Gin har overtaget en af Vesterbros mest autentiske restauranter fra sin far: ”Jeg har en stille drøm om at udvide forretningen”

MIN FAR, TEROU NAKAZAWA, arbejdede i 1960’erne som fisker på et japansk skib, der sejlede rundt i hele verden. Da skibet på et tidspunkt nåede omkring Sverige, kom han ud for en ulykke, blev indlagt og måtte opgive at sejle med videre. Han kendte tilfældigvis nogle japanere, som boede i Danmark. De fortalte ham, at der var godt gang i den i København, så da han blev udskrevet, flyttede han hertil. 

RESTAURANT TOKYO VAR åbnet nogle år forinden, i 1964, og var ejet af en ældre, japansk kvinde. Min far havde ikke mange penge, men kom på restauranten en gang imellem. Ejeren og min far blev gode venner, men hun blev pludselig syg og døde kort tid efter. 

I sit testamente havde hun skrevet min far ind som arvtager af restauranten. Han drev den derefter i næsten 50 år, og først for nylig stoppede han og overdrog den til mig. 

I BEGYNDELSEN VAR det svært for min far at drive restauranten, for danskerne forstod ikke den japanske madtradition. Han var ikke uddannet kok, så han lærte selv alting hen ad vejen. Men i løbet af 1980’erne begyndte det at gå rigtig godt. 

Der var mange japanere udstationeret i byen, som arbejdede her på grund af den hurtig-voksende økonomi, landet oplevede i de år. Da boblen sprang i starten af 1990’erne, begyndte det at gå lidt ned ad bakke igen, men fordi stedet gennem tiden var blevet mere kendt i lokalområdet på Vesterbro, gik det stadig nogenlunde.

I SLUTNINGEN AF 1990’erne kom sushibølgen, som for alvor satte den japanske madkultur på landkortet. Vi oplever nogle gange at have gæster, der har svært ved at forstå, at de ikke kan få sushi, som man ellers kender det i Vesten, hos os. Vi har sashimi, men det er der stadig mange danskere, der ikke betragter som rigtig sushi. Det kan være svært at acceptere for nogle, men man kan ikke tilfredsstille alle hele tiden.

JEG HAR ARBEJDET på Restaurant Tokyo, siden jeg var helt lille. Først som opvasker og siden som kok. Jeg er egentlig uddannet webudvikler, men selv efter jeg blev færdig og fik et fuldtidsjob, har jeg været her et par gange om ugen og hjælpe til. Og nu har jeg så overtaget stedet helt.

VI HAR PLADS til 60 gæster. De danske gæster foretrækker vores tatami-område, hvor man sidder på gulvet. Det er nok, fordi det er lidt særligt og autentisk, og derfor synes de, det er sjovt at prøve. Vores japanske gæster sidder dog altid ved vores ’normale’ borde, som ligger ved indgangen til køkkenet. Min far placerede dem der, så han lettere kunne tale med dem. Han sad nemlig altid til venstre for køkkenindgangen og overvågede hver eneste lille bevægelse i restauranten.

VORES BEDSTE BORD er det, der ligger i hjørnet af tatami-området. Det har udsigt ud over krydset mellem Værnedamsvej, Frederiksberg Allé og Vesterbrogade. Der kan man sidde og kigge ud på trafikken og alle menneskerne, der går rundt på gaden, så det er tit booket meget langt ud i fremtiden.

SUKIYAKI HOTPOT er den ret, flest af vores gæster bestiller. Det er grøntsager og oksekød, som tilberedes i en fond ved bordet, hvorefter man spiser det i en lille skål med rørte æggeblommer og ris til. Du kan ikke få den ret på særlig mange restauranter i Japan, men til gengæld spiser alle den derhjemme sammen med deres familie.

HVER ANDEN MORGEN køber jeg ind, og fra klokken 11 er jeg i køkkenet, hvor jeg stille og roligt begynder at forberede råvarerne. Klokken 15 møder resten af medarbejderne ind og hjælper med at gøre klar, både i køkkenet og i selve restauranten. 

Klokken 17 åbner vi for gæster, og når alle er gået igen, lukker vi køkkenet og spiser et måltid sammen. Det er næsten altid ris med marineret kød og forskellige friske grøntsager, som vi bruger i mange af vores retter. 

OM SØNDAGEN HOLDER jeg fri og bruger tid sammen med min kone og min datter. Mandag bruger jeg som regel til at samle op på forskellige ting og holde møder, hvis der er brug for det. Og så dyrker jeg Kendo (japansk kampsport, red.) to gange om ugen.

DER ER ET par ting, min far godt kunne have gjort anderledes gennem årene, synes jeg. Fx ville han ikke fjerne en ret fra menuen, hvis han vidste, der var bare én gæst, som en sjælden gang imellem kom og spiste den. Heller ikke, selvom det betød, at der var råvarer, som blev smidt ud, og at det ville være dyrt at beholde retten på kortet. Der er jeg anderledes og tænker nok lidt mere kynisk på forretningen. 

JEG SYNES, DET er sjovt at optimere arbejdsgangene og se, hvilke knapper der kan skrues på, uden at der skal laves om på selve det fundament, min far har skabt. Jeg har en stille drøm om at udvide forretningen en lille smule, måske med en restaurant mere, men det kunne også bare være at bygge den nuværende lidt større. Uanset hvad vil jeg arbejde på Restaurant Tokyo, så længe jeg overhovedet kan.