Thomas Korsgaard: ”Jeg kan blive bragt så meget tilbage, at jeg får det psykisk dårligt”
Da Thomas Korsgaard var barn, blev han truet af sin far for at have tilmeldt sig Gyldendals Bogklubber. Han kom ikke fra et hjem med klaver eller en by med en kreativ klasse, men brugte alligevel sit ophav så dygtigt i sine bøger, at han vandt De Gyldne Laurbær. Det er altid blevet diskuteret, hvor meget af Thomas Korsgaard selv, der er i bøgernes hovedpersoner. I hans nye essaysamling er der ikke længere grund til at spekulere. Nu er Thomas bare Thomas.
HAN SNAKKER KNAP NOK jysk længere. Det er noget af det første, jeg bemærker.
”Nej, det er sluppet for lang tid siden. Men du skal tænke på, at jeg flyttede jo, da jeg var meget, meget ung.”
Ja, det gjorde han. Allerede fire år, inden han skabte kø på bibliotekernes ventelister og skabte sig et navn i medierne, flyttede Thomas Korsgaard til København blot 17 år gammel. Alligevel har hans hjemstavn, Nørre Ørum ved Skive, fyldt det meste i hans forfatterskab.
Det var ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’, der startede det hele. Eller det var jo egentlig forlaget Lindhardt og Ringhof, der kontaktede ham for at høre, om han mon arbejdede på noget, men inden Lindhardt og Ringhof var der også noget andet, og inden noget andet var der også noget tredje, og på den måde var det et sammensurium af alle mulige forskellige ting, der gjorde, at han endte med at udgive tre bøger i ’Tue’-serien, der er inspireret af hans eget liv, og som skulle ende med at blive både anmelderrost og vinde ham De Gyldne Laurbær.
