Var du vild med Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags serie ’33’? Her er fire andre serier, du skal se

I den senere tid er de danske serier for alvor rykket med et klart fokus på det specifikke. Det er nemlig lige netop derinde, de store perspektiver begynder.

Var du vild med Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags serie ’33’? Her er fire andre serier, du skal se
Offentliggjort

1. januar i år var en helt særlig dag i streamingland.

Her var der nemlig premiere på Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags ’33’ – femte og sidste sæson af successerien ’29’, der kan streames på Xee.

Rudbæk og Zuschlags fortælling om Julie og Jesper, der forsøger at tage skridtet ind i et mere modent og såkaldt ”voksent” liv, er så enkel og alligevel kompleks, at man både frydes og får tårer i øjnene undervejs. Serien er sjov, men aldrig lårklaskende. Den er hudflettende, men aldrig ubehagelig. ’29’, ’30’, ’31’, ’32’ og ’33’ handler om tvivl. Hvilken vej skal livet, når man går ud af 20’erne? Har man fået det ud af det, man har ønsket indtil videre? Ja, hvad vil man egentlig have ud af det hele herfra? Og hvorfor er forventningerne til, at der snart gror en smule mentalt mos på én så tydelige fra ens omgivelser?

Serien er en dramady-perle uden sidestykke i dansk kontekst. Havde ’33’ foregået i Brooklyn eller East London, havde hele verden fået øjnene op for den som en pendant til ’Girls’ eller ’I May Destroy You’. Netop fordi den tør fortælle så specifikt og humoristisk dramatisk om noget så ekstremt komplekst som tvivl.