”Jeg har lovet min far, at jeg en dag vil komme videre efter hans død. Men hvordan?”

Jeg hedder Kristian Frederik Bruun, og jeg er 24 år gammel. Min far, Henrik Bruun, fik i december 2014 konstateret kræft på lungen. I april måned blev han erklæret i bedring, og der var intet tegn på udbrud.

Men den 23. august 2015 røg min far på hospitalet. Det havde flakket for hans øjne, og han var blevet skidt tilpas på sit arbejde.

Den 28. august 2015 fik vi den værst tænkelige besked: Min far havde uhelbredelige metastaser i hjernen. Min far døde den 16. februar 2016.

*

Vi havde været på hospitalet om eftermiddagen hos min far, og det var ved at være slut. Jeg havde taget min lillebror med op til min kærestes forældre. Vi skulle passe deres hund. Jeg ventede bare på opkaldet fra hospitalet, og jeg troede egentlig, jeg var klar til alt det, som jeg står i nu.

Den 16. februar klokken 20.59 ringede sygeplejersken. Hun sagde, at vi nok skulle tage at komme til Herlev Hospital, så hurtigt vi kunne. Klokken 21.00 – præcist - sagde hun i telefonen; Din far er død.

Der stod jeg: 23 år gammel med min lillebror, Lasse på ni år, liggende på gulvet med munden fuld af chips forgabt i ’Kurs mod Fjerne Kyster’. Om lidt skulle jeg give ham den værst tænkelige besked. At vores far var død. Jeg troede, jeg havde forberedt mig. Ikke en skid. Det var for sindssygt.

Jeg tog min lillebror op. Vi holdt bare om hinanden. Vi aftalte, at vi skulle blive ved med at holde sammen. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke græd. Jeg tror allerede, jeg påtog mig det ansvar, at han med det samme skulle vide, at jeg nok skal være stærk og passe på ham. Men var det forkert?

Jeg mener; vi delte ikke sorgen så meget, måske troede jeg bare, at jeg nu skulle tage over for min far og tage min lillebror under mine vinger? Det holder jo ikke, når man er 24 år. Jeg har jo stadigvæk ikke været Jorden rundt. Og jeg vil fandeme ikke være voksen endnu. Ikke så meget hvert fald.

Min far var en stor og stærk mand. 1.98 høj og vejede cirka 100 kilo. De seneste uger, han levede, var han ikke noget værd. Alt inde i ham kæmpede. Jeg husker vores sidste møde.

Den 12. februar 2016 tog jeg med min kæreste Emilie og hendes forældre på skiferie. Vi havde længe set frem til én uge væk fra det hele. Og min far mente bestemt, at jeg skulle tage af sted og få lidt luft. Jeg besøgte ham om eftermiddagen, inden vi tog af sted.

Kristian sammen med sin far på skiferie. Foto: Privat.

Det skulle vise sig, at det var sidste gang, jeg talte med ham. Vi fik som altid vendt verdenssituationen, og i dagens anledning ville han følge mig ud til elevatoren, trods han knap kunne gå.

Jeg husker tydeligt det sidste kram, vi gav til hinanden, og at det var meget underligt. Vi mærkede hinanden meget mere. Krammede længere tid, end vi plejede, og han sagde, at jeg skulle hilse nede i alperne. Skisport var en stor del af min fars liv.

Da dørene lukkede til elevatoren, brød jeg sammen i gråd. Der stod andre mennesker omkring mig, men jeg kunne ikke holde det tilbage.

Det, der gør mig mest ked af det, er, at jeg ved, at han ikke selv var klar. Han havde stadigvæk så mange drømme for ham selv og for os. Så hvordan fanden skal jeg komme videre og acceptere, at min far er død af kræft, når han ikke selv kunne?

Og skal jeg acceptere det?

Lige pt. befinder jeg mig i et sort hul. Ja, min kæreste er skide sød, og vi skal rejse væk til sommer, og jeg skal på Roskilde med drengene. Men tit tænker jeg, at det hele er fucking ligegyldigt, så længe min far ikke er her.

Jeg ved godt, at det er forkert at tænke sådan, og jeg prøver hver dag at tænke anderledes. Min far og jeg snakkede tit sammen, og jeg så op til ham, han var min helt. Og folk siger tit, at jeg ligner ham, og at jeg er ligesom ham.

Jeg er altid blevet glad, når folk har sagt det. Sådan virkelig helt ind i hjertet glad. Han var god til at lytte. Men han sagde også ALTID sin mening. Han var den første, jeg fik en sviner af, hvis jeg havde spillet en dårlig ishockeykamp - på trods af han aldrig selv havde spillet. ”Hvorfor ta’r du ikke bare, og kører ham der i baren, mand?”

Jeg ved, at han mente det godt. For han var også den første til at kontakte samtlige svenske distributører af ishockeyudstyr, for at jeg kunne få noget sponsoreret udstyr, bare fordi jeg var kommet på U16-landsholdet.

Min mor og far har ikke været sammen, så længe jeg kan huske. De gik fra hinanden, da jeg var et år. Men de har været gode venner og har haft samme venner og bekendte.

Derfor har min mor været en kæmpe støtte i både sygdomsforløbet og tiden efter, at min far gik bort. Hun har sågar besøgt ham på hospitalet. Besøgt min farmor og farfar. Og haft en god dialog med min fars kone, Nina.

Min far og Nina blev gift umiddelbart efter, at vi fik beskeden om, at han var alvorlig syg. Endelig kom han på knæ, og det var en rigtig dejlig, men også følelsesladet dag, med de nærmeste venner og familie.

Min mors mand, Peter, som jeg har kendt, siden jeg var to-tre år gammel, viede min far og Nina. Han har selvfølgelig også haft en stor rolle i alt det her og er en god støtte. Og jeg har også fået god støtte til at bearbejde sorgen gennem professionel hjælp.

Henrik med konen Nina til deres bryllup. Foto: Privat.

Den sidste tid har jeg haft en ufattelig trang til at komme videre og få luft forandringer. Jeg har kontaktet banken for at høre, om jeg kan tage et lån, så jeg kan købe en lejlighed med min kæreste. Det ligner mig overhovedet ikke.

Jeg ved ikke, om jeg prøver at flygte fra den her skide toværelses i Herlev med udsigt fra mit køkkenvindue til stuen, som min far lå på de sidste tre uger af sit liv. Som om det ikke var deprimerende nok i forvejen at tage opvasken.

Når jeg ser mine jævnaldrende kammerater tage i byen hver weekend uden bekymringer, hjælper det heller ikke på humøret. Selvfølgelig vil jeg da gerne med i byen. Og så alligevel ikke. Jeg har ikke lyst til at være glad for tiden.

Så hvad hjælper det, at jeg står og skaber mig på en bar og snakker om de samme ligegyldige ting med mine venner, som vi plejer?

Det kan faktisk godt være, det hjælper at komme lidt ud. Det virker bare så påtaget. Den der situation, hvor jeg bilder mig selv ind, at jeg er glad, behøver jeg bare ikke.

Jeg tror, at man mister venner i sådan et forløb. Der er virkelig nogle, man bliver skuffede over, og jeg bliver småidiot af at tænke de tanker hver dag, men jeg kan ikke få dem væk. Hvorfor bliver jeg ikke spurgt, om jeg vil med i byen? Og hvis jeg så endelig bliver spurgt, men siger nej, tænker mine kammerater så, at det også bliver et nej næste gang?

Jeg går og bliver skide sur hele tiden. Men er det min egen skyld? Skal jeg selv sige til mine venner, at jeg ikke gider høre om deres helt fantastiske liv hele tiden, og jeg bare gerne vil ha' de spørger mig: ”Hvordan har du det egentlig”?

Når jeg tænker på fremtiden, kan jeg godt føle, at jeg måske skal tage over, hvor min far slap. Jeg skal være en MAND nu. Jeg skal gøre mit arbejde til mit liv, og jeg skal passe på min familie. Især min lillebror og min kæreste.

Kristian sammen med sin lillebror Lasse. Foto: Privat.

Jeg har indtil videre påtaget mig rollen, men jeg føler på ingen måde, at jeg kan leve op til det. Tit føler jeg heller ikke, at jeg har lyst. Jeg vil jo hellere bare være 24 år uden bekymringer som disse. Jeg kan bare ikke løbe fra dem.

Det er som om, det dér med at komme videre er påtvunget og den mest almindelige sætning, når man snakker med folk, er: "Du skal nok komme videre". Jeg tager det til mig, selvom jeg ikke kan gøre noget som helst.

Jeg har lovet min far, at jeg en dag vil komme videre, men det kan ikke være muligt efter to-tre måneder. Det nægter jeg at tro på. Faktisk nægter jeg lige nu at tro på, at det nogensinde bliver muligt. Og jeg kan slet ikke se, hvad det hjælper, når folk siger, det skal nok komme. Hva’ så?

Hva’ så, når jeg er kommet videre? Hvad fylder alt det her lort i mit liv så på det tidspunkt? Jeg kan ikke se det for mig. Men det er måske normalt?

Jeg er færdigudlært til sommer, og lige nu jeg ved ikke, hvad der skal ske med mit liv efterfølgende?

LÆS OGSÅ: ”Jeg har haft aftener, hvor jeg ikke kunne tale af ren udmattelse”

LÆS OGSÅ: Jeppe ved, han bliver blind en dag

LÆS OGSÅ: ”Jeg skulle lære alt igen. Jeg var som en voksenmand og en 5-årig på én gang”