The Dictator: Sacha Baron Cohen slår til igen

Provokomikeren, forklædningskunstneren og PR-geniet Sacha Baron Cohen slår til igen, denne gang som diktator. Vi fortæller her om manden bag maskerne.

Sacha Baron Cohen har talent for især to ting, og de to ting er nært forbundne: Han kan generere massive mængder presseomtale, og han kan skabe happenings, filmscener og tv-øjeblikke så grænseoverskridende, at de ætser sig ind i hukommelsen. Senest til dette års Oscar-uddeling, hvor komikeren hældte det, han hævdede var Kim Jong-Ils aske, ud over en entertainment-reporter. Da Cohen blev eskorteret væk, råbte han til sit offer: ”Hvis nogen spørger dig, hvem du har på, så sig Kim Jong-Il!”

Et stykke begavet slapstick, som dermed kan kaldes klassisk Cohen. Det var samtidig et aparte reklamefremstød for Cohens nye film ’The Dictator’, og som sædvanlig var komikeren i forklædning, denne gang som Admiral General Aladeen, hovedpersonen i den nye film.

Et portræt af den 40-årige britisk-jødiske komiker er i lige så høj grad et portræt af de figurer, han udtænker og derefter slipper løs i virkeligheden. At Cohen relativt sjældent giver interview som sig selv, synes kløgtigt. Dels har folk med en gådefuld aura det med at få ekstra presseomtale, dels kan hans privatperson kun blegne i forhold til de kulørte alter egoer. Som privatperson virker Sacha Baron Cohen nemlig lige så reserveret, som Borat, Brüno og hans øvrige skabninger virker ublu og linseliderlige. I sine sjældne optrædener som sig selv fremstår Cohen kvik, høflig, sympatisk og veltalende – og en anelse poleret. Hvor hans idol Peter Sellers var omtrent lige så skør, når kameraet var slukket, lader Cohen til at have sin vildskab under fuld kontrol.

Passende nok er komikeren et spøjst blandingsprodukt. Moderen er israeler, og faderen er fra Wales. Han blev født i London og voksede op i en middelklassefamilie, som han har betegnet som meget kærlig. Hans lyse hoved førte ham i retning af historiestudier på eliteuniversitetet Cambridge, hvor Cohen også kastede sig over at spille teater. At han er en ganske flot mand, får man sjældent lejlighed til at konstatere pga. de mange fjollede forklædninger. Men da Cohen var i starten af tyverne, arbejdede han faktisk som model og høstede muligvis værdifuld insider-viden til Brüno-figuren i denne forbindelse.

Efter universitetet gik Cohen på klovneskole i et år. Hans læremester var den anerkendte Philippe Gaulier, som siden udtalte: ”Han var en god klovn. Masser af gejst.”

I slutningen af 90’erne fik Cohen sin første satiriske fuldtræffer med figuren Ali G, som i første omgang slog sine folder i satireprogrammet ’The Eleven O’Clock Show’. Ali G er en britisk wannabe-gangsta-hiphop-type med sit eget ungdomsprogram på tv, ’Da Ali G Show’. Den løbende joke var, at Ali G tydeligvis intet vidste om de prominente personer, han interviewede. Eller for den sags skyld havde nogen viden om noget som helst. Derfor kunne man opleve ham stille astronauten Buzz Al-drin spørgsmål som: ”Tror du, at mennesket en dag vil gå på solen?” og ”Da I ankom til månen, var de lokale så venlige over for jer, eller blev de bange?” Dumme spørgsmål, som samtidig er kløgtigt udtænkt. En blanding, som er karakteristisk for Cohen, hvis humor nok er rig på penisjokes og anden plathed, men afgjort også henvender sig til folk, der forstår at læse mellem linjerne.

Desuden siger Ali G’s aparte interviewstrategi formentlig mere om disse medievante folks sande personlighed, end et traditionelt interview ville gøre. Hvordan reagerer de, når det går op for dem, at de sidder over for en person, der synes at mangle selv de mest basale elementer i den journalistiske værktøjskasse? Med irritation, sarkasme, overbærenhed eller noget helt fjerde-femte?

Cohens mission med Ali G-figuren var formentlig primært at gøre grin med fordummende ungdoms-tv samt velstillede hvide, der giver den som ghetto-drenge for at øge deres cool-faktor. Ali G taler eksempelvis med en tåbelig jamaicansk-inspireret dialekt og betegner sig selv som sort, skønt han højst er moderat mørklødet. Alligevel mente forfatter og skribent på The Guardian Jeanette Winterson, at Cohen videreførte en racistisk form for ’skosværte i ansigtet’-humor. Og det var bestemt ikke sidste gang, han skulle dele vandene.

Ali G gik senere til filmen i den ikke voldsomt vellykkede ’Ali G Indahouse’, før figuren blev stedt til hvile, som figurerne logisk bliver, når først det er gået op for omverdenen, at de er fiktive. I 2006 cementerede han sin status som en af verdens mest kreative komikere med fupdokumentarfilmen Borat. Titelfiguren er en klovnagtig og munter, men også primitiv, vulgær og intolerant journalist fra Kasakhstan, der rejser til USA for at indsamle viden, der skal komme hans mindre udviklede hjemland til gode. I det, Borat kalder ’U.S. and A.’, støder han ind i en lang række lokale, der reagerer på figuren, som var han en virkelig person.

Jødiske komikere har aldrig været blege for at gå hårdt til deres eget folk, og det er på sin vis dette, Sacha Baron Cohen fører ud i sin yderste konsekvens, når han lader Borat være hvidglødende antisemit. På en bar i Arizona lykkedes det ham således at få folk til at synge med på en smædesang med titlen ’Smid jøden i brønden’ – nogle dog med større entusiasme end andre. Med sin buldrende politisk ukorrekte facon giver Borat-figuren dem, han møder, mulighed for at lufte de fordomme, de selv måtte have. Hvilket adskillige af dem gør. Sacha Baron Cohen bruger dermed en facade i form af en fiktiv figur til at komme bag rigtige menneskers facade.

Med Borat lykkedes det desuden Cohen at lægge sig ud med sine egne. Den New York-baserede pro-israelske lobbyorganisation Anti-Defamation League udtrykte bekymring for, at nogle blandt publikum ikke ville være i stand til at opfange, at Borat-projektet reelt ikke tilsvinede jøder, men derimod udstillede fordomme om jøder. Og det var blot en brøkdel af balladen. De første minutter af filmen tegner et billede af Kasakhstan som et mudderhulssamfund, hvor kvinder rangerer under trækdyr, incest er en selvfølge, og mekanikere bijobber som abortlæger. Scenen blev reelt filmet i den rumænske landsby Glod, hvor flere indbyggere var statister. Nogle af dem følte sig snydt og ydmygende fremstillet og lagde sag an mod Cohen. Den blev afvist, men det blev filmen til gengæld også af censuren i samtlige arabiske lande med undtagelse af Libanon. ’Borat’ kastede også andre sagsanlæg af sig, og sammen med protesterne og forbuddene har de utvivlsomt medvirket til at holde Sacha Baron Cohens navn i kog i den kollektive bevidsthed.

Cohen er blevet kaldt stuntkomiker, men han trækker også på den såkaldte cringe comedy (frit oversat ’krumme-tæer-komik’), som fyldte en del i 00’erne. Det er en tvetydig størrelse, fordi den delvist bryder med komikkens første bud: at få folk til at grine. Hører man til dem, der føler ubehag ved at se andre mennesker kvaje sig eller blive bragt i forlegenhed, vil man næppe kunne sidde igennem Cohens film. Når Borat ved et fint middagsselskab udbreder sig om, hvilke af de kvindelige deltagere han finder seksuelt attraktive og hvilke ikke, er det et frontalangreb på de mest basale sociale normer. Meningen med dette stunt er at afdække, hvor langt amerikanernes tålmodighed med det, de tror er en lidet sofistikeret og uoplyst udlænding, rækker.

Cohens tilsyneladende totale mangel på respekt for tidens tabuer har en slags pendant i hans fysiske hæmningsløshed, som når Borat i sit adamskostume har en slåskamp med en lige så nøgen mand med efterfølgende jagt gennem et hotel.

Efter at have udforsket race- og racismespørgsmål vendte Sacha Baron Cohen sig i sin næste fupdokumentarfilm mod et andet ømtåleligt emne, nemlig homoseksualitet. Til det formål genoplivede komikeren en figur, han havde kreeret ti år forinden, og heller ikke denne gang kunne Cohen beskyldes for at ty til underdrivelsens kunst.

Den østrigske modereporter Brüno Gehard (udtales Gay-hard) kan bedst beskrives som en parodi på en bøssestereotyp. En skabagtig ærkenarcissist, der desuden har den ambition at blive ’den største østrigske superstar siden Hitler’.

Privat er Cohen heteroseksuel og far til to døtre, som han har med skuespilleren Isla Fisher, og på dette tidspunkt i karrieren kan det næppe være kommet bag på ham, at ikke alle fandt Brüno-figuren hysterisk morsom. ”Sacha Baron Cohens velmente forsøg på satire er ofte problematisk eller direkte stødende,” udtalte et højtstående medlem af den homoseksuelle interesseorganisation GLAAD til New York Times.

’Brüno’ er dog primært en syngende lussing til en verden, der savler over berømthed og al dens væsen, og man bemærker, at figuren for nylig fik en dansk tvilling i skikkelse af teatralske Gustav fra reality-programmet ’For lækker til love’. I en scene tester Brüno barnemodellers forældres grænser med hensyn til, hvad de vil udsætte afkommet for i jagten på berømmelse. Fedtsugning? En fotosession med poden klædt i naziuniform?

At dele af Sacha Baron Cohens film har manuskript, er ingen hemmelighed, men der er blevet gisnet om, nøjagtigt hvad der er iscenesat, og hvad der er ægte reaktioner. På salon.com kan man endda finde en detaljeret gennemgang, ’What’s real in ’Borat’?’ Spekulationerne skyldes måske også Cohens forbløffende evne til at blive i rollen og bevare sin millimeterpræcise komiske timing i de mest afsindige situationer. På et tidspunkt i ’Brüno’ forsøger titelpersonen forgæves at forsage sin seksualitet for at fremme sin karriere, og som led i den plan melder han sig til det amerikanske hjemmeværn. Da han tilfører sin uniform et par umiskendeligt bøssede strejf, begynder to overordnede at brøle den uanfægtede komiker ind i ansigtet, hvilket i sammenhængen fuldkommen underminerer deres autoritet. Kun Cohen kunne have leveret lige dén vinkel på den mangeårige debat om homoseksuelle i det amerikanske forsvar.

I forbindelse med premieren på ’Brüno’ forklarede Cohens medmanuskriptforfatter Dan Mazer til Vanity Fair, at der ligger så minutiøs forberedelse bag hver figur, at Cohen altid har svar på rede hånd. I forberedelsesfasen forsøger de desuden at forudsige, hvordan folk vil reagere. ”Vi er forberedt på alt,” forsikrede han Vanity Fair.

Seneste skud på Cohens skæve satire-stamme er altså den arabisk udseende Admiral General Aladeen. Generalen kommer fra et fiktivt land, måske fordi sådanne jo ikke kan lægge sag an. Men timingen virker ikke tosset, når man tænker på, hvor meget politiske forhold i den arabiske verden har fyldt i medierne det forgangne halvandet år. Filmens titel inviterer jo desuden til en sammenligning med filmhistoriens måske største komiker, Charlie Chaplin og hans klassiker ’The Great Dictator’ fra 1940, så Sacha Baron Cohens selvtillid synes på toppen.

I øvrigt har det længe været på tale, at Cohen skal spille rockbandet Queens afdøde frontmand Freddie Mercury. Det ville give glimrende mening, og ikke kun pga. den iøjnefaldende fysiske lighed. Mercury var også yderst tilbageholdende med at dele sin privatperson med offentligheden, men til gengæld et sandt flamboyant festfyrværkeri på en scene.

- Det spæde tilløb til Ali G-figuren blev taget i Cohens barndom. Som 12-årig var den kommende komiker optaget af rap og breakdance, som han syntes, var noget mere cool end hans egen jødiske middelklassebaggrund.

- Cohen har været interesseret i racespørgsmål, længe inden han brød igennem som komiker. Som studerende på Cambridge skrev han en opgave om amerikanske jøders rolle i 60’ernes borgerrettighedskamp.

- Det jakkesæt, Borat bærer, har aldrig været vasket. Cohen undlod desuden at bade eller bruge deodorant i dagene før en optagelse.

- Han har et produktionsselskab, der hedder Four By Two, hvilket er London-slang for jew/jøde.

- Hans fætter, Simon Baron-Cohen, er en anerkendt professor, som forsker i autisme.

TWITTER Følg os på twitter