Chefredaktør Jakob Nielsen: ”Vi formidler verden bedre ved at udgive mindre”

Jakob Nielsen er chefredaktør på Altinget og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Sådan holder han sig ajour.

Foto:
Offentliggjort

Hvordan ser dit medieforbrug ud om morgenen? 

”Som det første tjekker jeg Altingets nyhedsbreve på min telefon, og der er nok at læse, især om mandagen, hvor alle vores 29 nyhedsbreve – fordelt på 29 politik-områder – udkommer. 

Jeg tror, at mange journalister og mediechefer kender til, at bare det at følge med i, hvad ens eget medie producerer, kan være svært. Det er en god daglig påmindelse om, at medierne producerer for meget, når vi ikke engang selv kan nå at læse det hele.”

Hvad vil du gøre ved det?

”Det er en daglig bestræbelse at producere mindre, men bedre indhold. Færre, men bedre artikler. Der er heldigvis et uudtømmeligt behov i befolkningen for at forstå den verden, vi lever i, og det er min langsomt opståede erkendelse, at vi formidler den bedre ved at udgive mindre.”

Hvordan fortsætter din nyhedsmorgen?

”Jeg kigger de danske aviser igennem. Mine faste holdepunkter er Børsen og Politiken. På begge medier er der skribenter, jeg altid sørger for at læse. På Børsen er det Corydon, der på samme tid er den ypperste repræsentant for systemet, men samtidig godt kan lide at se sig selv som evig systemkritiker. Jeg har selv en lang fortid på Politiken, så der er en lang række bylines, jeg læser, fx alt, hvad Olav Hergel skriver. Og Lotte Folke – hun er en af dem, jeg får mest fornøjelse ud af at være uenig med. 

Hvis sandheden skal frem, tjekker jeg også altid X, inden jeg kører hjemmefra. Hvis der er sket noget vanvittigt i USA eller i resten af verden, som de klassiske medier ikke har nået at få med, er det der, jeg opdager det.”

Og hvad med på cykelturen på vej til arbejde?

”Her har jeg et lifehack, jeg gerne vil give videre til andre, der har 10-12 minutters transport til arbejde. Når jeg sætter mig på min cykel – fra Vesterbro til Altinget – hører jeg altid FT News Briefing, Financial Times’ morgenpodcast. Hvis man hører den hver morgen, er man aldrig helt bagud med, hvad der foregår i verden.”

Hvilke podcasts lytter du ellers til?

”’The Ezra Klein Show’ hos The New York Times. Ezra Klein er en amerikansk politisk journalist, der bare har nogle vildt begavede interviews og nogle vildt begavede vinkler på især amerikansk politik. Det er en kæmpe inspiration. Derudover har jeg fundet en rigtig god fransk podcast, C dans l’air, der holder mig ajour med fransk politik – og holder mit franske i live. Jeg har boet i Paris og Bruxelles, hvor jeg havde fransk som arbejdssprog.”

Hvilke medier abonnerer du på?

”Alle aviser digitalt, Politiken får vi også på print i weekenden, alene af den grund at jeg har oplevet, at mine to voksne børn kan finde på at gribe ud efter den, hvis den ligger fremme. Min 10-årige datter abonnerer på Børneavisen, og så holder vi The Economist.”

Hvad læser du, som ikke er strengt arbejdsrelateret?

”Hvis jeg har 10 minutter tilovers, åbner jeg New York Times-appen eller The Atlantic. Jeg er notorisk interesseret i næsten alt, hvad der vedrører USA. Det er også meget lystbetonet, når jeg læser medier om medier, herhjemme er det MediaWatch, Journalisten, Jan Birkemoses Medietrends, og så er der norske M24, et sladderblad om medier, og derudover laver svenske Anders Malmsten et virkelig godt medienyhedsbrev.”

Hvad er dit forbrug af sociale medier?

”Jeg er på X nogle gange om dagen, Facebook meget lidt, Instagram bruger jeg, men uden at doomscrolle en hel aften. Og så er jeg under optræning til at bruge LinkedIn mere. Der får man mange professionelt relevante ting at vide, folk der har skiftet job eller har lavet noget interessant arbejdsmæssigt, som også er relevant for mig at vide. Men brugerfladen er håbløs!”

Hvad læser du i din fritid?

”Skønlitteratur. I perioder går det rigtigt godt, andre gange går der en måned, uden at jeg læser en bog, men jeg prøver at holde mig selv oppe på det. Jeg får et bedre sprog af det og får åbnet op for noget, mit daglige medieforbrug ikke kan give mig.”

Jakob Nielsen

(f. 1971) Chefredaktør på Altinget siden 2017. Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1998. Ansat på Politiken 1999-2017, blandt andet som indlandsredaktør, politisk redaktør, chef for netavisen og som korrespondent i Bruxelles og Washington. 

Forfatter til flere politiske bøger. Bosat på Vesterbro og i kolonihave på Amager om sommeren. Far til tre.