Margrethe Vestager sælger ud: Vi har prøvet (og købt) hendes brugte kjoler

JA, DET HAR vel sine konsekvenser, at man sådan går hen og stopper som kommissær nede i EU. Fed hyre – farvel! Belgiske pomfritter – ikke flere af! Manneken Pis – så længe!

Det er ikke, fordi Bruxelles nødvendigvis er verdens kedeligste by, som europæiske lobbyister fra andre lande har haft succes med at brande den som, men den er ej heller særlig interessant, og har man ikke et arbejde, der tvinger én til at befinde sig i Europas egentlige hovedkontor, er der ikke rigtigt nogen grund til at gøre dét. 

Så selvfølgelig kom Margrethe Vestager da hjem, da det stod klart, at det var Dan Jørgensens tur til at se, hvad han kunne få ud af det (en post som bolig- og energikommissær, man skulle have været en kvinde …).

Det betød selvfølgelig en række ting for det radikale fyrtårn, herunder at hun gik fra at have to separate klædeskabe – et i sin hverdagsbolig i Bruxelles, et i sin weekendbolig i Danmark – til ét.

Og da årsskiftet desuden både er en oplagt anledning til nytænkning, såvel som at Margrethe Vestager kommer fra et parti, der vel egentligt gerne vil føre en grøn klimapolitik, kan det da slet ikke komme bag på nogen, at Margrethe Vestager sælger ud af det overskydende tøj fra tiden som kommissær en lørdag i januar i en lille vintagebutik på Birkegade på Nørrebro i København, ja, en af de vintagebutikker, hvis stamkunder primært er forældrekøbsindehavende unge, der gerne vil ligne, at de kommer fra socialklasse fem. Oplagt!

CAZORA VINTAGE HEDDER butikken, og den er lillebitte og uden reelle, diskrete muligheder for at prøve det tøj, Margrethe Vestager gerne vil af med. 

Hun sidder på en stol ved et bord, der fylder i omegnen af en tredjedel af lokalet, hvorpå der ligger en stak af ’Vestagers Verden’, som der bliver solgt mange flere af, end man skulle tro. En ung kvinde åbner sågar sin taske med ordene: ”Jeg har faktisk allerede købt én,” før hun afleverer den til signering hos den tidligere kommissær.

”Den er til min niece, der ikke har et navn endnu. Så jeg tænker, der måske kan stå: ’Til den lille demokratielsker’.”

Ved indgangspartiet står en vogn med øl, der ikke rigtigt er nogen, der gør brug af her lige efter middagstid. I samspil med det er der oppe på den disk, der markerer, at det er her, man betaler, placeret en Macbook og en mixerpult, som en ung kvinde står og drejer lidt på.

I lokalets venstre side befinder der sig et par stativer med tøjet fra Bruxelles, det meste koster i omegnen af 400 kroner. Der er kjoler fra Stine Goya, kjoler, der findes billeder af, hun har på, og kjoler, der sågar kommer med lidt patina.

Nogle af kjolerne kommer uden mærke. 

”Jeg har hørt, at du syer dine egne kjoler,” bemærker en ung kvinde, hvilket Vestager giver hende ret i. Det forklarer måske en del.

”Jeg tror, jeg har fået en af dem. Det er sgu da meget cool, at jeg kan sige, jeg har en kjole, der er syet af Margrethe Vestager!”

Under alle omstændigheder er alt det, der foregår i denne ende af butikken, i stærk kontrast til butikkens eget tøj i den modsatte ende, som skuespillerne i ’Råzone’ kunne have haft på.

”Du har også noget, der minder om,” siger en kvinde til en anden kvinde, da hun holder en af Vestagers kjoler oppe foran sig i spejlet. Men det kan hun da næppe have ret i.

”Hvordan føles det at være færdig?” spørger en.

”Det føles okay. Jeg har haft lang tid til at vænne mig til det. Når folk har spurgt, hvad jeg skulle, har jeg svaret, at jeg skulle flytte, sove og tænke. Og jeg er kun nået til at flytte. Jeg har stadig en måneds søvn til gode,” siger Margrethe Vestager.

DET ER IKKE normen, men når der for en stund ikke er nogen, der vil snakke med den tidligere kommissær, sidder hun gerne og strikker.

Imens leder jeg videre blandt hendes tøj.

Hvor sjovt ville det ikke være at kunne sige til mine venner, at jeg har tøj, der har hængt på Margrethe Vestager?

En af de unge medarbejdere kommer slæbende på en række kjoler.

Vi er selvfølgelig ovre dem, allerede inden bøjlerne har ramt stativet.

Og så finder jeg den.

En grøn sag.

Der findes et billede af Europa-Kommissionens medlemmer, hvor Vestager står skråt bag Ursula von der Leyen.

Dér har hun den grønne sag på.

Jeg tager kjolen og slæber lidt rundt på den, som om der er mulighed for at prøve den. Og da jeg har gjort det længe nok, går jeg op til disken, hvor der stadig står en kvinde og rører lidt ved nogle ting.

”Hum, hum!” rømmer jeg mig, men denne kigger stadig ned.

Jeg kigger mig lidt omkring. Er det da ikke hende, der står bag disken, der tager imod betaling?

Vi står der lidt længere. Hun kigger slet ikke op på mig. Vestager strikker. 

”Hum, hum!” siger jeg igen.

Men kvinden bevæger sig stadig i takt til musikken, og jeg kan mærke, hun ikke har lyst til at kigge op. Samtidig tør jeg slet ikke at lægge kjolen på dj-pulten, jeg mener disken! Dj-disken.

Sådan står vi lidt. Og jeg hiver min telefon op og begynder at scrolle, da jeg snart har stirret længe nok på hende.

Og til sidst lyder et:

”Heeeeej …”

Og der kommer en, så de nu står to bag dj-disken.

Ja, bare den her, tak.

”Hvad går pengene fra det her arrangement egentligt til? Er det sådan, at de går til et godt formål eller …”

”De går til butikken.”

”Ja, ok. Hvad med Vestager …”

”Hun sidder lige dér.” 

”… får hun også penge?”

”Ja.”

”Ok.”

”Må jeg give dig en pose med?”

Det må hun ikke, de skal jo koste mindst fire kroner.

”Neeej … det er ok.”

Og sådan gik det altså til, at jeg nu kan sidde her i min grønne kjole, som Margrethe Vestager tidligere har båret, og skrive denne tekst.