Euroman anbefaler: Denne særlige shawarma på Nørrebro bør du prøve
Eller måske vi burde skrive – shawarma(ret).
Lad os bare tage opskriften på Nørrebros nye sharwarma med
det samme: Først dyppes brødet i det neddryppede shawarmafedt og ristes af over
åben ild. Dernæst fyldes det med kød, frisk persille og granatæblesirup,
hvorefter rullen endnu en gang steges i sit eget fedt. For at opnå den perfekte
sprødhed trykkes den sammen med en metalplade, som var den bøffen i en
smashburger.
Det, mine damer og herrer, er den simple, men sikre metode,
der benyttes i tilberedningen af den syriske shawarma, der er blevet
hovedattraktionen hos Nørrebros nyeste dopaminudløser af et spisested –
Al-Shami.
Opskriften kan fuldstændig frit afkodes på stedets egen
Instagram-profil. Marketingstrategien derinde bevæger sig på en hårfin grænse
til kulturel appropriation, da en pæredansk, yngre kvinde er blevet udpeget som
formidler af den syriske madkultur, men det skal ikke stå i vejen for, at vi
her på redaktionen må deklarere vores begejstring for restauranten, der ved
første øjekast mere ligner en frisørsalon end et spisested.
For nu at blive i Instagrams hellige oplysningshaller, så
mener platformens ukronede madanmelderkonge, CasperDrømme, at rullen i sig selv
mest af alt minder om et sugerør.
Indrømmet: Det er ikke verdens største rulle, men en
ting, der er vigtig at huske på, er, at en spiseoplevelse altså kun er så god,
som ens bestilling berettiger den til at være. Et sløjt spørgsmål udløser en
sløj respons, og en dårlig bestilling gør det samme.
Hos Al-Shami er det hele retten, ikke rullen, du skal gå
efter. Det burde også være til at afkode, da en rulle alene faktisk ikke engang
som udgangspunkt er til at finde på det ellers enorme menukort. Således nudget.
Så når du har valgt den syriske shawarmaret og har nappet en
palæstinensisk cola fra køleren, er det bare om at klemme ballerne sammen i en
af de bløde lædersofaer. En ret bør spises på stedet, og det er ikke kun fordi
den tager sig bedst ud på en tallerken frem for en papholder, men også fordi
der ikke er sparet på interiøret hos Al-Shami.
Den ekstravagante indretning er nok bedst understreget ved
det eksorbitante vægspringvand i restaurantens bagende, der burde være et besøg
værd i sig selv.
Så bliv og spis på stedet frem for at bringe maden med hjem
i din topersoners sofa til endnu et afsnit af ’Hammerslag’.
Og husk for guds skyld at tage godt for dig af ad libitum-granatæblesiruppen.
Den giver lige det sidste pift.
Vi vil ikke gøre os til dommere over, hvorledes den syriske
shawarma er et bud på Nørrebrogades bedste. Den er lidt sin egen og er svær at
sammenligne med resten af udbuddet. Men et sugerør, det er den i hvert fald
ikke.