Lave høstudbytter gør det ikke alene, men man kommer et langt stykke ad vejen til velsmag. Nu skal det nødigt lyde hovskisnovski, men tanken strejfede mig bare, da jeg for nylig smagte Aldo Conternos portefølje.
Franco Conterno var i København med en bunke baroloer, både i bredden og i dybden. Conterno-navnet er et af de mest barolo’ske man kan forestille sig – mindst tre domæner laver topvin med navnet på etiketten og Aldo Conterno er bestemt et af dem. Historien er fortalt mange gange, men her ultra kort: Giovanni og Aldo var brødre og måtte gå hver sin vej, da de ikke kunne blive enige om at videreføre faderen Giacomo Conternos berømmede konservative barolostil. Aldo Conterno praktiserede gerne korte maceration og barriques fik også indflydelse. Aldo døde i 2012 og sønnerne Franco, Stefano og Giacomo kører huset videre. Aldo Conternos baroloer kommer især fra Bussia-marken, hvor familien ejer 25 ha. som inddeles yderligere i tre parcel-selektioner, Cicala, Colonello og Romirasco samt riservaen Gran Bussia. Domænet har de senere år sænket høstudbytterne meget for at øge koncentrationen i de fire topvine.
Udlægget er ekstraheret på den gode måde. En kraftfuld Barbera Conca Tre Pile 2010 (91) hvor årgangens dualisme af kølighed og lys, syre og frugt skinner igennem. Sure kirsebær og hårdt ristet træ smager ret godt sammen. Overgangen til Conternos nebbioloer er ikke brat. Il Favot 2010 (89) på unge vinstokke med 7-10 dages skindkontakt lugter af varm tagpap og roser og smager forfriskende syrligt midt i al koncentrationen – en brændende fornemmelse i eftersmagen, kan den ikke helt bære. Barolo 2009 (91) er forfriskende fyrig med sødmefuld note i duften, creme de kirsch, te og sod og tavlekridt, heftig tannin, men fint pakket ind i moden nebbiolo. Bedre endnu, men kun marginalt, er Colonello 2009 (92). Barolo i nøddeskal, fuld af løbesod, tranebærjuice, kamfer, rust og kirsebær, relativt moderat tannin, som sandsynligvis kun er skjult af den sveskede og lidt træ-parfumerede vægt midt på tungen. Cicala 2009 (94) har flere røde bær, er finere, mere elegant og ikke så voluminøs som Colonello. Romirasco 2009 (94) er den største, men man skal grave gennem en del træ til kernen. Størst af ramme, muskler og omfang, men jeg kan have lidt tvivl om egetræet integreres. Går det som det plejer, bliver Romirasco fornem. Domaine Brandis har i øjeblikket enkelte ældre årgange på lager. Blandt bagkatalogets sager bemærkede jeg dog en del tydelig træ og det er ikke i sig selv negativt, slet ikke hvis vi sammenligner med cabernet eller syrah-baserede vine fra andre steder i verden, men Barolos charme ligger i den røde frugt med roserne og røgelsen og det forstyrrer Aldo Conterno lidt for meget. Til gengæld demonstrerer både 2001 og 2005 af Granbussia Riserva (96) hvad rigtig stor vin handler om – det nytter ikke bare at opkoncentrere – enhver sauce-mester vil vide at det er nemt nok at indkoge en fond, men at skabe harmoni i en sauce er en kunst. Granbussia handler om filigran, finesse, sirlighed, elegance og harmoni – men så koster den også 2500 kr.
Jeg kan godt lide, at alt er up in the open. De sjoveste mennesker er dem, der kan finde ud af at læse en simpel situation. Og det er der bekymrende mange, der ikke kan.
