Urbranchen har altid brugt brandambassadører. Men virker det?
Ur-branchen er kendt for at bruge ambassadører i markedsføringen af deres ure. Nogle urmærker plejer partnerskaber, som står på i årtier, fx Omega og George Clooney, mens andre hyrer efter behov. Virker det? Og hvorfor vælger nogle ur-brands slet ikke at bruge ambassadører?
Der er ingen, der kan beskylde den schweiziske ur-industri for at være first mover på ret meget. Bevares, der har været et hav af teknologiske landvindinger i udviklingen af urværket, men det er alligevel sigende, at ur-branchen kaldte det ’den største opfindelse i 250 år,’ da Omega i 1999 lancerede deres nye Co-Axial escapement.
Det er, som om arbejdet med de mekaniske ure ikke fordrer vanvittig meget innovation, når først grundlaget er lagt. Der findes dog én undtagelse: ur-industriens brug af brandambassadører, altså personer, der er hyret til at repræsentere en virksomhed eller organisation.
Ifølge Wikipedia legemliggør brandambassadøren ”en virksomheds identitet i udseende, opførsel, værdier og etik” og påvirker et stort publikum til at købe og forbruge mere.
Den fidus var ur-branchen hurtigere til at opfange end de fleste: Da den brasilianske pilot og opfinder Alberto Santos Dumont i 1906 foretog den første officielt anerkendte motorflyvning i Europa, i himmelrummet over Paris, blev han ikke kun verdenskendt. Han blev også Cartiers ansigt udadtil.
