Er du lige så vild med Birkenstocks ’Boston’, som vi er? Så bør du kigge efter deres nye model

Her er to ting, journalist Magnus Fuglsang Søgaard for nyligt har erhvervet sig.

Offentliggjort

Et hvidt håb

At finde den perfekte hvide skjorte lyder som en enkel opgave. Og det er det måske også – for nogle. Men ikke for mig. Det er en opgave, der på mærkværdig vis har antaget en overnaturlig dimension. 

Hver gang jeg står foran at skulle købe en ny, føler jeg en dyb, næsten primal uro. Det er ikke bare stof og knapper, der hænger der. Det er et løfte om noget større. 

Den skal sidde godt, men ikke for godt. Kraven må ikke være for stiv, men heller ikke så slap, at den falder sammen som en pandekage. Den skal være hvid – rigtig hvid. Ikke knækket hvid, ikke næsten hvid, ikke ”det kommer an på lyset”-hvid. 

Jeg har købt skjorter, hvor jeg tænkte: Nu er den der. Men som viste sig at blive en engangsforestilling. De havde hver deres grunde til ikke at være rigtige. 

Nu har jeg fundet mit næste forsøg: Svenske Our Legacys ’Beyond’-skjorte, lavet i en blanding af bomuldspoplin og lyocell, der giver den en god alsidighed. Tror jeg. Jeg har den på nu. Den føles … rigtig. Indtil videre.

Our Legacy ’Beyond Shirt’ til 1.940 kr. 

Fra Boston til Reykjavik 

Jeg er stadigvæk aldrig helt kommet videre fra den ’Boston’-bølge, der væltede ind over os, da pandemien rasede. Og jeg har heller ingen planer om det. Jeg elsker dem inderligt og går i dem hver dag derhjemme. Jeg går også i dem uden for mit hjems fire vægge, når vejret er til det – og også når det ikke er. 

Men selvom jeg virkelig presser citronen, når det kommer til, hvor længe jeg kan gå i mine Birkenstock ’Boston’ udenfor, er der en naturlig grænse, hvor jeg bliver åndssvag at se på. 

Heldigvis har Birkenstock lavet et bud på en mere helårsagtig model, der minder om ’Boston’. ’Reykjavik Lenb’ er udstyret med Birkenstocks topmodel af en sål, ’Deep Blue Footbed’, og en PU-ydersål, der giver både beskyttelse og support. Er det så en vintersko? Nej, tydeligvis ikke. Men nu kan jeg som minimum forlænge Birkenstock-sæsonen med nogle måneder. 

Birkenstock ’Reykjavik Lenb’ til 1.700 kr.