Det har jeg lært: Stig Hoffmeyer

Den 72-årige skuespiller om at blive bagbundet og skudt på, stor poesi og om at vokse op som dansk dreng i 40’ernes Paris.

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

”Jeg flyttede til Paris som femårig, fordi min far var diplomat. Vi kørte med tog gennem det sønderbombede Tyskland. Især ruinhobene i Hamborg er billeder, der står tydeligere for mig, som årene går. Rejsen var et kulturchok. Det ene øjeblik cyklede jeg på min trehjulede cykel hjemme på gården i Hillerød, det næste var jeg på Avenue Marceau. Det grundlagde en utrolig fædrelandskærlighed i mig, som jeg har levet med siden. Jeg havde danske skolebøger med hjemmefra, og det var stort for mig at se fiskekuttere fra Marstal eller det sociale boligbyggeri på Bispebjerg. Bare det at komme på besøg i Danmark og opleve de gemytlige tog-konduktører var fantastisk. Samtidig blev jeg fascineret af det franske. Opholdet skabte en dobbelthed i mig. Der var en elegance, en esprit, en optagethed af kultur, som gjorde indtryk på mig – og en anden form for humor, der ikke var baseret på ironi. Jeg har været så tilpas tosproget, at jeg i mange år tænkte på fransk, og gør det stadig, når jeg skal lave hovedregning.”

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?

”Jeg havde aldrig en drøm om at blive skuespiller som barn. Men jeg gik på Herlufsholm, og da vi skulle lave skolekomedie med bal bagefter, havde jeg inviteret en pige, jeg var varm på. Desværre skulle jeg spille den unge pige i stykket, fordi jeg var den mindste i min klasse. Jeg prøvede at komme af med rollen, men der var intet at gøre. Jeg hang på rollen med paryk, bryster, slangekrøller og det hele. Jeg anede ikke mine levende råd. Så bestemte jeg mig for at spille så dårligt, at pigen indså, at jeg var for maskulin til rollen. Men da jeg trådte ind på scenen, gik det op for mig, at jeg ikke kunne svigte min karakter. Så jeg spillede bare løs. Jeg fandt rollen og mistede pigen. Jeg havde en anden aha-oplevelse, da jeg blev student og med få timers varsel blev bedt om at holde tale til translokationen. Under middagen sad jeg med min mor på den ene side og rektor på den anden. Jeg havde ved en fejl fået en flaske rødvin for mig selv og drukket kraftigt af den. Jeg rejste mig op, og det gik fint. Indtil klappen gik ned. Så stod jeg der og sagde ingenting. Rektor hvæsede til mig: ’Sig noget om taknemmelighed!’ Men det kunne jeg ikke bruge med mit anti-autoritære gemyt. Så jeg stod der bare i en evighed, indtil jeg gik videre. Det der ’slip’ gav mig muligvis et traume. Jeg besluttede mig for, at jeg skulle have et job med sufflør.”

Hvad er din største succesoplevelse?

”I mit fag er succes og skuffelser meget subjektivt. Især når man som jeg er kommet sidelæns ind. Jeg skulle lige omkring et jurastudium først. Jeg har også bevæget mig ind på andre kunstneriske boldgader såsom maleriet, hvor jeg egentlig ikke hører hjemme. For mig er de største succesoplevelser de små, ubevidste bemærkninger fra udenforstående, som bekræfter mig i, at det var umagen værd. Jeg havde engang en portrætudstilling på Skejby Sygehus, hvor en fin ældre dame til ferniseringen udbrød: ’Det er jo vidunderligt.’ Muligvis mente hun den fantasifulde ophængning, som min gallerist havde lavet, men jeg tog det til mig. Det er jo sårbart at udstille sig på den måde. Der skal ikke meget til at vælte én af pinden eller til at give én mod til at gå videre.”

Hvad er det bedste råd, du har fået af din far?

”Min far var ikke nogen handyman, alligevel sagde han: ’Lær et håndværk. Lær at binde bøger ind eller at forsåle sko!’ Han døde i 1962, og i 60’erne var det ikke moderne at ’blive ved sin læst’, så jeg fulgte desværre ikke rådet. I øvrigt er det måske mere relevant nu om dage at spørge: ’Hvilket råd har du fået af din søn?’ For uden ham ville jeg være fortabt i cyberspace. Jeg kan også søge råd hos min datter (Mille H. Lehfeldt, red.). Hun er uddannet, og jeg er autodidakt.”

Hvad bør mænd vide om kvinder?

”Jeg er udstyret med to storesøstre og gik på en kostskole uden piger. Så jeg vidste både for meget og for lidt. Men efter mere end 35 år med Kirsten (Lehfeldt, red.) ved jeg lige tilpas. Et råd kunne være: Hvis hun vil bestemme, hvor skabet skal stå, så hjælp hende med at flytte det derhen. Hun bliver glad for det – og hun har, måske, også mest forstand på skabe.”

Har du nogensinde været i livsfare?

”Muligvis under en H.C. Andersen-festforestilling i 2005 på Det Kgl.Teater. Der var en hoben af notabiliteter, der- iblandt kongefamilien og fru Mubarak (Ægyptens tidligere førstedame, red.), der var omgivet af bodyguards. Teatret sværmede med politi. På vej ind til teatret kom jeg i tanke om, at jeg i løbet af forestillingen skal liste mig ind på tilskuerrækkerne og derfra styrte op på scenen. Det kan ende galt, slog det mig med tanke på de bevæbnede ægyptere. Lige inden tæppet skulle gå, fik jeg fat på scenemesteren, som fik beskeden videre til betjentene og Mubaraks folk. Bagefter fik jeg at vide, at det var heldigt, at jeg varskoede dem. Ellers havde de ’uskadeliggjort’ mig.”

Hvem er dine forbilleder?

”Enrico Caruso (italiensk tenor, red.). Jeg begyndte at gå til sang, da jeg var i trediverne. Min daværende sanglærer syntes, at det lød håbløst, så han sendte mig i byen for at købe en plade med Dietrich Fischer-Dieskau (tysk baryton, red.). Jeg fandt også en plade fra 1902 med Caruso. Det er en af de første grammofonplader, der nogensinde er lavet. Pladen skrattede slemt, og jeg fattede først ikke, hvorfor man ville ulejlige sig selv med den slags. Men tredje gang jeg hørte den, sagde det BANG i hele kroppen. Jeg fik fornemmelsen af, at nu havde jeg oplevet skønhed objektivt. Dette kunne ikke overgås. Sådan havde jeg det også med Rilke, første gang jeg læste hans digte, og med mange andre ting i mit liv. Man skal igennem en fase, hvor man tænker: ’Hvad er dog det her for noget? Hvad skal jeg med det?’ Før man indstiller sit eget apparat på det, man modtager, kan mange ting være én totalt uforståeligt og fremmed.”

Hvordan holder man sig ung?

”Man skal sætte sig nogle mål, helst uopnåelige. Jeg arbejder meget med min stemme og prøver stadig i en alder af 72 at lære at synge. Jeg synger klassisk, mest neapolitanske sange, Schubert og lieder (tyske kunstviser, red.). Jeg synger altid alene, der er ikke nogen, der må høre det. Det er et laboratorium. Nogle gange tror jeg, at jeg har ramt loftet, og så kan jeg blive helt fortvivlet. Jeg når aldrig til vejs ende, men til gengæld holder det mig i gang. Det er ligesom med Achilleus og skildpadden. Man nærmer sig et mål, og jo tættere man er på det, jo større bliver ens erkendelse af den resterende afstand. Man er måske rent objektivt tæt på målet, men fornemmelsen af, hvor meget der mangler, er stadig uendelig. Jeg har haft følelsen af, at nu kan Aksel Schiøtz (dansk tenor, 1906-1975, red.) godt gå hjem og lægge sig. Og så opdager jeg: Gud fader, jeg kan jo ingenting! Men jeg kan ikke lade være med at prøve. Det er, som om kroppen kræver det af mig.”

Stig Hoffmeyer har medvirket i bl.a. ’Rejseholdet’ og ’Forbrydelsen III’ og har haft roller på alle de store teaterscener. Privat danner han par med skuespillerinden Kirsten Lehfeldt.