Restaurantscenen i Berlin har aldrig fået anerkendelse som den i København, London og Paris. Men noget er ved at ændre sig

For bare 10 år siden var tysk gastronomi i Berlin præget af franske retter og råvarer hentet ind fra Rungis-markedet i Paris. I dag blæser der nye vinde over Berlin, hvor den tyske underlegenhed er blevet smidt på porten, og hvor banebrydende restauranter som Nobelhart & Schmutzig og Ernst igen vover at sætte lokale råvarer helt i front på menuen.

Restaurantscenen i Berlin har aldrig fået anerkendelse som den i København, London og Paris. Men noget er ved at ændre sig
Offentliggjort

”Hvad er typisk tysk mad for dig? Og hvad er typisk berlinermad for dig?"

Spørgsmålet kommer fra restauratør og sommelier Billy Wagner. Han er den ene halvdel af duoen bag restauranten Nobelhart & Schmutzig, hvis regionalfokuserede tyske køkken i 2022 strøg ind på World’s 50 Best-ranglisten som nummer 17.

Det er en liste, Wagner tydeligvis har blandede følelser omkring, men han er alligevel stolt af placeringen. For Wagner og køkkenchef Micha Schäfer betyder anerkendelsen langt mere end opmærksomhed og et træk af tilrejsende foodies i restauranten.

Anerkendelsen er særlig, fordi Nobelhart & Schmutzig er en restaurant, hvor tyske råvarer og madkultur er helt i front.