Instruktøren bag serien ’Yes No Maybe’: ”Kærligheden er blevet til et menukort fra JustEat”

I første sæson stiftede vi første gang bekendtskab med Mads, som med hjertet knust efter et ufrivilligt breakup spiller den af i badet til den hjerteskærende lyd af Saybias ’The Second you sleep’ og sin egen højlydte gråd. Gennem sæsonen følger vi Mads’ vej fra hjertesorgernes sorte hul til scorekarl på datingapp’en ’Yes-No-Maybe’, hvor han formår at gøre sig kvindelige erobringer af alle slags. En er selvdestruktiv, en anden enlig mor til to, og en tredje er 16 år gammel – og den enlige moders datter.

Og det hele bygger på virkelige hændelser fra Mads Rosenkrantz Grages eget Tinder-liv.

Nu har anden sæson af ’Yes No Maybe’ premiere. Forvent mange flere akavede dates, tåkrummende afvisninger og kærlighed i forskellige former. Alt sammen bygger det på instruktørens utallige Tinder-dates og mere eller mindre succesfulde flirts.

’Yes No Maybe’ er historien om dit datingliv. Hvor meget af serien er taget fra virkeligheden?

”Der er nærmest ikke én scene, jeg ikke har oplevet, dog er det snarere en dramatisering af virkeligheden end en dokumentar. Når Mads bliver forladt af en pige, er det ikke nødvendigvis dét breakup i serien, som skete med dén pige i virkeligheden. På samme måde er det også reelt nok, at Mads’ ven ender med at score begge piger på en dobbeltdate – men i virkeligheden har jeg da også prøvet, at vi deltes om pigerne.”

Hvad er det helt præcist, at dine erfaringer skal fortælle os?

”Serien er historien om kærligheden, som er blevet til et menukort fra JustEat, hvor man bare kan gå ind og bestille, hvad man vil have. Der er hele tiden noget nyt og mere spændende bag låge nummer 2, og det gør, at kærlighedens vilkår bliver dårligere.

Hovedpersonen, Mads, er egentlig en håbløs romantiker, men når han bliver kastet ud på den barske datingarena, lærer han at forstå datinglivets præmisser. I starten af 2. sæson er Mads blevet til en rendyrket kyniker, men han bliver forelsket i en, som er endnu mere følelseskold end ham selv. Sæsonen handler om det, der sker, når man forelsker sig i en, som er fuldstændigt emotionelt utilgængelig.”

Hvordan har du det med, at dit Tinderliv er til offentligt skue?

”Det har jeg det ret skamløst omkring. Det at lave et autobiografisk værk er meget tilfredsstillende, og kun få filmskabere får i virkeligheden lov til det. Jeg er jo ikke en eller anden dude i Paradise Hotel, som knalder for åbent kamera, tværtimod laver jeg fiktion, der viser et stykke virkelighed.

Det irriterer mig dog grænseløst, når jeg i interviews bliver kogt ned til ’ham, der har været på 250 Tinder-dates’. Jeg har jo beskæftiget mig med at dramatisere og skabe noget større, så jeg bliver ærgerlig over at blive reduceret til en freak. Nogle gange har interviews næsten vægtet tungere i offentligheden end selve serien, særligt når jeg skulle på date med en pige, som på forhånd havde en helt klar – men misvisende – idé om, hvem jeg var. ”

Hvorfor skal man se med?

”Det er jo altid godt at se nogle andre mennesker slå sig, så man kan mærke sig selv. Hvis man selv er i datingarenaen kan man sikkert nikke genkendende til mange af de ting, der sker – og hvis man ikke er, så er der noget fascination i at få lov at se nogen forelske sig. Det er jo på mange måder en romantisk komedie, selvom den er bygget op som en tragedie. Man kommer i selskab med nogle mennesker, som tumler med noget, som er identificerbart; nemlig at være forelsket i en, som ikke vil have dig. Det gør naller. Det tror jeg, at alle kan sætte sig ind i.

Jeg håber, at folk griner undervejs, krummer tæer og har lyst til at være kærester med mange af de piger, som Mads bruger og smider væk. Når jeg ser andre serier til unge mennesker i dag, så er det jo fotomodeller hele bundtet, der opfører sig og har problemer, som fotomodeller har. Jeg håber, at man kan mærke, at ’Yes No Maybe’ bygger på ægte oplevelser og behandler almindelige problemer a la ’hvordan fanden betaler jeg min næste husleje?’”

Sidst, du snakkede med os, fortalte du, at du ’har levet et dårligt liv, og derfor kan du belære folk om, hvad de ikke skal gøre’. Har du gjort noget, som du fortryder i dag?

”Jeg synes generelt ikke, at man skal fortryde noget. Vi fortryder for meget, og vi skammer os for meget. Men altså, jeg har taget dumme valg igen og igen. Jeg forelsker mig hurtigere og i flere, end andre gør, fordi jeg hurtigt hopper op på hesten igen og kaster mig ud i kærligheden efter et breakup. Jeg kunne godt lære at passe bedre på mig selv. For eksempel spildte jeg meget af min ungdom på at lege far, mor og børn med en pige, jeg ikke var forelsket i, men bare syntes var lidt sød.

Jeg har fandeme investeret meget tid i mennesker, der ikke er i mit liv længere. Den tid kunne jeg have brugt bedre med mennesker, som ville være i mit liv uanset hvad.”

Er du stadig på Tinder i dag?

”Nej. Jeg ser en pige, som jeg synes er sød, og måske kan det blive til mere. Jeg har derimod lavet en Tinder til seriens Mads, og på nytårsaften lavede jeg verdens mindste reklamekampagne for serien, hvor folk kunne matche med karakteren. Det gjorde en masse mennesker pissesure, da de opdagede, at det var mig, som sad i den anden ende. ”

Hvad synes du egentlig om hele dating-app-fænomenet?

”Alle går jo gennem en udvikling med de dér apps. Først synes man, det er ulækkert og scor.dk-agtigt, og at man ikke er sådan en taber, som skal internetdate for at finde kærligheden. Det er simpelthen for usselt. Så finder man ud af, at det mere er et spil og ret chill.

Jeg har ikke nogen holdning til, at online dating skulle være samfundsnedbrydende eller noget i den stil. Jeg synes, at Tinder har demokratiseret datingprocessen. For sådan en som mig, som er ret introvert og afskyr at gøre tilnærmelser til helt fremmede piger, skaber Tinder muligheder for at komme ind i kampen på en blidere måde.

I øvrigt synes jeg også, at det har demokratiseret seksualitet. Kvinder kan få lov at snakke om deres one night stand fra aftenen før uden at skamme sig, for dét at knalde rundt er ikke slutty længere. For bare 15-20 år siden ejede man nærmest hinanden, når man havde været sammen et par gange, men på Tinder er sex bare, hvad det er. Derfra kan kærlighed jo godt udvikle sig. ”

I forlængelse af Me Too-bølgen har du så gjort dig nogle tanker om mande- og kvinderoller i serien?

”I bund og grund synes jeg, at det mest demokratiske er at vise kvinder som frigjorte mennesker, som selv er i kontrol over deres seksualitet – ikke som sådan nogle ofre for mænds begær. Nogle steder tager jeg lidt pis på det hele, for eksempel når Mads er ekstremt bange for at være #MeToo-agtig overfor en kvinde, som transcenderer hele den bølge. Det, synes jeg, er en sofistikeret måde at respektere budskabet, men også pege på nogle dynamikker, som er usunde i det.

Selvom vi er ligesindede skal manden stadig skrive først, manden skal give den første øl – hvis ikke også den anden og tredje – og han skal altid tage initiativ. Jeg synes, det er et interessant aspekt i debatten om kønsroller, at kvinder finder mænd mere sexede, hvis mænd erobrer dem. Og så er det sjovt, at vi har skabt en hovedkarakter, som er både patetisk og ude af stand til at erobre noget som helst.

Jeg synes, at #MeToo har gjort, at vi opfører os mere ordentligt. Man skal ikke misbruge magt, og det er kun godt, at der sættes fokus på sexisme – også herhjemme. Men i datingarenaen, mener jeg, at kvinder er med til at bevare kønsrollerne. Min seksuelle kapital steg først rigtigt, da jeg blev til noget indenfor den kreative klasse – og det på trods af at jeg altid har været sød mod piger. Nice guys do finish last.”

'Yes No Maybe' kan streames på DR lige her.