Martin brænder 1.000 lig om året. Her fortæller han, hvad der (rigtigt) sker, når vi dør

→ Om manden i kisten ved vi ikke meget. Vi ved, at han hed Mikkel og boede i Valby, et sted på anden sal. Vi ved, at han blev 61 år. Og at han lige om lidt skal tilbringe 120 minutter i en 830 grader varm ovn. 

Resten må vi tænke os til. 

Måske var han dyrlæge. Måske var hans livret forloren hare, og måske var han lang som en lygtepæl. Måske havde han børn. 

Det er selvfølgelig bare spekulationer. 

Vi kan bedre kortlægge, hvad der skete, da Mikkel gik af dage og blev til et nummer. 

Nummer 0337, der nu, klokken fire minutter over seks en skybrudsmorgen i oktober, skal sendes i ovnen af Martin Bøgfeldt. 

DEN RØDE TRILLEBØR er fyldt med blomster. Hvide roser, lyserøde liljer, lilla hortensia. Opsigtsvækkende dekorationer til tusindvis af kroner, der alle ligger med ansigtet nedad mod den våde, metalsmagende trillebørsbund. 

De hvide silkebånd er viklet ind i de florale fangarme, og der står ’tak for alt’, ’altid i vores hjerter’ eller bare ’vi ses, far’. 

Her dufter ligefrem af blomsterbutik i det nedkølede lokale med store stenfliser i gulvet. Vi er på Søndermark Krematorium på Frederiksberg. Her er også en kirkegård og to kapeller – over hovedindgangen hænger et enormt granitrelief, der forestiller dødens engel.

”Det er næsten synd,” siger Martin og griber med sine store arbejdshænder fat om trillebørens rillede gummihåndtag. 

”De er jo så flotte.”

Og så går han med trillebøren ud i oktoberregnen, hvor han vipper blomsterdekorationerne ud i bunden af en åben og næsten tom affaldscontainer. 

Martin Bøgfeldts jobbeskrivelse er at lave menneskekroppe om til aske. Nogen skal jo gøre det, for siden slutningen af 1800-tallet har ligbrænding vokset sig til den suverænt mest udbredte fremgangsmåde til at skaffe døde kroppe af vejen. 

Ligbrænding kom egentlig på mode af hygiejnehensyn. I København sled man med en koleraepidemi, kloaksystemerne var helt til rotterne, og man frygtede, at ligsafterne i den proppede kirkegårdsjord ville sive ud i naboejendommenes vandmiljø. Så i 1893 fandt den første lovlige ligbrænding sted. 

Med kremeringen af Holger Drachmann i 1908 blev ligbrænding ligefrem lidt smart, og i dag bliver 86,5 procent af alle døde danskere kremeret. Lidt flere bliver kremeret øst for Storebælt end vest for. 10 procent af de kremerede danskere får deres aske spredt i havet.

”Det er et servicefag at være krematør,” siger Martin, der taler fuldkommen ligesom skuespilleren Paw Henriksen (’Anna Pihl’, ’Tinkas juleeventyr’). 

”Det kan godt være, jeg render rundt herinde og laver nogle af de mere makabre ting. Men når der kommer nogen og skal hente en urne, så må man jo være behjælpelig og omsorgsfuld.”

Han er en praktisk udseende mand på 50 år. Hans grå hår på hovedet og i ansigtet er korte og genstridige, panden er maskulint tung, der er små mellemrum mellem hans nikotinvante tænder. Hans fortid som kirkegårdsgraver har gjort hans gang belastet.

”Man tænker måske, at man bare skal grave et hul. Ja ja. Men så prøv, når du har gravet 100 huller på en måned. I snevejr. Så er det pludselig ikke så sjovt længere, vel? Jeg trængte til et arbejde, der var mindre fysisk.”

Martin greb chancen for to år siden, da krematøren på Søndermark Krematorium gennem 25 år – en skæg starut, der kunne finde på at kvække rundt iført klovnenæse – gik på pension. 

”Det vigtigste i mit arbejde er grundighed. Det er en megating. Vi skal dobbelt-trippel-tjekke alting, for her er virkelig en nulfejlskultur,” siger Martin og åbner døren til det lummervarme lokale, hvor ovnen står og brummer.

→ Mikkel fra Valby døde derhjemme. Det gør næsten halvdelen af os. Herfra er de pårørende lovmæssigt forpligtede til at sørge for, at dødsfaldet registreres, og at Mikkels lig kommer på køl. Derfor ringer de til en bedemand, der kan hjælpe med den slags. Det er også bedemanden, der kommer med en kiste, Mikkel kan ligge i. 

Bedemanden kører Mikkel til Søndermark Krematorium. Her får han sit nummer. ’0337’ er indgraveret i den lille lerbrik, der kan tåle ekstreme temperaturer, og som skal følge ham de næste ni dage.

I krematoriets kølerum er temperaturen tre grader, så hvis man lagde en klods smør herinde, ville den blive stenhård. 

Det er et lyst og aflangt rum med indgange i begge ender. I den ene ende kan bedemændene selv låse sig ind, den anden indgang er forbundet til krematoriet. Der kan være op til 60 kister i kølerummet fordelt på tre hyldeetager, men Mikkel har kun ligget med 15 andre og ventet på, at det blev hans tur. 

Det er de pårørende, der betaler for at køle rummet ned. Så for hver dag der går, giver krematøren kisternes påhængte seddel, hvor den afdødes navn, adresse og CPR-nummer fremgår, et stempel. Og så kan de pårørende afregne med bedemanden. 

Der er nemlig intet her i livet, der er gratis. Heller ikke at være død. 

MARTINS DAG BEGYNDER klokken fem om morgenen. Først lufter han hunden Nemo foran boligbyggeriet i Kastrup, hvor han bor. 

”Så kan jeg lige få en smøg, mens han render rundt og spiller idiot.”

Krematoriets ovn kan han tænde hjemmefra på en app, så den er allerede varm, når Martin møder lidt i seks. Der skal gerne brændes seks lig om dagen, så det er bare med at få ovnen i omdrejninger. 

Han er altid alene de første timer. Ude på kirkegården er der mørkt og ruskende koldt. 

Han har en vane, han næsten ikke selv lægger mærke til: Når han første gang træder ind i kølerummet om morgenen, tvinger han som det første blikket ned mod den nederste hylde på venstre hånd. Det er der, bedemanden plejer at stille de små kister. Hvis pladserne er tomme, bliver det en lidt bedre dag. 

”Man skal ikke tage arbejdet med hjem. Men nogle gange er det svært helt at slippe, hvis man har sendt en lidt for lille kiste ind i ovnen. Man tænker … det er lidt tidligt at være tre år og så ligge derinde. Der kan man sgu godt sidde derhjemme og være sådan lidt … trist.”

I dag er der ingen små kister i kølerummet. Til gengæld er en af kisterne tom.

Martin løfter i det nederste håndtag på en hvid kiste, hvorpå der er sat en håndskrevet seddel med advarslen: ’Må ikke kremeres.’

”Den er kraftedeme tom. Der ligger ikke nogen i den kiste,” siger han med dramatisk finesse, og det virker da også besynderligt. 

Krematøren forbarmer sig og indløser spændingen: 

”Det er nok, fordi politiet har været inde og hente ham sammen med bedemanden i går. Konen mener, der har været en forbrydelse inde over, så han skal en tur på retsmedicinsk.”

Liget lå egentlig nede i fryserummet, hvor der er minusgrader. Her havner man, hvis man af den eller anden årsag først kan kremeres mere end 14 dage efter dødsfaldet.

”Politiet ringede til mig og spurgte, om jeg havde en Jakob Agergaard liggende. Ja okay, så skulle jeg lige have ham ud af fryserummet. For de kan jo ikke skære i ham, hvis han er helt frossen.”

Martin er dagen lang omgivet af lig, men man skal vide, at han ser ganske få formfuldendte lig på en arbejdsdag. Det er mest kister. 

”Folk vælger forskellige slags kister. Fordi ...” – han gnider to fingre mod sin tommelfinger, ”altså, jeg har da også tænkt tanken, at det er lidt vildt, at man vil bruge så mange penge på en kiste, der alligevel skal brændes.”

Men en uge forinden skulle en knøs på bare 24 år bisættes med åben kiste. Det er bedemandens opgave at åbne kisten, krematøren har slet ikke den bemyndigelse. 

”Normalt rører det mig ikke. Men når det er sådan en fra 98 … halvt så gammel som mig. Det er lidt tidligt, ik?”

Det må bare ikke blive for tungt at være på krematoriet. Hvem ville kunne udholde det? Absolut ingen. 

Så når Kate fra kontoret ringer ned til Martin og spørger, om han lige kan finde en Katrina til hende, kan han godt finde på at blive frisk i tonen: ’Neeej, Kate, desværre, den kan jeg sgu ikke klare, kan det gå an med en Bodil?’

Som han siger: 

”Vi kan jo ikke gå rundt med dukket nakke hele tiden. Vi må lette humøret lidt herinde. For det er ikke altid let. Den dybe sorg … det er aldrig spændende at møde folk, der er der.”

Det er godt, de har hinanden på Søndermark Krematorium. Driftslederen Mikael, graveren Kent, gartneren Line. De kan tale om de svære ting i frokostpauserne. 

”Og så er der min kone. Hun kan også hjælpe, for hun ved godt, hvad jeg taler om.”

→ Lørdag formiddag bliver det Mikkels tur til at forlade kølerummet for en stund. Der skal være højtid for familien. 

En time inden de pårørende kommer, bliver kisten med Mikkel i fragtet ud i kapelsalen. I det højloftede og endnu tomme lokale kan kisten nå at akklimatisere sig, så familie og venner ikke går op og lægger hånden på en madpakkekold trækiste.

Mikkels familie betaler et ekstrabeløb for, at kisten efter højtiden bæres ud af kapellet og køres væk, som det er standardpraksis ved de fleste bisættelser. 

Rustvognen triller bort fra de efterladte og finder et sted at parkere rundt om hjørnet. Og da selskabet er gået til gravøl, triller rustvognen tilbage til krematoriet. 

Mikkel har sagt farvel til sin familie for sidste gang og trilles tilbage ind i kølerummet, men denne gang i rummets venstre side. Det er her, man stiller de kister, der er klar til at blive kremeret. 

MARTIN VARETAGER ET sjældent arbejde. Der er kun 19 aktive krematorier i Danmark. 

Hvad vildere er: Martin udgør den ene halvdel af landets eneste krematørægtepar.

Sagen er, at han har vidstrakt erfaring med praktisk arbejde, der har død i ascendanten. Egentlig startede han som områdemand i Greve Kommune, hvor han også er vokset op – han klippede hække, ordnede vandløb, ryddede sne. De kommunale springbræt sendte ham til Valby, hvor han gik og gjorde til på Vestre Kirkegård.

Her skrev han med sine grønne fingre under på en korttidskontrakt som kirkegårdsgraver, og da han skiftede videre til Sundby Kirkegård, mødte han Malene. Hun var kapelbetjent og krematør (endnu et særsyn: en kvindelig krematør). 

Martin havde rundet 45 år og var egentlig indstillet på en tilværelse som barnløs eneboer, men kærligheden til den fraskilte krematørkvinde blomstrede i den velgødede kirkegårdsjord. 

”Vi arbejdede skidegodt sammen. Så kom jeg op til hende og spurgte, hvor den og den grav lå, og så kunne hun vise mig vej.”

Martin rykkede til kirkegården på Frederiksberg, men kærligheden bestod, og sidste år blev Martin og Malene gift. 

”Men hun er arbejdsløs nu,” siger Martin i det lille køkken, hvor han indimellem sætter sig og nyder en kop sort kaffe – hvis han har tid. 

Som krematør har man travlt. Mens ovnen gør det beskidte arbejde, er der urner, der skal plomberes. Blomster skal smides ud. Og i det lille køkken hænger en himmelblå skjorte i sælsom kontrast til Martins sorte kedeldragtsuniform. 

For tiden dobbeltjobber han nemlig mellem at være krematør og kapelbetjent (og om aftenen er han dørvagt til gymnasiefester og deslige). Kapelbetjenten skal klargøre højtider, lægge salmeblade frem, servicere pårørende i sorg, så indimellem må han hoppe i sin fine skjorte og lægge sit rustikke ansigt i empatiske folder. 

Det er lige travlt nok, så Søndermarken Krematorium arbejder på at ansætte en ny kapelbetjent. I det 56 navne store ansøgerfelt er der en forhåndsfavorit: Martins hustru Malene. 

”Det er jo et spørgsmål om kvalifikationer,” siger Martin, der udgør en fjerdedel af ansættelsesudvalget.

”Vi skal ikke have én ind, jeg skal oplære helt fra ny. Malene ved allerede det hele – både som kapelbetjent og krematør, så hun ville også skulle hjælpe mig med at passe ovnen.”

Så ja, Martin har lagt et godt ord ind, men også erklæret sig inhabil i behandlingen af hustruens ansøgning. De er et praktisk par, der får ting gjort. Jord under neglene, olie på fingerpuderne. Og så har de jo arbejdet sammen før.

”Her ville vi ikke være mand og kone. Her er vi kollegaer. Du får mig ikke til at sige skat. Det er: ’Malene, gør lige det og det og det.’”

Den største ulempe ved Malenes ansøgning: De vil aldrig kunne holde ferie sammen. Når Martin skal afspadsere, skal ovnen stadig køre, og den opgave ville tilfalde Malene. For folk stopper jo ikke med at dø. 

→ Ude på Roskildevej er der næsten ingen biler, så tidligt om morgenen er det. Den kolde regn pisker ned på krematoriet, og nu er det blevet Mikkels tur. Han har ligget i kølerummet de sidste fire døgn, siden hans familie sagde farvel. 

Han lægges på trækvognen og trilles fra det kolde rum til det varme rum, hvor ovnen summer. På en lille skærm kan man se, hvordan temperaturen inde i ovnen stiger. Nu er den over 800 grader. En kompressor arbejder på højtryk for at skabe undertryk i ovnen, så der ikke står en sort sky af røg ud, når indgangen åbner. 

Liften, der bærer Mikkel op i øjenhøjde med ovnens indgang, bevæger sig mekanisk og med dramatisk langsommelighed. Ovnlugen går op, og inde i ovnen er der hverken flammehav eller gnister, bare beton og et sydende skær. 

Ovnens brummen bliver kraftigere og virker som tinnitus. Når man først har hørt den, er det svært at høre andet. 

Den mekaniske lift skubber hastigt Mikkel ind i ovnen. I et langt sekund kan man se den hvide kiste dirre af varme. Og så sænkes jernlugen i en hurtig og bestemt bevægelse, der siger: Det her skal du ikke se. 

DØDENS DREJEBOG OPDATERES sjældent. Lig er sæsonvarer, og derfor er der visse sandheder i dødemiljøet, man kan stille uret efter. 

Fx er det relativt overkommeligt at være krematør på Søndermark Krematorium i juletiden, mens det i januar skyller ind med lig, så ovnen må køre på højtryk. Også i de nationale statistikker kan man læse, hvordan antallet af døde per måned falder, når det bliver varmere udenfor. 

”Det er koldt, folk er ensomme og får ikke skruet ordentligt op for radiatoren. Når foråret kommer, er der igen færre, der dør. Humøret har meget at sige,” fortæller Martin. 

Større forskel er der på, hvordan vi går fra krop til aske. Fede mennesker brænder let og hurtigt – men hvis man runder de 180 kilo, skal man af hensyn til liften og ovnens størrelse en tur til Bispebjerg. De rigtig, rigtig tunge ryger hele vejen til Aabenraa, hvor man kan skaffe et helt op til 350 kilos menneske af vejen. 

Det kan være anderledes vanskeligt at brænde de små, men meget sygdomsplagede kroppe. Særligt kemopatienter kan være genstridige. 

For det første gør medicinen deres hud mere læderagtig og sværere at nedbryde. 

Dernæst, når den første halvanden times tid er gået, kigger krematøren ind til liget gennem en lille luge for at sikre sig, at alt er brændt færdig. Der må slet ikke være flammer.

Men indimellem ligger de kemiske efterladenskaber fra piller og strålebehandling som en sort klump af død og smerte og brænder, længe efter at resten af kroppen har givet slip. Det kan være en kemisk rest på størrelse med en honningmelon, når det virkelig er slemt. 

”Vi mennesker er mere beskidte indvendigt end dyr,” som en jysk krematør formulerer det over telefonen. Og det gælder ikke kun for kræftpatienter. Ovnene er bygget af beton, der kan tåle den klor, som siver ud af vores døde kroppe. 

→ Videnskaben tillader os at gisne om, hvad der sker bag den lukkede jernluge.

Inde i kisten tørrer Mikkel ind i den ekstreme varme. Menneskekroppen er 60 procent vand, og i 800 graders varme holder overfladevæsker som sved, blod og kropsvæsker ikke længe. Øjnene og mavesækken – begge væskeholdige – brister. Mikkels hår, der er lavet af det letantændelige keratin, knaser også væk på ingen tid. 

Jakkesættet, der har fulgt Mikkel til ende, sætter i flammer og brænder fast med hans hud. Huden forkuller, og fedtet under huden fungerer som et brændstof, der sætter fart i kremeringsprocessen. Det bløde væv – læberne, kinderne – forsvinder. Varmen arbejder sig gennem de store muskler og ind til Mikkels knogler. 

Flammen i ovnen står lige ned på Mikkels organer. Hjertet, den seje lille muskel, er noget af det, der tager længst tid at brænde. 

Der er gået halvanden time, da krematøren kigger ind til Mikkel. 

Lugen trækkes til siden, og i det orange lys kan man se, hvad der ligner den porøse skal fra et stort strudseæg. Det er Mikkels kranium, der ikke er faldet sammen endnu. Bag kraniet, der hvor brystkassen var, danser tre små flammer. 

Lugen skubbes for igen. Mikkel får en halv time mere i ovnen.

FALDER MAN OVER en af de ganske sjældne jobannoncer for en ledig krematørstilling, vil man under de personlige kvalifikationer læse, at egenskaben ’situationsfornemmelse’ er indgroet i alle gode krematører.

Det er et etisk job, siger Martin: 

”Det er menneskekroppe, vi bærer rundt på. Jeg har prøvet en gang, hvor jeg glemte at slå bremsen til på fragtvognen. Så faldt kisten af med hovedet først. Den fejl laver man kun én gang, det kan jeg godt fortælle dig.”

Men Martin har et halvmanisk kontrolgen. Tingene skal være i orden, det siger han igen og igen. 

Derfor kan man nok forestille sig, at det må være en smule stødende at skulle høre på de gamle fordomme om, at guldtænder lige smugles ned i kedeldragtens inderlomme, eller at din gamle mor i urnen lige så godt kan være en femtedel Torben tilsat et lille drys Jørgen. 

Det har ingenting på sig, forsikrer samtlige af de 10 krematører, Euroman har talt med. 

Med jævne mellemrum mødes DKL – Danske Krematoriers Landsforening – til krematoriekursus i Svendborg. Krematørerne, de er oftest omkring 20, mødes og spiller bowling og sover på vandrehjem og taler om jobbets mange aspekter. 

Men som i så mange andre professioner er krematørmiljøet en sladderbasar med masser af fagligt funderet ringeagt. Og langt hovedparten af krematørerne fortæller, at de helst vil kremeres på deres eget krematorium. Det gælder også for Martin: 

”Jeg skal kremeres på Frederiksberg. Det skal hele min familie. Så må vi betale det ekstra, det måtte koste.”

Dermed kan historien slå en pikant krølle. For Malene endte med at få jobbet på Søndermark Krematorium, hvor hun nu er kapelbetjent-skråstreg-krematør, mens Martin er krematør-skråstreg-kapelbetjent. 

Det har den konsekvens, at hvis Martin stiller træskoene i en arbejdsduelig alder, bliver det Malenes opgave at sende sin egen mand i ovnen. 

”Men det scenarie har vi talt igennem,” siger Martin. 

”Og det kommer ikke til at ske. Så får vi driftslederen herude til at kremere mig.”

Hvis det er Malene, der kommer galt afsted, bliver det heller ikke aktuelt. 

Martins kone tilhører nemlig det mindretal, der gerne vil begraves.

→ Efter 120 minutter er Mikkel kremeret færdig. I ovnen ligger kul fra trækisten og aske fra Mikkels krop i lemfældige bunker. Nogle af de store knogler – lårbensknoglen, skinnebenene, overarmsknoglen – har holdt stand mod flammerne og står som det eneste tilbageværende bevis på, at asken engang var en menneskekrop. 

Asken skrabes ned i et rum under ovnrummet, hvor den køler af. Herfra fjernes Mikkels kunstige hofteprotese, der ryger ned i en stor, sort spand med andre proteser fra tidligere ligbrændinger, der er for store til at komme ned i urnen. Mikkels guldtand, derimod, følger asken til dørs. 

Nu skal hans knogler knuses til en lind aske. I et skab, der står i forlængelse af ovnens fodende, hænger to kraftige metalkæder. Beholderen med Mikkels aske og knoglerester påmonteres, og så begynder kæderne at piske løs. Det lyder som en mishandlet blender, men man kan høre, at de knoglestykker, kæderne knuser, bliver mindre og mindre.

Når asken er præsentabel for de pårørende, ryger den i urnen. Urnen plomberes af krematøren og stilles klar til afhentning af den ansvarlige bedemand. 

Og der slutter det for Mikkel. Ligesom dig og mig var han helt sin egen. Men 86,5 procent af os ender med at se ud præcis som ham. 

Alle lig i denne artikel fremkommer med opdigtede navne og numre.