Nostalgi-galore: Danske Palmes spiller tennis med ikonisk italienermærke

Palmes Tennis Society og Diadora laver sko-samarbejde.

Nostalgi-galore: Danske Palmes spiller tennis med ikonisk italienermærke
Offentliggjort

Tennissporten forstår som ingen anden sport at spille på nostalgiens mythos. Selvom spillet på banen konstant udvikler sig, synes sporten konstant at have som minimum ét ben placeret i tidslommen og dens selvhøjtidelighed. Og det er med den forståelse for nostalgi som fundament, kald det retro, at tennis også er blevet kendt som en af de mest stilfulde, æstetisk stærke sportsgrene, der findes.

Men ligesom at spillet aldrig lader sig begrænse af datiden, synes æstetikken også at være lettere omstillingsparat … på en sund, ikke-overekstatisk måde.

Det bedste eksempel på det herhjemme er det danske tennismærke Palmes Tennis Society, der de seneste tre år har vist, hvordan man med udgangspunkt i og med føling for, hvad tennis kommer af, kan pege i retning af, hvor sportens æstetik kan bevæge sig hen.

Derfor giver det også god mening, at de nu slår strengene sammen med italienske Diadora, der ejer al den tennisarv, Palmes endnu ikke har. Op gennem særligt 80’erne og 90’erne klædte Diadora nemlig store spillere som Bjørn Börg, Gustavo Kuerten og Boris Becker på.

Og en af de ting, som gårsdagens stjerner blandt andet bar, var skomodellen B.560, og det er også denne, som det første samarbejde mellem Palmes og Diadora tager udgangspunkt i.

B.560 har i Palmes-regi fået en overdel i fuldnarvet læder suppleret med ruskindsdetaljer og en mørk vask-finish på ydersålen. Skoen er blevet fremstillet og håndlavet på Diadoras hovedkontor i Caerano di San Marco i Italien.

Det er en glad stifter og ejer af Palmes, Nikolaj Hansson, der endelig kan løfte sløret for samarbejdet.

”Diadora har for mig altid været et af de mest ikoniske og autentiske sportsmærker. Fra da Björn Borg vandt Wimbledon i deres sko, til Ayrton Senna, der kørte Formel 1 i dem, videre til barndommens fodboldikoner som Baggio, Totti, Vieri og resten af slænget. Jeg husker tydeligt mit første minde om deres ikoniske fregio-logo, da Neville-brødrene og Roy Keane tørnede ud for Manchester United i den sorte læderstøvle med neongrønt logo. Siden da har jeg haft et ømt punkt for brandet.”

I den letbenede kampagnevideo for skoen fortælles historien om Giovanni Fabrizio, eller bare Gio, en 65-årig tennistræner fra Altamura i det sydlige Italien, der på grund af sine trickskud har fået et kultfølge på Instagram.

”Da jeg tog til Diadora, havde jeg allerede skrevet filmens manuskript med udgangspunkt i Giovanni Fabrizio. Min tanke var at lade følelsen af fortællingen om ham sætte retningen for skoens design, fremfor det omvendte,” fortæller Nikolaj Hansson fortsætter:

”Jeg havde fulgt Giovanni på Instagram i lidt over et år og elskede hans tilgang til tennis, som stemmer meget overens med, hvordan vi ser sporten i Palmes; et udtryk for ens personlighed, et sted hvor man kan have det sjovt og udfolde sig frit. Vi fløj Giovanni op til Diadora i tre dage og skød kampagnen, spillede tennis i timevis i solen, hørte om hans liv som tennistræner i Altamura nær Bari og dyrkede vores fælles kærlighed for tennis.”

Palmes x Diadora ’B.560’ bliver både sat til salg på Palmes.co og Diadora.com og hos udvalgte forhandlere globalt fra torsdag den 27. juni. Der er lanceringsevent i København i Norse Store på Kronprinsensgade, 1114 København K, samme dag.