Referencerne flyder om kap med blodet i ’American Horror Story’
Hos imdb.com har ’American Horror Story’ ligget som sikker nummer ét blandt brugerne længe, mens flere amerikanske anmeldere har peget på, at seriens helt store kvalitet er, at den formår at flette moderne kulturforståelse sammen med benhård horror-underholdning.
I sæson 1 følger vi familien Harmon, der netop er flyttet til Los Angeles. Deres nye hus viser sig imidlertid at gemme på dæmoniske hemmeligheder, og snart flyder blod og uforudsigeligheder rundt mellem familiemedlemmerne.
I sæson 2 er serien flyttet ind på et sindssygehospital, som styres af en benhård nonne. Fuldstændig som i første sæson lurer ondskaben, lysterne og dæmonerne over alt.
Det, der gør ’AHS’ helt anderledes end tidligere horror-serier, er, at den nærmest er overmættet med kulturelle referencer fra film-, musik- og litteratur-historien. Her følger et overblik over de mest markante:
I første sæson har serien tydeligvis lånt fra Stanley Kubricks mesterlige ’Ondskabens Hotel’ (1980). Her får vi nemlig et par ganske uhyggelige tvillinger som en bærende del af historien, og samtidig kan den ældre husholderske Moira O’Hara af og til optræde som ung og tiltalende i visse situationer – hvilket bestemt er langt mere skræmmende, end det lige umiddelbart lyder.
Skræmmende lyder alle ’AHS’s flashback-scener også, for her er det filmmusikken fra ’Dracula’ (1992), der agerer underlægning. Og på den måde kan vi altså regne ud, at der snart vil komme blod på bagsiden af skærmen. Første sæsons andet afsnit viser kvinden i huset, Violet, der læser ’Den fremmede’ af Albert Camus. Og der går da heller ikke lang tid, førend det viser sig, at der er fremmede kræfter på spil i familiens nye hus.
Inspirationen til disse kræfter er især fundet i Roman Polanskis ’Rosemary’s Baby’ (1968). Således kommer en nabo lige forbi med forgiftet slik, og senere forekommer der (formodentlig) en dæmonisk voldtægt. Samtidig bor der også lige en larmende nabo på vejen, som tydeligvis ved mere, end hun fortæller. Det minder en del om Polanskis mesterværk, må man sige.
I afsnit otte i første sæson nævnes Keats-digtet ’Ode to a Nightingale’ om den ”udødelige fugl”. Hvem der er udødelig i ’AHS’ skal her være usagt, men at ”The Gimp Suit” også optræder i ottende afsnit kan vel godt afsløres. Dette kan ses som en hyldest til ’Pulp Fiction’ (1994), hvor en mærkelig, udklædt skabning holdes fanget i en stor trækasse og umiddelbart kun lukkes ud, når nogen skal tortureres.
På et tidspunkt i ’AHS’ lytter kvinden i huset, Violet, til sangen ’Gary Gilmore’s Eyes’ af The Adverts. Gilmore var en berømmet amerikansk morder, der krævede at blive dræbt straks, da han blev dømt til døden – selvom der var juridiske kampe om dødsstraffen på det tidspunkt i 1970’ernes USA. Gilmore blev henrettet i 1977 og har siden været en kulturel reference for mange undergrundskunstnere. Og altså også for skaberne bag ’American Horror Story’.
For at blive lidt i den mentale tilstand, så ser vi i sjette afsnit i første sæson af ’AHS’ én af hovedpersonerne fingere over for et S.W.A.T.-team, at han vil skyde sig selv i hovedet. Det er den samme manøvre, som Robert De Niro markerer i ’Taxi Driver’ (1976).
Ligesom i filmen ’Poltergeist’ (1982) forekommer der også i ’AHS’ et skræmmende medium undervejs.
På samme måde nævnes ’The Adams Family’ tidligt i serien. Der er ingen tvivl om, at der er shoppet markant ind i netop de to universer, da man har skullet skabe ’American Horror Story’.’
American Horror Story’ sæson 1 & 2 kan streames på Netflix.
LÆS MERE: Top of the Lake er Twin Peaks moderne arvtager
LÆS MERE: Seks serier, der stadig holder
LÆS MERE: 9 (oversete) film og serier på streamingtjenesterne lige nu
