Vil du gerne læse flere bøger, men har svært ved at knække koden? Ét nemt fif kan hjælpe dig i gang
Det er de færreste af os, der ikke godt kunne tænke os at få læst lidt flere bøger. Spørgsmålet er bare: hvordan? Oliver Bodh Larsen kommer her med et par fif til at få udvidet dit litterære indtag. Kodeordet er: hverdagen.

Hvis man gerne vil få læst flere bøger, end man gør, og hvem vil ikke det, så er det ikke i ferierne, det skal ske.
Nej, skal man få nogle flere bøger under bæltet, så er det i hverdagene, at det store læs skal trækkes. Faste tidspunkter, disciplin, vedholdenhed – det er nøgleordene her. Ikke udvidet badeferie sydpå.
Jeg er ikke selv en af de mest hårdkogte læsere, ikke en af dem, der kværner en bog om ugen. Og det kunne jeg ellers sagtens være, for jeg har ikke en familie, jeg skal tage mig af.
Til gengæld er der jo andre ting, der tager tid, såsom: streaming, stouts, en bizar mængde sport i fjernsynet (på et tidspunkt i fjor begyndte jeg også at følge med i snooker, men det er jeg trods alt stoppet med igen), frisk luft, gamle koncertoptagelser på YouTube, semi-SoMe-afhængighed, pleje af nære relationer, herunder min kæreste (hvilket jeg godt kan se nu, at jeg skulle have nævnt lidt før).
Hvorom alting er, så får jeg i alt dét læst cirka 15 bøger om året, hvilket der ikke er noget rekordagtigt over, men ikke desto mindre okay for et menneske under 35 år identificerende som en mand (her taler jeg ud fra statistik), og under alle omstændigheder er det mere, end hvad jeg plejede at få læst.
Som barn læste jeg mest af alt Tekst-TV. Det var først, da jeg i et af mine sabbatår rejste rundt i Europa med telt, at jeg rigtigt begyndte at læse. Om aftenen, inden jeg skulle sove, lå jeg i mit telt og havde ikke andet at lave. (Det var før roam like home). Så jeg læste.
Da jeg kom hjem, forduftede det igen, og der skulle en pandemi til, før jeg for alvor fik genstartet læsningen. I 2020 læste jeg således 15 bøger; i 2019 havde jeg læst fire.
Og hvad var det så, jeg foretog af ændringer under corona, som nu har holdt ved, selvom tilværelsen igen snurrer rundt på sædvanlig vis? Jo, det er ikke banebrydende opfindelser, og slet ikke, hvis du i forvejen læser 84 bøger om året og hver sommer råhygger med at genlæse ’Ulysses’, but it goes like this.
Mit altoverskyggende fif er, at man skal gøre det på et bestemt tidspunkt hver dag. For mit vedkommende er det om morgenen. Årsagen til dét er ret simpel: Jeg er simpelthen for søvnig om aftenen, til at det nogensinde kan blive til noget for alvor. Ikke at mit liv er særligt udmattende; jeg har bare altid været nem at lulle i søvn.
Så det var dét, jeg begyndte på under den originale coronanedlukning. Jeg satte mit vækkeur til klokken 7.30 for på den måde at nå at læse en times tid, inden jeg klokken 9 klikkede mig ind på Zoom for at sige godmorgen. Nu om dage står jeg helst op klokken 6.30, og så er det ned i lænestolen.
Et hot tip ift. at stå lidt tidligere og mere sømfrit op: Anskaf dig et vækkeur med lys og en højtaler, der kan få det til at lyde, som om du ligger ved en fjord.
Hvis du har problemer med at få det gjort til en vane, og føles dynen hver morgen så ubændigt tung og rar, så prøv at gøre dig det klart aftenen forinden, hvorfor du gør det.
Om morgenen må du ikke forhandle med dig selv. Du skal være dig bevidst, hvad du vil, inden du vågner. Og det, du ikke vil, er at køre videre med din syge snooze-rutine, involverende din mobil og et endeløst tommelfingerrul ned i reelernes hav.
Snart kan du blære dig med, at du hver dag helliger dig noget vildt sexet og sundt som at sidde og læse i en bog. Inden længe vil dine venner finde dig helt ulidelig at høre på, alene af den årsag, at du gør noget, som de med en urovækkende klarhed godt ved, de også burde gøre.
I det hele taget er det vigtigt, at du læser lidt hver dag. Alle kender til, at der pludselig er gået et par uger, så en hel måned, hvor man ikke har fået åbnet sin bog, og for hver dag vokser bogen i dit hoved og bliver til det her store monster, som du slet ikke kan overskue. På den måde er det ligesom sex med din partner; der må ikke gå for længe.
Nå, jeg kan se, vi snart løber tør for båndbredde, så hermed et par hurtige til at runde af på:
→ Start en bogklub; det giver motivation (læs: tvang), og så kan I mødes hver tredje måned og snakke om realityfjernsyn, men gøre det i bogklubregi.
→ Vælg en bog en gang imellem, der faktisk er sjov (tre sjove bøger fra hoften: ’Kill Your Friends’, ’Hafni fortæller’ og ’Korrektioner’).
→ Læg mobilen væk, når du læser (fik jeg sagt, at den selvfølgelig også skal ud af soveværelset?).
→ Notér, hvad du læser; det føles fedt, når året er omme – såfremt du har fået læst lidt, naturligvis.
→ Hav flere bøger kørende ad gangen, fx én skønlitterær og én nonfiktion.
→ Medmindre du har presserende arbejde, så læs altid, når du tager et tog eller et fly.