, har jeg siddet med min franske far og set fransk fjernsyn. Hver gang der kom en helt speciel kvindelig nyhedsoplæser på skærmen, sagde min far: ’Prøv at se hende der. Det er en rigtig kvinde. Se, hvordan hendes hår sidder, hvordan hendes tøj og make-up sidder.’ Jeg tror, jeg fik meget af det fra min far, at man gerne må gøre sig umage. Det var også min far, der introducerede mig for operaen og litteraturen, så jeg er jo også et produkt af ham. Han er en intelligent mand, der er journalist i dag. Til gengæld har han aldrig været særligt god til at lytte. Så man kan sige, at hvis han repræsenterer den franske mand med sin åndelighed og æstetik, så mangler han noget af det, den danske mand har, nemlig noget blødere, noget mere nært og omsorgsfuldt. Jeg synes, den perfekte mand er en blanding. For min far ville det være naturligt, at en kvinde vælger en mand, hun kan have et fælles fodslag med. Det er der heller ikke noget mærkeligt i for mig, så derfor var det overraskende, at så mange blev så chokerede over min klumme.”
Katherine Diez er født i 1989.
Hun er litteraturanmelder og kulturdebattør. Har siden 2018 arbejdet som anmelder ved Berlingske.
Hun lagde ud med at give Morten Sabroes bog ’32 centimeter’ en knap så positiv anmeldelse, hvilket skabte en del debat.
Senest har hun været i skudlinjen, da hun skrev en klumme om, at hun havde svært ved at finde en intellektuel kæreste.
Diez er desuden foredragsholder og vært på podcasten ’Salon med Katherine Diez’.
Rettelse 02.10.2024: Vi har rettet faktaboksen på denne artikel, da det sidenhen er kommet frem, at Katherine Diez ikke har den uddannelse, som hun tidligere har oplyst.