Topgastronomiens epicenter: Her er fire af Paris' allerbedste restauranter

Få steder formår man som i byernes by at forene storladen luksus med finesse, raffinement og stærke, personlige budskaber på tallerkenen. Vi har besøgt fire af byens michelinrestauranter, som hver især viser mangfoldigheden i det franske gourmetkøkken anno 2024.

Topgastronomiens epicenter: Her er fire af Paris' allerbedste restauranter
Offentliggjort

Nogle byer er i stand til at bringe sine besøgende i en særlig sindsstemning.

Paris er en af dem, og man forstår hurtigt hvorfor, når man bevæger sig hen ad de store boulevarder med det ene bygningsværk efter det andet, som synes overmenneskeligt i sin størrelse, arkitektur og udsmykning.

De franske konger led muligvis af storhedsvanvid, men man må give dem, at de med deres store tanker gjorde Paris til en ikonisk by på et niveau, hvor ganske få andre på verdensplan kan være med.

Også på madscenen har Paris været toneangivende gennem adskillige år, og var man gastronomisk interesseret og på jagt efter kulinarisk dannelse, var Paris et fuldkomment obligatorisk rejsemål. Helt samme ubetingede suverænitet har byen ikke haft i nyere tid.