Boller op, boller ned: Er fastelavnsbollen gal eller genial?

Pro

Sofie Valentin

Jeg afskyr højtider, hvor omdrejningspunktet er, at man skal klæde sig ud. Alene af den grund burde fastelavn være en højtid, som jeg skal styre langt udenom. Men der er én ting ved fastelavn, der år efter år får mig til at byde højtiden hjerteligt velkommen. Fastelavnsbollen – og allerhelst en gammeldags en af slagsen. En lille rund bløddejsbolle med creme og chokolade, der nærmest giver mig lyst til at hoppe direkte i et polyesterhelvede af et kostume og slå katten af tønden, mens jeg frejdigt nynner ’Fastelavn er mit navn.’

Der findes jo selvfølgelig også både dem med flødeskum og wienerbrød, men de er ikke engang tæt på at vippe den gammeldags variant af pinden som den ukronede kattekonge af fastelavnsbollerne. For hvor den første bliver for vammel og den anden for kedelig, ja så er den gammeldags lige tilpas. Lidt brød, lidt creme, lidt chokolade og lidt glasur, der tilsammen udgør en hybrid mellem en bolle og en kage, der stiller din lækkersult, men ikke efterlader dig med den helt særlige kombination af kvalme og dvaskhed, som mere bastante kager let kan fremkalde. Det bliver ikke meget bedre.

Efter at have spist min del af fastelavnsboller i årenes løb er jeg i øvrigt kommet frem til, at den absolut bedste er at finde hos Lagkagehuset – og at de er en anelse bedre, hvis de kommer fra en af de jyske filialer. Det kan meget vel være indbildning fra min side, men det føles som om, man er mere rundhåndet med fyldet vest for Storebælt.

Contra

Magnus Kraft

Det er med fastelavnsboller, som det er med risalamande: Hvis det var rigtig lækkert, havde vi spist det året rundt. Den klassiske fastelavnsbolle er et mareridt af et bagværk, hvis eneste eksistensberettigelse er, at den relativt sjældent er i salg.

I mine tidlige teenageår sneg mine venner og jeg os altid over på det lokale plejehjem for at købe et frokostsupplement til kun seks kroner; den tørreste håndbold af en hvid bolle, der kunne suge al væde ud af ganen på få bidder. Den klassiske fastelavnsbolle giver mig væmmelige minder om den plejehjemsbolle, blot med den væsentlige forskel, at fastelavnsbollen gemmer på en frygtelig hemmelighed.

For får man først tygget sig igennem den gabende kedelige skal, traumatiseres man af en creme så sød og kvalm, at det hviner i tænderne. Man mister næsten fodfæstet. Det føles som at spise Rasmus Klump-marmelade med ske. Den klassiske fastelavnsbolle er en bizar gensplejsning af alt det værste, det danske bagværk har at byde på: et uoplagt ydre, krydret med et ulækkert koncentrat af sukker og smør. Og så er bollerne altid for store. Nej tak.