Thomas Korsgaard: ”Jeg kan blive bragt så meget tilbage, at jeg får det psykisk dårligt”

HAN SNAKKER KNAP NOK jysk længere. Det er noget af det første, jeg bemærker. 

”Nej, det er sluppet for lang tid siden. Men du skal tænke på, at jeg flyttede jo, da jeg var meget, meget ung.”

Ja, det gjorde han. Allerede fire år, inden han skabte kø på bibliotekernes ventelister og skabte sig et navn i medierne, flyttede Thomas Korsgaard til København blot 17 år gammel. Alligevel har hans hjemstavn, Nørre Ørum ved Skive, fyldt det meste i hans forfatterskab.

Det var ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’, der startede det hele. Eller det var jo egentlig forlaget Lindhardt og Ringhof, der kontaktede ham for at høre, om han mon arbejdede på noget, men inden Lindhardt og Ringhof var der også noget andet, og inden noget andet var der også noget tredje, og på den måde var det et sammensurium af alle mulige forskellige ting, der gjorde, at han endte med at udgive tre bøger i ’Tue’-serien, der er inspireret af hans eget liv, og som skulle ende med at blive både anmelderrost og vinde ham De Gyldne Laurbær.

Hvordan han er endt med at være der, hvor han er – en succesfuld forfatter i København med en neutral dialekt – reflekterer han over i en række tekster, der tilsammen udgør essaysamlingen ’Hastetilfælde’, der udkommer i slutningen af februar. 

I et af essayene i ’Hastetilfælde’ nævner du, at det allerførste udkast til ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’ oprindeligt bestod af 500 A4-sider, altså var det en del længere, end bogen endte med at være …

”Jeg skriver altid meget mere, end der ender med at være i bøgerne.”

Er det, fordi du skriver den samme scene flere gange, eller er der tale om vidt forskellige scener?

”Det er ikke sådan, at jeg starter med at ville skrive en bog, der handler om en kop, og så ender den med at handle om en tallerken. Det er mere sådan, at der er noget, jeg gerne vil undersøge. Med ’Hastetilfælde’ ville jeg fx undersøge det at skrive. Hvorfor skriver jeg? Hvorfor er det blevet det, jeg bruger mit liv på? 

Det hele starter med, at jeg har en interesse, og så skriver jeg alt muligt, der handler om den interesse, prøver alt muligt af, og meget af det ender med at være dårligt og uden noget i sig, men det leder mig så måske hen i retningen af noget andet. Noget, der er noget i. ”

Thomas Korsgaard

(f. 1995) Opvokset i Nørre Ørum, men flyttede til København som 17-årig, hvor han siden har været bosat. 

Brød igennem i 2017 med den autofiktive roman ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’, der er inspireret af hans egen barndom, og blev samme år nomineret til Bogforums debutantpris. 

I 2018 kom opfølgeren ’En dag vil vi grine af det’, og i 2021 kom den sidste bog i den såkaldte ’Tue’-trilogi, ’Man skulle nok have været der’, for hvilken han modtog De Gyldne Laurbær. 

Har indimellem udgivet både børnebøger og novellesamlinger og er nu aktuel med essaysamlingen ’Hastetilfælde’, der handler om, hvilken rolle bøger og skrive-gerningen har spillet igennem hans liv. 

’Hastetilfælde’ udkommer på Lindhardt og Ringhof i slutningen af februar. 

Så du begyndte at skrive ’Hastetilfælde’ for at undersøge, hvorfor du skriver? 

”Ja. Og det var egentlig, fordi jeg vandt De Gyldne Laurbær i 2021 og skulle skrive en takketale. Det var min eneste opgave. Jeg brugte en måneds tid kun på dét. Jeg vidste, at jeg bare skulle møde op og holde den tale. Og når man så bilder sig selv ind, at man er god til at skrive, og at alt, gæsterne til arrangementet forventer, er, at man har skrevet en takketale, så vil man virkelig gerne bevise i sin tale, at det var fortjent, at man vandt den pris.

Jeg brugte meget krudt på den tale. De første uger gik bare med præstationsangst. Men jeg endte med at hygge mig med det. Jeg blev glad for processen. Det satte nogle tanker i gang om, hvorfor jeg skriver. Og så havde jeg lyst til at skrive mere på den måde bagefter. Så måtte jeg håbe, at jeg en dag vandt noget igen, tænkte jeg. Indtil det gik op for mig, at jeg måske ikke behøvede at vente på at vinde for at skrive om emnet. At jeg måske bare kunne gøre det. Det er helt banalt, men nogle gange kan man gå og tænke, at der skal være en anledning, før man kan gøre visse ting. At der skal komme nogle og give én lov.”

Har du så fundet noget svar på, hvorfor du skriver?

”Ikke sådan, at jeg kan sige det i én sætning, desværre. Det ville jeg ønske, at jeg havde.”

Hvad er grundessensen? Er det af forfængelighed? Er det af nød?

”Det er alt på én gang. Altså, det er nok mest af alt nysgerrighed. En nysgerrighed på mennesker.”

Hvis du er nysgerrig på mennesker, kunne du jo også bare blive skolelærer …

”Ja, det er rigtigt nok. Men jeg er selvfølgelig også nysgerrig på ord og på, hvordan vi kommunikerer med hinanden. Hvad sprog er. Sprog er virkelig en interesse for mig. I alt, hvad jeg har skrevet, måske lige udover ’Hastetilfælde’, har det været replikker, der har båret historien. 

Min skriveform er fyldt med dialog. Spørgsmål som, hvorfor vi siger det, vi siger, synes jeg er spændende. Ikke fordi jeg ved det, men fordi jeg gerne vil vide noget om det. Hver dag, når jeg sidder med mine romaner og noveller, forsøger jeg at komme tættere på noget. Når jeg sidder og prøver at finde sproget til de personer, jeg skriver om, er det, fordi jeg prøver at finde svarene på, hvem de er. Hvordan ser deres verdener ud? Og hvad skal de sige? 

Men det er lidt svært at snakke om. For jeg kan godt blive nervøs for at komme til at spærre mine læsere inde og sige, at det er sådan her, mine bøger skal læses. Det har jeg ikke lyst til. Jeg vil gerne holde mine tekster åbne for, hvad læserne selv kan læse ind i dem. Som læser må man tage, hvad man kan bruge.” 

Et af essayene starter med et citat af Vigdis Hjorth, der lyder: ’Al passioneret læsning er uløseligt forbundet med den læsendes sind, som finder det, det har brug for, for at overleve og forstå mere af sig selv og verden, intet mindre.’

”Man læser, og så tager man, hvad man kan bruge. Og nogle gange kan det være en lillebitte linje, der taler ind i noget, man selv lige står midt i. Eller det kan være hele handlingen, som får én til at tænke på en ny måde. Der er så mange måder at læse på, og alle måder er lige gode. 

Mine bøger må man gerne bruge til at hygge sig en weekend i sit sommerhus. Men det kan også være, at de gør noget langt større. Uanset hvad er det lige fint for mig.”

At bøger kan gøre noget langt større bliver vel virkelig eksemplificeret i det essay, hvor du læser Édouard Louis. Du beskriver, hvordan du får Louis’ bog ’Færdig med Eddy Bellegueule’ af din vens mor, der havde læst et interview med Édouard Louis og ikke kunne lade være med at tænke på dig. Og hvordan allerede den første sætning i bogen – ’Jeg har ingen lykkelige minder fra min barndom’ – fik dig til at vride dig.

”Præcis. Det var virkelig en læseoplevelse, der blev banebrydende for mig. Det er ikke alle læseoplevelser, der er sådan. Og en læseoplevelse kan også godt være stor, uden den behøver at ændre ens liv eller sende det i en ny retning. Men den her bog gav mig en følelse af tilladelse. At det liv, jeg har levet, godt må findes på bogreolerne. 

Den bog var virkelig med til, at jeg tænkte, at man godt kan skrive romaner om et lille sted på landet. Og om svære vilkår. De bøger havde jeg ikke fundet særligt mange af på det her tidspunkt.”

’Færdig med Eddy Bellegueule’ tager udgangspunkt i Édouard Louis’ opvækst, der var præget af fattigdom og homofobi. Du beskriver i bogen, at du faktisk blev rimeligt chokeret over at modtage bogen med ordene om, at den mindede hende om dig. Kunne du slet ikke på daværende tidspunkt se ligheden?

”Nej, ikke på den måde. Slet, slet ikke. For på det tidspunkt var jeg lige kommet væk fra det. Jeg havde brug for ikke at komme fra de hårde odds.”

Du manglede måske at se nogle, der ligesom havde brudt ud ...?

”Ja, måske lidt. Måske var det faktisk lidt det. At jeg manglede nogle at spejle mig i på det tidspunkt.”

Vidste dem i København ikke, at du kom fra en dysfunktionel familie?

”Jeg havde delt lidt med mine venner på det tidspunkt, men ikke det fulde billede. Slet ikke. Fordi jeg syntes, det var så skamfuldt. Og jeg var bange for, at det ville holde mig fast i, at jeg var en stakkels fattig én. Jeg ville ikke være et offer … og så fik jeg den her bog med ordene: ’Det kan være, det er noget for dig.’ Der ligger jo noget i det. ’Vi tror måske, du kan spejle dig i det her.’ Og så læse det selv og føle, at de på en måde har set lige igennem én. Det var voldsomt. Meget voldsomt faktisk.”

I bogen vender du tilbage til barndommen, og hvis man har læst din trilogi, der er autofiktion, vil man vide, at hovedpersonen hedder Tue. Men i ’Hastetilfælde’ bruger du navnet Thomas, altså dit eget navn, og den foregår i nogle af de samme rammer, som Tue tidligere har befundet sig i. Hvordan var det at foretage det skifte?

”Det har mest af alt været rart. Altså, der er noget ved den her form, jeg godt kan lide, fordi det er nedslag. Det er nogle små historier, som alle sammen har det til fælles, at de handler om sprog eller at skrive på en eller anden måde.”

Jeg syntes, det første essay, der til dels handler om, hvordan din bror og du var meget ivrige efter at få fat i tilbudsaviser, var lidt ubehageligt at læse. For mig bliver bøgerne et symbol på noget forbudt.

”Gud, hvor interessant. Man kan sige, at bøgerne ender jo med at få en økonomisk konsekvens (Korsgaard kommer som 13-årig til at binde sig til et års medlemskab af Gyldendals Bogklubber, red.). Så derfor er de lidt befængt med noget ubehag. Men på den anden side slutter min mor med at sige, at hun syntes fandeme, jeg skulle tage at læse bøgerne. Og det er på en måde en gave. 

Hun siger: ’Så læs dem, nu vi har dem.’ Det var at finde en lille god ting i noget, der ellers var lidt svært. Selve det, at jeg skrev den tekst om bogklubben, er også et forsøg på at svare på noget, jeg er blevet spurgt om mange gange. ’Var der mange bøger i dit hjem? Har du altid læst meget?’ Nej. Der var bøger, men det var på en mærkelig måde. Og tilbudsaviser.”

Var det ubehageligt, når bøgerne fra Gyldendal kom ind hver måned?

”Jeg glædede mig faktisk bare til det, det må jeg indrømme.”

Men der er nu ellers en scene tidligere i samme novelle, hvor din far truer dig med tæsk på grund af din tilmelding til bogklubben. Var det sådan, at da den først var ude af verden, så var det bare fint?

”Nej, men det, der er mærkeligt, er, at det bliver normalt. Det unormale bliver normalt. Man ved måske godt selv, at sådan her bør det ikke være. Det kunne være anderledes. Sådan er det ikke i andres familier. Men man elsker sine forældre, uanset hvem og hvordan de er. Så elsker man dem fuldkomment. For man kan ikke andet. 

Som barn har man ikke andre muligheder end at elske dem og håbe på det bedste. Det er dem, man har. Og det gør, at der er rigtig meget, der ligesom ... Den der loyalitet, man har over for dem, er større end ens egen smerte nærmest. Men det er utrygt at vokse op i sådan noget.”

Hvornår gik det op for dig, at det var unormalt?

”Nu? Ha ha. Nej, men nærmest. I den forstand, at det … ja, hvornår går det op for en? Det gør det vel … Man ved det vel godt lidt hele tiden.”

Vidste du godt, det ikke var noget, du skulle snakke om i skolen?

”Ja ja. Det hører man jo om. Så er der en eller anden reklame i fjernsynet med Børns Vilkår og ’sig nej til vold mod børn’. Man ved det godt. Men man tænker alligevel måske altid, at det er noget andet for dem. For de andre. Det er værre for dem i fjernsynet. Man gør det tåleligt for sig selv. 

Men der bliver de bøger også et billede på, at jeg flygter ind i min egen verden. Når man ikke kan komme væk, kan man flygte ind i sine tanker. På godt og ondt. Men det er endt mest på godt. For jeg har fundet en måde at bruge det på.”

Den sidste bog i ’Tue’-trilogien udkom i 2021. Hvordan har det været at vende tilbage til barndommen igen?

”Der er ingen tvivl om, at hele det landskab, altså hele mit barndomslandskab, der er i mit indre, er en kilde, som jeg trækker på, når jeg skriver. Hvad end jeg skriver, så er det inspirerende for mig at opholde mig i mit indre. Det er godt, for det er fyldt med historier og ting, som er gode at skrive ud fra. Men det er da klart, at når man skal skrive om de mere smertefulde ting, så skal jeg øve mig i at tage en form for mental beskyttelsesdragt på. At gå ind i noget, jeg har været i, som har været svært, kan jeg godt få det dårligt af. 

Mit værktøj er at leve mig dybt ind i det, men jeg kan komme til at være så meget i de følelser, jeg kan blive bragt så meget tilbage, at jeg får det psykisk dårligt. Min krop kan næsten glemme, at det ikke er nu. 

Det går bedst, hvis jeg, inden jeg skal skrive lidt svære ting, forestiller mig, at jeg går ind i et laboratorium med farlig kemi og tager en beskyttelsesdragt på. Det var der én, der rådede mig til. Nogle gange glemmer jeg at gøre det. Det kan ske, at jeg sidder og skriver, og så ved jeg ikke, at jeg skal i den retning. Men ender der. Der er dage, hvor jeg forlader mit skrivebord med en stor ængstelighed, som er svær at finde rundt i, for jeg har jo bare siddet dér og skrevet.”

Kan du nogensinde være bange for at minde for meget om andre forfattere? 

”Årh, nej, det er jeg egentlig ikke bange for.”

Du bliver aldrig træt af, hvis nogle siger: ’Han er ligesom Glenn Bech’?

”Jeg bliver ikke bange for, når jeg skriver, at jeg kommer til at minde om andre, for jeg har én måde at skrive på, som jeg ikke rigtigt kan gå væk fra. Der er én måde at skrive på, som er mig. For tiden har jeg noget med ordet socialrealisme, og nu er der kommet en bog af Liv Duvå om Brøndby og højhusene, som er fyldt med PCB (et miljøfarligt giftstof, der tidligere har været brugt i byggematerialer, red.). Den bog bliver omtalt som socialrealisme. 

Det er som om, at så snart man kommer fra noget, der ikke er middelklasse, så skal forsiden være noget med beton, og så skal det kaldes socialrealisme. Det hænger lidt sammen med forventningerne om at skrive noget andet – et spørgsmål, jeg ofte har hørt: ’Nu skal du vel snart til at skrive om os?’ Jeg synes, det er interessant, hvorfor socialrealisme ikke bare hedder realisme.” 

Har du nogensinde lyst til at skrive noget helt andet? En politisk thriller eller sådan noget?

”Jeg er den, jeg er. Rundet af det, jeg kommer fra. Jeg kan ikke ændre på det. Og det er det, man bruger, når man skriver. Sine erfaringer. Selv hvis jeg skrev en politisk thriller, ville den være skrevet af en, der er vokset op på landet. Og selv hvis den foregik i byen, og hovedpersonen havde et helt andet udgangspunkt end mit, hvis den fx handlede om en journalist ved navn Bent, der kom fra gode kår i Hellerup, ville den stadig være skrevet af en, der ikke kom fra det. Mit blik ville være noget andet. 

Det interessante er, at man ikke har den samme forventning til middelklasseforfattere. Dem er der mange af, det er jo langt de fleste i virkeligheden. Men de møder ikke en forventning om at skulle skrive noget om underklassen. Man vil ikke have dem til at skrive om nogle helt andre livsbetingelser end deres egne. Så det er en forventning, som undrer mig lidt, for man har jo det udgangspunkt, man har. 

Man har levet det liv, man har. Det kan man ikke ændre på. Hvad end man prøver, så er det derfra, man skriver. Og jeg tror, det er bedst, at jeg bare bliver der.”