’Camilla Martin-finten’ og kommercielle karruseller: Vi tog til premiere på ’Schmeichel’

DER ER EN stille summen fra forretningsmøder og folk, der hamrer i tastaturet på deres arbejdscomputere, da jeg træder jeg ind i foyeren på Hotel Villa i det indre København.

Jeg kigger rundt, noterer mig, at ingen venter på mig og ringer derfor til Natacha, den engelske kontaktperson, som skulle vente på mig ved indgangen.

To gange ringer jeg til hende – intet svar.

Jeg slår mig ned i en ordentlig kasse af en lilla veloursofa i et hjørne, hvor jeg kan overvåge, hvad der foregår i resten af rummet, og venter.

Et lille stykke til venstre for mig sidder en ung kvinde. Peter Schmeichels selvbiografi ’One’ fra 2021 ligger på bordet foran hende, og hun kigger skiftevis desperat ind sin laptop og skriver i hendes gigantiske notesbog.

Pludselig åbner to skydedøre sig i den ene ende af lokalet, og ud træder han, med, hvem jeg antager, er Natacha luntende lige i hælene.

Jeg rejser mig op og bevæger mig forsigtigt imod ham. Han går lige forbi mig, og der kommer det så – det lille, ynkelige og nervøse pip. Som en fugleunge, der vil have fat i sin mor:

”Peter, det er mig fra Euroman.”

HAR MAN BEVÆGET sig rundt i København de sidste par dage, har Peter Schmeichels ansigt ikke været til at undgå. Alle busreklamer er smurt ind i hans tilbagestrøgne blonde hår og store blå øjne.

Selv fredsduen på væggen ved Den Røde Plads på Nørrebro har måttet lade livet for kampagnen, der er skyllet ind over byen og har tilplastret den med navnet ’Schmeichel’ – en dokumentar, produceret af streamingtjenesten SkyShowtime, omhandlende, ja, manden med vingefanget, og som teaseren siger: ’The perhaps best keeper of all time’.

I forbindelse med sådan en stort opslået dokumentar følger den helt store tur rundt i pressemanegen. Og Euroman er selvfølgelig en del af den.

Det starter med en mail:

“I’m thrilled to invite you to an exclusive premiere of the Schmeichel documentary, a SkyShowtime Original, happening on Tuesday, February 4th at the stunning Villa Copenhagen.

The two-part documentary delves into Peter Schmeichel's astonishing 22-year football career and his life beyond the sport. Described by Sir Alex Ferguson as ‘the greatest goalkeeper of all time’ and credited by his peers as ‘reinventing the position of the goalkeeper’, Schmeichel features unprecedented access to the man himself as he lifts the lid on what it really takes to be one of the world’s greatest sportsmen.”

Næste skridt er så, at man på redaktionen kigger hinanden i øjnene. Kan vi overhovedet få noget brugbart ud af det? I dette tilfælde var svaret nok nej. Det er simpelthen ikke vores metier at stå på en rød løber og hive citater ud af kendisser.

Men inden vi når at svare, modtager vi endnu en mail:

“You’re also more than welcome to secure a spot at our press junket on February 4th – as well as send a photographer / crew to cover the red-carpet event at night.”

Et interview med Peter Schmeichel siger vi ikke nej til.

ET ARRANGEMENT PÅ den røde løber foregår som regel på den måde, at pressen ankommer en times tid i forvejen.

Jeg lægger ud med at blive råbt i hovedet af en PR-medarbejder, fordi jeg – hvad antageligvis alle i dette underholdningsland ved – ”sgu da for helvede ikke skal træde på ’løberen’.”

Min fejl.

De øvrige og ivrige journalister går lidt rundt om hinanden, mens de lige så stille indtager deres positioner.

Peter Schmeichel og familien er de første, der ankommer, til stor begejstring for sidelinjen. Seks minutters billedskydning bliver det til – og det i alle tænkelige konstellationer. Med børn, uden børn, parbilleder, portrætter. Og så er det tid til interviews.

Spillereglerne er simple: Har en journalist først fået den uddelte opmærksomhed, har de den, indtil gæsterne selv vælger at træde videre til næste sladdergrib, og sådan går turen ligesom ned ad løberen. Man respekterer hinandens rum, når det først er afgivet.

PÅ RYGTEBØRSEN har der i ugen op til været varmt. Snakken gik på, at navne som Sir Alex Ferguson, Thierry Henry, Stormzy og Eric Cantona ville dukke op. Og lad mig bare prikke hul på den oppustede ballon med det samme: Det gjorde de ikke.

Til gengæld lægger både Claus Elming, Wafande, Rasmus Brohave og Niels Brandt vejen forbi og soler sig i kameraernes skær.

Camilla Martin er der også. Hun vælger dog at lave en finte, som mange kendisser kunne tage ved lære af, hvis de ikke allerede har den i repertoiret:

Først sniger hun sig bagom den røde løber og placerer sig blandt menneskemængden for enden af den. Dernæst indleder hun en forsigtig smalltalk – i dette tilfælde er det Peter Falktoft, der inddrages – hvorefter hun langsomt, men sikkert trækker mod løberen.

I små glimt lader hun søgende blikket gå rundt blandt journalisterne, indtil Her & Nu hidkalder hende, hun kan trække let på skuldrene og sukke åbenlyst. Nu bliver hun nødt til at tage turen, selvom det på ingen måde var planen.

ET JAZZBAND HAR indtaget en lille scene i foyeren bag den røde løber. Der mingles, kindkysses, og rummet fyldes af en pragtfuld blanding af danske og britiske stemmer.

Pludselig overdøves snakken af en mørk røst, der over højttaleren beordrer folk på plads i biografsalen, hvor den feterede engelske sportsværtinde, Jules Breach, står klar til at styre slagets gang.

Peter Schmeichel sidder forrest i midten med sin kone Laura Von Lindholm, flankeret af resten af familien på de forreste rækker. Det er lidt som at være med hjemme i dagligstuen, bortset fra, at den deles med cirka 250 andre mennesker.

’Schmeichel’ er en dokumentarfilm i to dele. Den zoomer ind på målmandsikonet og fortæller den ret utrolige historie om en ærgerrig lille dreng fra Gladsaxe, der tager turen fra Hvidovre til Brøndby og videre til hjerteklubben Manchester United.

Det er historien om nogle af fodboldhistoriens mest ikoniske triumfer: den danske sejr ved Europamesterskaberne i 1992 og The Treble, som Manchester United i 1999 hev hjem, da de i overtiden vendte 0-1 til 2-1 mod Bayern München og dermed tog Champions League-trofæet i Schmeichels absolut sidste kamp for storklubben. Men den er også et indblik i en stor personlighed, der både inspirerede og brændte broer på sin uafvigende vej mod stjernerne.

Den skriver sig også ind i den bølge af forholdsvis ukritiske dokumentarer, der lanceres i ét væk, ofte med britiske stjerner i hovedrollen. Her har mænd som David Beckham og Robbie Williams de seneste år fået pudset glorien godt og grundigt af.

I ’Schmeichel’ får vi dog også lov at se på nogle af de skyggesider, der har præget Peter Schmeichels liv. En vindermentalitet og et iltert temperament, som i hans aktive karriere flere gange var tæt på at spænde ben for ham.

DET ER OGSÅ derfor, det ynkelige, nervøse lille pip på den måde ryger ud af mig i foyeren på Hotel Villa morgenen efter, hvor jeg har fået mit lillebitte interview-slot.

Peter Schmeichel er ikke hr. hvem-som-helst. Han har en aura omkring sig – en autoritet, der kunne makulere selv de dygtigste og mest selvtillidsfulde Premier League-angribere op gennem 90’erne.

Kort forinden interviewet får jeg på mail besked om, at jeg ikke må stille personlige spørgsmål, så jeg må ændre min spørgeramme, og beslutter mig for at mærke stemningen af.

PR-medarbejderen Natacha når også lige at understrege, at jeg har ti minutter at gøre godt med, inden hun trækker sig tilbage. Vi sætter os ned i den store veloursofa.

Du var i hopla i går. Meget veloplagt, synes jeg.

”Ja, det er man jo nødt til at være.”

I kørte interviews i Sverige forleden dag også, kunne jeg forstå?

”Ja og så i København hele dagen i går. Og et par stykker i dag, men det værste er ved at være overstået.”

Hvordan har du det med hele cirkusset?

”Det har været lige i overkanten. Jeg tror, det her er interview nummer 41. Men det er lidt nemmere at gøre det på den måde, end at sprede det ud over mange dage, for jeg har også et arbejde, der skal passes. Natacha, der har arrangeret det hele, har virkelig været fantastisk, så det har været super.”

Der er jo en tendens til, at de her sportsdokumentarer ofte er sat i gang på stjernernes eget initiativ. Men er det rigtigt forstået, at du ikke har haft noget som helst med selve produktionen at gøre?

”Ja det er rigtigt nok, jeg har faktisk bare stillet mig til rådighed. Og det var sindssygt vigtigt for mig, at jeg ikke skulle være indblandet i produktionen. Det var heller ikke min idé at lave den. På baggrund af den bog, jeg udgav i 2021, som var mit eget personlige projekt, så har der været overvældende meget interesse. 

Jeg satte pris på SkyShowtimes idéer, fordi de gerne ville fortælle en lidt større historie end bare den om fodboldspilleren, men også ville lidt ind under huden på mig som person. Men jeg sagde til dem, at jeg ikke ville være involveret i indholdet.”

Har det været svært at overlade dit eget narrativ til nogle andre?

”Ja, men det er noget, jeg arbejder rigtig meget på, for det er sindssygt stressende at have kontrol over alt og alle hele tiden.”

Hvordan har du det med resultatet af dokumentaren?

”Det er virkelig underligt at se sig selv på den måde. Jeg er mest glad for den rolle mine børn, min søster og min kone har i filmen. Jeg synes virkelig, de brænder igennem på en god måde og får fortalt nogle ting om mig, som jeg ikke lige havde set komme. Men jeg synes, reaktionerne var gode, så jeg håber, at folk synes, det er en god film.”

Natacha indikerer, at det er ved at være oppe over. Jeg takker for Peters tid.

”Selvtak. Du må have en rigtig god dag,” siger han, inden jeg får et stort fast håndtryk fra den gigantiske højrelap, der engang var fundamentet for hans levebrød.

Han går derefter over til Natacha, der uden at forspilde et sekund, trækker ham videre til næste levende billede i den kommercielle karrusel – hende med selvbiografien og den gigantiske notesbog.

Og så er interview nummer 42 i gang.

’Schmeichel’ har premiere den 9. februar og kan streames eksklusivt på SkyShowtime.