Bastian Emil Goldschmidt har en ganske særlig metode, han tyr til, når han skal skrive: ”Det er vældig effektivt”

I PERIODER, hvor jeg for alvor skal skrive, foregår det med så faste rammer som muligt. Jeg står op klokken 07, laver kaffe, tager tøj på – hver dag er det jakkesæt, det er klart – læser i en time, hvorefter jeg skriver fra 9 til 12. Det er noget, jeg har prøvet at holde meget strengt fast i.

Klokken 12 holder jeg en times pause. Og hvis der er styrke og humør, og hvis jeg har en følelse af at vide, hvor teksten skal hen, kan jeg godt fortsætte to timer mere. Men det er et klassisk kneb ikke at skrive sig selv færdig hver dag, så man ved, hvor historien skal hen den næste dag.

Undervejs i skrivningen holder jeg en lille pause en gang i timen. Jeg rejser mig op og ser på noget andet. I de perioder er jeg også meget streng over for telefonen. Den skal trænges langt tilbage. Den skal helt væk. Den er – i alle aspekter af livet – en fjende for mig. En følelse af endeløs tomhed.

DEN FØRSTE HALVDEL af ’Rytteren og den rejsende’ skrev jeg i hånden. For at slippe af med skærmen. For det første er alt det, man kan lave på computeren, distraherende. Og så er der også selve skærmlyset, der giver en følelse af at være bundet til skærmen. Det er en drænende tanke.