Sådan føles det at slås med Steven Seagal

Sådan føles det at slås med Steven Seagal
Offentliggjort

Fortalt af Sven-Ole Thorsen:

Jeg havde fået en rolle i filmen ’On Deadly Ground’, som Steven Seagal producerede, instruerede og spillede hovedrollen i. Michael Caine var skurken, og jeg var en af hans håndlangere. Vi optog filmen i Alaska. En dag bad Seagal mig om at sparke ham i maven. Han ville se, hvad jeg kunne. ”Nej, hvad mener du?” sagde jeg. ”Jo,” svarede han, ”spark mig.” Jeg sparkede ud efter ham, men ikke særlig hårdt. Han hev mig i benet, så jeg røg på måsen foran de andre. Det var flovt.

Han bad mig om at sparke ordentligt. Jeg har brugt mange år på min karate og ville ikke ligne en tøsedreng. Jeg lavede et hurtigt spark, et Mae-Geri. Man løfter knæet op og slynger underbenet ud som en slangebøsse. Jeg ramte ham i solar plexus, så han røg ned på knæ med tårer i øjnene. 70-80 mennesker stod og så på. De var helt stille. Han blev hjulpet op.

Jeg hjalp med at børste ham af og sagde undskyld. Han så ud til at tage det o.k., han havde jo selv bedt om det. Et par dage senere skulle vi filme en scene, hvor han skulle slå mig med et stykke ben fra en narhval. Jeg havde brugt det som våben tidligere i filmen, da jeg brækkede arme og ben på hans ven. Mange stuntfolk har tidligere klaget over Seagal, fordi han kan finde på at slå rigtigt, når han laver kamp-scener. Vi havde øvet scenen, og der var ikke nogen problemer. Da vi gik i gang med at optage, slog han mig med knoglen på halsen, lige på hovedpulsåren. Jeg gik i gulvet og var væk i 3-4 sekunder.

Jeg er sikker på, at han vidste, hvad han gjorde. Han er trænet i kampsporten aikido, hvor man lærer, at der er bestemte punkter på modstanderen, man skal ramme. Jeg kom op igen, og vi fortsatte optagelserne, men jeg fik senere at vide af en producer, at kampen var så ealistisk, at de havde besluttet, at min rolle døde i den situation. Der var ikke mere arbejde til mig. Min nakke var øm efter slaget. Jeg beklagede mig ikke over for ham. Beklage sig kan man gøre hjemme på hotelværelset.

Fortalt til Henrik Nordkilde. Teksten har tidligere været bragt i Euroman nr. 200.