”Hvis jeg kunne leve på denne her måde hele tiden, så ville det være et federe liv, jeg havde.”
Sådan siger ’Arbejdstitel’-vært Kristoffer Dahy Ernst i den nyeste episode af Euromans podcast, der denne gang foregår i Firenze, og som handler om, hvordan man kan være en anden version af sig selv, når man er på ferie.
”Det med at tage væk fra ens hverdag og væk fra den daglige trummerum, er jo også en mulighed for at tage væk fra sig selv. Altså at holde ferie fra sig selv.
Og det er jo klart, at aben flytter med. Alle ens problemer følger med. Har man knas i parforholdet, så bliver de ikke løst ved at man ligger på en suite til 8.000 kroner i Paris og kigger på hinanden. Problemerne er med i kufferten.
Men at tage afsted med et lyst sind og godt humør er også en mulighed for at give et afbræk fra den version af en selv, der måske har en tendens til at falde ind i nogle rutiner derhjemme.”
På turen til Firenze tager de to ’Arbejdstitel’-værter også forbi modemessen Pitti Uomo, hvor brands og indkøbere fra hele verden rejser til for at blive opdateret på det nyeste inden for herremode.
Her møder de Kasper Hostrup, der står bag herretøjbutikken Goods på Østerbro, og han deler generøst ud af gode restaurantanbefalinger og giver et tip til en særlig servering, man kan få i Firenze.
Det kan du høre meget mere om i det nye afsnit af ’Arbejdstitel’, der er ude på alle podcastplatforme nu.
’Arbejdstitel’ var inviteret til Firenze af Pitti Uomo. Holdninger i programmet er værternes egne.