Den luksuriøse prepper-guide: Her er det bedste mad, du kan have på lager
For bare få år siden var fænomenet prepping forbundet med amerikanske dommedagsdisciple, der, siddende i underjordiske bunkere fyldt med dåsemad, vanddunke og maskinpistoler, ventede på jordens undergang. Men usikkerheden er rykket tættere på vores grænser, og myndighederne anbefaler nu, at vi kan klare os selv i minimum tre døgn. Og hvorfor nøjes med E-numre og ringe tørfoder, når du kan preppe på den luksuriøse måde?


Fiskekonserves
Spis dem på en langtidsholdbar kiks, smid dem i din bønnestuvning eller tomatsauce, eller kør dem rent ind, hvis du er til det. Bare lov os, at du fylder godt op på fiskekonservesdelen, som du skal anse for at være en grundsten i din nødbeholdning.
Der er selvfølgelig en risiko for, at du vil have tømt dit lager, allerede inden det overhovedet skulle blive nødvendigt, og det kan vi sådan set ikke fortænke dig i, for i løbet af det seneste årti har niveauet af fiskekonserves nået nye højder. Det er ligefrem gået hen og blevet en delikatesse, som særligt vinbarer tyer til.
Én af grundene til det høje niveau hedder Martin Grøndal, en vaskeægte dåsenørd, der står bag Grøndals, Danmark vel nok største forhandler af kvalitetsfiskekonserves.
Læg grundstenene til din dåsebeholdning med fx Grøndals ’Starterkasse’ med 10 dåser. Derfra udvider du bare gradvist. Hvis du altså kan holde snitterne væk.
Fiskekonserves fra Grøndals, Starterkasse med 499 kr. eller en dåse fra ca. 40 kr. hos grondals.dk

Frysetørrede færdigretter
Hvad der engang var en kedelig nødplan for vandrere med lav smagstærskel, er nu blevet en parade af overpræsterende, nærmest luksusprodukter. Trøffelrisotto? Tjek. Blåbær og granola? Naturligvis. Bag bølgen står en række fødevareudviklere, der kombinerer kulinarisk ekspertise med avanceret teknologi.
Og teknologien er vild – den fryser, tørrer, og guderne må vide hvad, så maden bevarer smag, tekstur og næring på niveau med frisklavet mad. Og så er der selvfølgelig det bæredygtige aspekt. Fordi du kan ikke sælge noget nu om dage uden at pakke det ind i en smuk historie om at redde planeten.
Mindre spild, færre tilsætningsstoffer, længere holdbarhed. Det lyder jo næsten for godt til at være sandt. Men hey, hvis det betyder, at vi kan hive en frysetørret coq au vin, chili con carne eller tikka masala med kylling frem midt i en strømafbrydelse og stadig føle os som et civiliseret menneske, så tager vi det gerne med.
Frysetørrede færdigretter fra Real Turmat, 500 g (1 portion) for 69-99 kr. hos spejdersport.dk

Borlottibønner
Bælgfrugter er dit nødlagers sikre anker. Midtbanespilleren, du altid kan regne med, når tingene brænder på. De mætter, er fibre- og proteinrige, og ved du, hvad du skal gøre ved dem (smagsforstærkere en masse), kan du også få et utal af gode retter ud af dem. Borlottibønner, og særligt disse økologiske fra KoRo, bliver du ikke ked af at have i dusinvis.
Økologiske borlottibønner fra KoRo, 12 x 250 g for 133 kr. hos koro.com

Chiliolie
Lao Gan Mas chiliolie er en sand åbenbaring af sprød chili og fermenterede bønner, og har du først haft den i husholdningen én gang, kan du ikke leve uden. Det behøver du nu heller ikke.
Et glas koster langt fra alverden, holder i årevis og kræver ikke meget plads på hylden. Et lille es til at løfte krisetilværelsen.
Sprød chiliolie fra Lao Gan Ma, 210 g for 37 kr. hos denkinesiskekoebmand.dk

Pasta
Det siger sig selv, at et nødlager skal indeholde et velvoksent antal poser tørret pasta. Sådan er det bare. Du kan selvfølgelig godt bruge tiden på at opstøve feinschmeckerpasta fra Cocco eller Benedetto Cavalieri, men du kan også gøre det nemmere for dig selv og besøge et velassorteret supermarked.
Vi er klar over, at det er ligesom at tage side i en hellig krig, men på Gastro-redaktionen er der altså lige nu bred enighed om, at Rummo er et mulehår foran De Cecco, når det kommer til supermarkedspasta. Vælg gerne en lidt mindre type, der nemmere kan indgå i sammenkogte retter. Vi foreslår mezzi rigatoni, ellers er farfalle også godt.
Pasta fra Rummo, ca. 30 kr. for 500 g i velassorterede supermarkeder

Olivenolie
Da dette er et madmagasin og ikke et lægetidsskrift, vil vi holde os til at beskrive smagen, men ifølge Jeanne Calments, der med sine 122 år var den person, som officielt har levet længst, var det hendes enorme forbrug af olivenolie, hun både indtog og smurte på kroppen, som hun mente var hemmeligheden bag hendes lange liv.
Gourmet Engros, der helt generelt er garant for virkelig gode produkter, importerer en fremragende intens og frugtig version, som er koldpresset og lavet på picual-oliven fra den andalusiske olivenlund Jaén. Fem liter skulle gerne være nok til en længere krise. Medmindre du altså går Calment i bedene.
Olivenolie fra Verde Puro, 5 liter til 1.150 kr. hos gourmetengros.com

Flåede tomater
Når kaos banker på døren, er der én ting, du ikke vil undvære: flåede tomater – og meget gerne flåede tomater fra italienske Mutti. Om du vælger Rotondo di Parma-tomaterne fra Parma-området, Datterino-tomater fra Emilia-Romagna og Apulien eller San Marzano-tomater fra Campania-regionen, kan du være sikker på, at deres smag er ren og intens, som om solen stadig skinner på dem, selv efter måneder på hylden.
Og i prepping-lageret er de din mest alsidige allierede, altid klar til at blive lavet om til en solid tomatsuppe, en hurtig pastasauce eller til at binde en gryderet sammen. Ja, du kan med fordel se et dusin Mutti-dåser som et sikkerhedsnet pakket med smag og muligheder.
Flåede tomater fra Mutti, ca. 22 kr. for 400 g

Blus
Det er ikke, fordi du ligefrem behøver at bruge en forestående verdenskrig som undskyldning for at købe et mobilt letvægtskomfur a la det her fra Primus. Men ingen i husstanden, ej heller dig selv, kan fremprovokere dårlig samvittighed over erhvervelsen af det, der kan vise sig at blive en sand livredder, når krisen for alvor raser.
Vi behøver ikke at fortælle, hvad du kan lave over et gasblus, det ved du udmærket selv, men husk nu på, at det er grundlaget for al den varme mad, du nu engang kan lave, når strømmen er gået. Derfor skal du selvfølgelig også købe lidt ekstra gasdåser med.
Letvægtskomfur fra Primus, 499 kr. hos outnorth.com

Frysetørrede romkugler
Du kan godt kalde det et overkill at købe romkugler i en frysetørret version, når der gemmer sig så mange e-numre i supermarkedsversionerne, at de kan holde sig i årevis (kun hvis du altså lægger dem et mærkværdigt sted inde i skabet). Men ingen ved, hvor længe du skal tære på rationerne, og hvorfor ikke være på den sikre side, nu du er i gang? Desuden er det også sjovt at prøve noget nyt, inden det er for sent.
Frysetørrede romkugler fra Tactical Foodpack, 400 g for 35 kr. hos grejfreak.dk

Kimchi
Det er måske ikke det første, du tænker på, når du skal skrive din preppingindkøbsliste, men kimchi er i vores øjne en genial tilføjelse til beredskabslageret. Skulle vi forklare det med en tagline, ville det nok lyde således: ”Med kimchi på dåse har du ikke bare mad til at overleve – du har smag til at trives.”
Den fermenterede, koreanske klassiker, lavet af sprød kinakål, chili og en nøje afstemt blanding af krydderier, er en vitaminrig smagsbooster, der kan løfte risretter, nudler eller endda en dåse tun til noget lidt mere end trivielt. Wang laver en variant, der holder i årevis, og hvor både friskheden og kompleksiteten bevares.
Kimchi fra Wang, 66 kr. for 410 g hos wakuwaku.dk