HuskMitNavn udstiller på et museum i … Kastrup?!

Kunstneren uden ansigt åbner op for sine kendte og ukendte værker.

Offentliggjort

De fleste kender HuskMitNavn for hans enkle, grafiske stil, der blandt andet pryder plakater, muleposer fra Dansk Flygtningehjælp og bygninger rundt omkring i København. Han blander gerne elementer fra popkunsten og graffitiverden til at portrættere mennesker og hverdagssituationer på en let og humoristisk måde. 

På den lidt mere ukendte del af hans CV står dog også stentryk, serigrafi, kobbertryk og træsnit, og er du frisk på en lille tur ud af byen for at blive klogere på HuskMitNavns værker, så kan du svinge forbi udstillingen ’MED TRYK PÅ HuskMitNavn’ på Kastrupgårdsamlingen. Det er den første store retrospektive udstilling af hans arbejde.

For mange er Kastrupgårdsamlingen nok et ret ukendt kunstmuseum, men det er ikke ensbetydende med, at det ikke er et besøg værd.

Museet ligger i en historisk ejendom på Amager og viser tre årlige særudstillinger, der fokuserer på moderne grafisk kunst fra det 20. århundrede. 

Og så ligger det altså kun en lille halvtimes cykeltur fra Københavns Indre By, og der er gratis entré. 

Udstillingen ’MED TRYK PÅ HuskMitNavn’ på Kastrupgård åbner torsdag den 6. februar og løber til den 25. oktober. Læs mere her.