Nagieb Khaja arbejdede som nedriver og vagt på S-togstationer efter studiet. I dag kan Cavling-vinderen komme ind steder, hvor andre journalister hverken kan eller tør få adgang
Når alle andre rejser ud, rejser journalist Nagieb Khaja ind. Anders Ryehauge har spurgt Cavling-vinderen, hvad der får ham til at sætte alt på spil for den gode historie.
Jeg interesserede mig for international politik i en ret tidlig alder. Det var noget, jeg havde fået fra min far. Han var kommet til Danmark som såkaldt gæstearbejder, han lærte aldrig rigtig at tale dansk, han var ufaglært og tilhørte den nederste del af fødekæden herhjemme. Men han var meget interesseret i verden. Som barn så vi ofte nyheder fra CNN og BBC, mens han fortalte mig om, hvad der foregik rundt omkring.
Da Sovjetunionen invaderede Afghanistan i 1979, var det min fars søskende, der rendte rundt i krigen dernede. Min onkel prøvede at flygte illegalt over grænsen til Pakistan, og nogle gange kunne jeg høre min far snakke med menneskesmuglere i telefonen. Under den efterfølgende besættelse og borgerkrig flygtede alle min mors søstre også. Da jeg var 11 år, rejste vi fra Avedøre til Indien og boede med dem i en flygtningelejr i to måneder, fordi min mor ikke havde set dem i over 10 år.
På den ene side havde jeg en helt almindelig opvækst i Avedøre Stationsby, hvor jeg spillede fodbold med vennerne, og på den anden side kunne min sommerferie bestå af primitive vilkår i en flygtningelejr. International politik blev på en naturlig måde let at identificere sig med, fordi krige og konflikter var tæt på. Mine venner syntes, jeg var en nørd, fordi jeg gik så meget op i, hvad der skete ude i verden. Jeg var opslugt af historie og geografi, og som 12-årig kunne jeg samtlige hovedstæder i verden, hvilket gav mange vikarer røde ører, når mine klassekammerater fik lokket dem til at konkurrere imod mig.
Min familie kommer fra en del af verden, der bliver meget dæmoniseret. Hvis man så tv fra Mellemøsten dengang, var det altid sure mennesker, der stod og råbte ’Død over Vesten!’ Jeg vidste, at det var noget bullshit, når min fars generation blev portrætteret som gale afghanere eller arabere, der brændte flag af, for jeg sad med ham og mine morbrødre, som var helt stille og rolige mennesker, der gik op i Premier League og grinede af ’The Benny Hill Show’. Men i medierne var det altid endimensionelt, og det nagede mig fra en meget tidlig alder.
